Superkultur-podcasten, afsnit 1
Superkultur tager første skridt mod sit totale herredømme over medielandskabet! Det indebærer lavest mulige produktionsværdier, total mangel på koordination eller forberedelse, og lige så elendig lydkvalitet som -redigering. De skyldige er Janus Andersen og Allan Haverholm. Alle skal starte et sted, og de har trods alle gode råd sat sig for at lære undervejs.
I dette indledende afsnit forsøger de at indkredse begrebet “superkultur”, og snakker uden mål eller med om sequels, Donald Trump, biblioteksafgiften og kreative menneskers forretningsplaner. Undervejs strejfer de mere almene emner som Stranger Things, Jordan Peeles Us, samtidsscience fictionserien Years and Years, A Handmaid’s Tale, Happy og en endeløs strøm af bilrenovationsprogrammer.
Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!
De løse links
- ‘Pataphysics – a useless guide
- Trailer for Years and Years
- Hvad Allan mener, når han snakker om “den dér dumme tegneserie”
- Warren Cragheads daglige Trump-tegninger
- En undervældende anmeldelse af Jordan Peeles Twilight Zone
Credits
Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.
Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.
Spørgsmål, kommentarer, og Allans længe bortkomne kørekort kan sendes til podcast@superkultur.dk.
2 kommentarer
Goodness gracious en eller anden – fræksimpel Alfredo Jerry.
Jeg gider ikke rigtig etymologisere ‘pata (så meget mere som at apostrofen lisdan indikerer et eller andet før eller efter), for jeg kan godt li den der med, at der er “sub” og der er “super” og så er det “meta” og ved siden af – som i eksistensen af et vedkommende parallelunivers, med affinitet til det “supra”, men forankret i det “meta” – kan gøre det ud for et sub- (eller super-)stitut for såvel københavnerfortolkningen som en hvilkensomhelst verdensskabende deitet.
Det er “supra” – eller i virkeligen ‘pata. Eller måske er det dada – spørg Martin Bigum, spørg Art, spørg ud i det blå – bare spørg! 🙂
Til almindelig forvirring kan jeg bidrage med den oplysning, at Jarry skrev “Far/Kong Ubu” (yby! – Roi Yby – det er lissom at ha phået en kartophphel i ganen), og det tuaterstygge kan jeg varmt anbefale (og lidt kropsnært: – jeg havde fornøjelse af at spille Kong Ubu way back, when it was then – det var spasser … det var skidepissesjovt, bogstaveligt talt). Vedkommende “Ubu” havde Jarry iøvrigt modelleret over en ret irriterende lærer (eller var han pedel? – gymnastiklærer, tror jeg faktisk) ved navn M. Herbert.
Som enhver ved, er det ikke smart at hedde “Høst” i Frankrig (arme Oluf), thi “H” udtales ikke; “Ø” findes ikke og “S” og “T” udtales ikke, hvis de står tilsidst!
Følgeligen hedder denne Hr. Herbert altså “Ebe” – “Ébé!”, hence “Yby”, derfor “Ubu”.
Og sådan er det; Ellen Ripley Or Not.
Iøvrigt syns jeg godt det dér potkast dér, at det ku man godt gøre til en vane 🙂 😀 & yiiipiiih!
Tak for uddybelsen omkring ‘pata___, Henning. I podcasten roder jeg rundt i forfatterens efternavn nogle gange, men det er selvfølgelig Roi Ubu selv, Alfred Jarry. Selv er jeg ikke så interesseret i at spørge ud om hvad det hele betyder, men fastslår bare at Superkultur (i Janus’ og mine samtaler) er et ‘patalitterært perspektiv. Om det udvikles undervejs får vi se.
Ja, podcasten fortsætter efter al sandsynlighed. Nu har vi jo lavet “afsnit 1”, så det ligger lige for at fortsætte med afsnit to og tre — særligt eftersom vi allerede har ålet sequelfænomenet. I den sammenhæng har vi sat os selv op til fiasko.