(Med skyldig henvisning til såvel titaniske sirener som Kurt Vonnegut)

Og ved du ikke hvordan sådan én sér ud, så læs videre og bliv viis

Forleden nat – eller hvornår det nu var – “sad jeg oppe”, som min kone siger, og så “Snowpiercer”. Det er jo ikke nogen dårlig film! For båret af gode og dygtige kræfter (jeg tænker på skuespillerne), samt en plausibel baggrundshistorie (på samme måde som “Brazil” af Terry Gilliam” og “The Fifth Element” af Luc Besson er plausible), samt en visionær instruktør, får den fremført sin historie (jeg er så ikke så sikker på, at jeg finder afslutningen 10-4). På den anden side irriterer den mig også lidt, men det er primært fordi jeg – se mig! – for 25 år siden skrev en historie om et (“atomdrevet”) tog, der kørte rundt og rundt og rundt, fordi reaktoren ikke kunne slukkes og ville gå ChinaSyndrome, hvis man forsøgte at bremse det.

Jeg var inspireret af Brian Aldiss – både hans “Non-Stop”, samt hans muligvis lidt mere ukendte, men tematisk identiske, “Total Environment” – som iøvrigt findes pdf-agtigt et sted på nettet.

Nåmmen, så sad jeg altså dér og bivånede Tilda Swintons ubehagelige fruentimmer, og begyndte at tænke på, hvad fanden der egentlig sker i kasketten på de der filmmagere og -producenter. At det ofte ligner Shubiduas opskrift på “sensation med tryk på”: – Lidt kys og lidt vold/lidt dur og lidt mol/og en splitternøgen kælling side 12.

Bevares – storproduktioner såsom “Prometeus” eller “Avatar” er “kodylt” flotte – takket være CGI og andet Nürnbergerkram. Og det samme kunne man sige om de seneste udgaver af Star Wars-triple-trilogien, eller “Pacific Rim”.

Men fælles for dem er, at de gør sådan hér med “infundibulummet”

Meget lille historie blæses ud gennem et meget stort hul. Og det er jo ganske identisk med det hér:

“Flot så det ud, da de gik op ad kirkegulvet sammen/hun sagde “ja” og han sagde “amen”/og festen var forbi …” (Steffen Brandt) – og jeg ved da udmærket, at der er undtagelser. “Matrix” er en fantastisk historie (glem dobbelt-toeren); “Starship Troopers” oppebærer sig selv med en ironisk distance, der næppe har noget belæg i Heinleins oprindelige roman (han mente det sgu’!); Peter Jacksons “take” på “Lord Of The Rings” er en formidabel fortolkning (og så vil jeg ski … – så kan det rende mig i rø …, hrm! så er jeg sådan set ligeglad med, hvad selvbestaltede kendere og connoiseurer i det tolkinesque elitekorps finder at have annammet af visdom om Ronalds “dybere intention” – SIH!).

Ja – nej! Jo: – det der undrer mig er, at man (og jeg tænker hér på produktionsselskaber og instruktører) har den opfattelse, at vi – alle vi – går i biografen, ser fjernsyn, læser bøger – eller tegneserier – eller spiller spil (any sort – Myst is my best), for effekterne. EFFEKTERNE! Er det sådan, at den bedste oplevelse er to timers CartoonChannel på storskærm? Er det “det bedste”?

Tjah! Vi bliver nok bildt ind, at det er, primært fordi “lidt kys og lidt vold/lidt lir og lidt mol/og en splitternøgen alien s. 12”. For i virkeligheden går vi til oplevelsen for at få en god historie. Vi er alle “suckers” for en god historie. For faen, vi har udviklet os, udviklingen drejer sig om, ideerne udspringer af “den gode historie”!

Det er så heldigt, at der faktisk bliver fortalt gode science fiction historier, på films – gerne lavet på et budget der hedder 4 lakridspastiller, 2 snørebånd og 1 pakke pladevat. Og de er er ofte ret gode. Jeg nævner lige “Moon” af Duncan Jones, “Primer” af Shane Carruth, “District 9” af Neill Bloomkamp. Og der er flere. Og det er godt. Men er det nok? Er det “GodtNok?”

Efter min mening (hvad den så er værd) har Hollywood – med tilliggender – skamredet Philip K. Dick, lige siden “Bladerunner” (som iøvrigt er en udmærket film, ikke noget dér). Og det lykkedes da også koncernen at prostituere Dicks østeuropæiske “tvilling”, Stanislav Lem, med en eklatant misforståelse af hvad “Solaris” handler om – George Clooney or (rather) not. For det er jo ikke at fortælle historien – det er at ødelægge den!

Man kan derfor sige – og tænk endelig “Bladerunner” – at Hollywood, når det konsortium virkelig mener det, sørger for, at den rigtigt gode historie (såsom “Do Androids Dream Of Electric Sheep”), kværner historien ned gennem den store åbning i infundibulummet og får en tynd pasta ud af det. Eller: – konsortiet vælger at presse en yderst ligegyldig historie ned gennem tragtens endehul(!) og spreder møget(!) så tyndt som muligt – tilsat effekter, smagsforstærkere, surhedsregulerende midler og konservering (i form af dvd-udgivelser mm.).

Nåmmen. Så dér – forleden dag/nat/morgen – er “Snowpiercer” slut, og der kommer et program om at nogen har fået et hus i halsen, og jeg går ud og “børster tænder” (eller vil I have hele historien?), mens jeg tænker på:

Med de muligheder, den kapacitet, den økonomi og de medarbejdere, som “filmindustrien” i så rigeligt mål er begavet med, hvorfor – i hede hule helgoland – går de så ikke til nogen historier, der virkeligt kunne “sige nogen noget”? Og inden nogen kommer med forkølede “jammen, hva sku det være?”, så (og helt personligt) kunne jeg da godt forestille mig filmatiseringer af Pohls “Man Plus”, Holdstocks “Mythago Wood”, Budrys “Rogue Moon” (eller hans “Hard Landing”), Herberts “Santaroga Barrier”, Farmers “Inside/Outside”, Banks’ “Consider Phlebas” … – jeg kunne blive ved, og – med Adam Prices ord: – jeg kunne bare blive ved!

Endda er det sådan, at alle de nævnte sagtens kan leve op til kravet om “lidt kys og lidt vold…” osv., men det de – fremfor alt – er oppebærere af, er en skide god historie, der ligefrem kunne “sige os noget”/have et budskab(for fucks sake). For ellers må vi leve videre med “Transformers XII”, “Aliens vs Terminators prt. 8” eller “Matrix – Rapture” – det er jo ikke gangbart, velda’?

Tænkte jeg – den nat, den morgen. Efter at have set “Snowpiercer”, og følte mig infundibelt ikonoklastisk. Eller ikonoklastisk infundibuløs. Ihvertfald faldt jeg i søvn og sov …