Delfin Science Fiction
Jeg faldt over David Brin engang for mange år siden, i den lokale Bog & Ide i Viborg. Det var en fantastisk romanforside der forførte mig big time. Delfiner, en barsk dude i scifi dykkerdragt og onde tentakler. Alt det som en ung mand i voksealderen havde behov for.
Det var David Brins Startide Rising, oversat til Stjerneflod og delt i to som Haveriet og Flugten, anden del af Uplift trilogien. De andre bøger i serien er ikke oversat til dansk, men der er tale om to trilogier. Den første er tre enkeltstående romaner som hænger løseligt sammen. Den anden er en mere traditionel trilogi.
Som ung mand var jeg enormt begejstret for Brins Uplift univers. Jeg læste og genlæste de to trilogier forholdsvist ofte. Der var en masse spændende nye scifi tanker og koncepter, som jeg ikke havde stødt på før.
Præmissen for historien er, at det er umuligt for en race at bootstrape sig selv til intelligens. Man er nødt til at blive upliftet af en anden race. Kun på den måde kan man krydse grænsen mellem pre-sentience og sentience. Som tak for at blive upliftet, bliver den nye race indlemmet som tjener-race i den klan, som den upliftende race stammer fra.
Men jordboerne har tilsyneladende gjort det selv. Blind evolution har gjort det for menneskene… på samme måde som det skete for den første race i De 5 Galakser gjorde det. The Precursers.
Okay, så menneskene har upliftet både delfiner og chimpanser før de blev opdaget af galaksens racer. Det at menneskene allerede har upliftet et par racer, og dermed har sin egen klan – gør ikke de traditionsbundne galaktiske racer og klaner specielt begejstret. Derfor sender jordboerne et rumskib afsted for at udforske universet og for at vise flaget.
Og derude blandt stjernerne finder den yngste upliftede race, masser af enorme rumskibe efterladt af den første stjernerejsende race. De mytologiske precursers. Og starter dermed en krig blandt de galaktiske racer, om hvem der kan få kontrol over dem.
De to trilogier er ganske coole. Den første er en samling af tre semiuafhængige romaner, den anden er en mere traditionel trilogi. Hvor den første starter universet og stiller en masse spørgsmål, så ender den anden trilogi med at svare på de fleste af spørgsmålene.
Lykkedes det så? Ja, sådan rimeligt. Alt i alt synes jeg i hvert fald at Forklaringen på Alting er bedre end mange andre scifi historier med Store Spørgsmåls forklaringer. (I hvert fald bedre end Revelation Space serien som jeg synes skuffede fælt på den front).
6 kommentarer
Jeg har fået og spekuleret over Stjerneflod, efter jeg læste dette indlæg – for jeg kan huske den fra barndommens bibliotek (og har den også stående i egen reol), men jeg har aldrig fået den læst. Og jeg aner simpelthen ikke hvorfor, for de der forsider er ganske vellykkede. De burde være gået direkte i Unge Janus.
Jeg tror, at jeg med tiden har fået en modvilje mod serier, fordi det altid er lidt svært at vide, hvor man skal hoppe på. Ofte har forfatteren udvidet med både pre- og sequels, og skal man så snuppe de oprindelige eller tage den kronologiske tilgang? Og så videre.
Men jeg har dog læst nogle andre Brin-ting gennem tiden. Især Existense var ret fed. Og fordi jeg nu sidder og kigger på hans Wikipedia, opdager jeg, at jeg aldrig har læst Earth, som jeg ellers har stående – og at hele verden går i krig mo Schweiz, så den skal da lige højere op på listen over bøger, der skal læses 🙂
Der var en lang periode, hvor Brin var min yndlingsforfatter. Earth og Heart of the Comet er et par fede romaner. Og Glory Season med det kvinde dominerende samfund var også rigtig cool.
Der optræder også delfiner (eller i det hele taget hvaler – “cetaceans”) i Larry Nivens Known Space. Nævnes i “The handicapped”, hvor der sælges hjerne-opkoplede proteser til intelligente arter uden “manipulative organer” – hænder! I “World of Ptavvs” har de lidt mere at foretage sig, idet de er med til at finde og løfte “The Sea Statue”, en thrint i et stasisfelt, som det skal vise sig at være.
Også i John Varleys “Five Worlds”-serie nævnes der delfiner – som de intelligensvæsener, der fik lov at blive, da menneskeheden blev forvist fra Jorden.
Og så er der jo også “Starship and haiku” og “Jones” i “Johnny Mnemonic”.
På ingen måde kommer disse i nærheden af proveniensen i Brins “Up-lift”-serie, men de er der – og hvad med kapitlet “The House Of The Dolphins” i Clarkes “2010”, eller Dicksons “Home From The Shore”?
Jeg kom aldrig tilbage til Brin efter “The Postman” – der gik virkelig amerikaner-gøgl i den, og det er da klart at Kevin Costner måtte filmatisere netop den, når den kunne være lavet betydeligt bedre film ud af “The Loom Of Thessaly”, “The Crystal Spheres” eller – netop – “Startide Rising”.
Havde Arthur C Clarke ikke også en ting med delfiner?
(men mest holder jeg dog af Varleys)
Jen tror faktisk, at jeg har læst et sted, at Clarke havde præcis sådan en “moon-pool”, der beskrives i “2010” ifbm med “estaten” på Sri Lanka. Iøvrigt var manden jo også optaget af havet og revet, i bred almindelighed – jvnf. “The Deep Range” – og han var da ihvertfald snorkel-dykker, omend ikke (vistnok ikke) fuldbefaren scuba-diver. Og – syns jeg jeg kan huske – er der også noget med delfiner i “Cradle”. Måske.
Åh, det er rigtigt – den der scene fra 2010 svævede et eller andet sted i hovedet. Og så erindrede jeg hans ungdomsbog “Delfinernes ø” tillige.