SUPERKULTUR

De kosmiske tåger

sep
03

Åh, der svæver man gennem verdensrummet, i roligt kredsløb omkring sin egen lille sol og med sin egen lille måne, og så, BAM, en kosmisk tåge. Det sker oftere, end man skulle tro – og det er gerne med slemme konsekvenser.

Jeg faldt lige over denne udgivelse fra Science Fiction Cirklen:

En kosmisk tåge kaster Jorden ind i en ny istid, og en tysk lærd må forsøge at redde verden – med hjælp fra Afrikas Forenede Stater. Historien udkom oprindelig under titlen The Cosmic Cloud, og hvor meget mere ligepå kan man blive?

Det fik mig til at rode lidt i litteraturhistorien, for det er ikke første gang, at slige interstellare gasser truer de små abeafkom på Jorden. I Star Trek har diverse skybaserede væsener det med at hænge tungt over diverse rumskibe og -stationer i tide og utide, for skyvejen er åbenbart den vej, evolutionen gerne fører én (handwaving Det er energi handwaving) – men i litteraturen går det gerne lidt anderledes for sig. Jeg er indtil videre faldet over to andre titler, der griber ideen og løber med den:

Den sorte tåge af Fred Hoyle. I den fjerne fremtid 1964 opdager astronomer, at en rumsky har kurs mod vor planet, og da den anbringer sig mellem os og Solen, har det forudsigelige konsekvenser, lidt i retning af Bürgels bog (Hoyle skrev sin i 1957, så Bürgel kom først). Heldigvis er der samlet en masse kloge mennesker, og de indser, at skyen er et intelligent væsen, som de kan kommunikere med – og heldigvis er skyen enig med bogens forfatter i, at universet ikke opstod ved et stort brag, så der kan klemmes et par intellektuelle skinnebensspark ind i handlingen. (Bonusartikel om bogen)

Den irgrønne tåge af Hans Axel Honoré. Jep, også vi danskere kan lide de udenjordiske tåger. I denne bog fra 1969 fejer tågen dog over planeten – og som de fleste irgrønne ting er den ret giftig. Hvorfor en stor del af menneskeheden uddør – heldigvis for Danmark har Fredericia haft så mange års forurening fra Kemira, at befolkningen der er mere modstandsdygtige og overlever som fluer (om man så må sige). Fluks kan vi flytte hovedstadsfunktionen til forfatterens hjemby og ændre reglerne for bigami – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Ikke noget klassiker, men det er dog interessant at læse en dansk bog, der minder en del om Heinlein i tone.

Bolden er givet op – hvor har tågen ellers sneget sig ind i science fiction-litteraturen?

Superkultur-podcasten, afsnit 3 – The Adaptation!

aug
26

For tredie gang forsøger vores helte at adaptere Superkultur til det auditive format og snakker om andre forsøg på at omsætte et værk fra ét medie til et andet. Hvordan oversætter man en historie, en stemning, en følelse til et andet formsprog, og hvordan skal man ikke gøre? Det er som oftest gerne filmene, der står for spil, men samtalen kommer også omkring både tegneserier og bøger.

Det hele ender som en battle royale mellem Stephen King, Brad Pitt og Shirley Jackson (SPOILER: Brad taber). Allan forsøger at formidle noget baggrundsviden om emnet, og Janus forsøger at tegne koordinatsystemer i lytternes hoveder. Tilsammen bliver det til en samtale, der kommer vidt omkring og følger værkernes vandring mellem medierne på kryds og tværs – også de værker, som angiveligt modsætter sig adaptation.

Og ja, der bliver også tid til en lille smule had.

Baggrundslitteratur

J Grossman & R B Palmer (red.), Adaptation in Visual Culture: Images, Texts, and Their Multiple Worlds (Palgrave, 2017) https://www.palgrave.com/gp/book/9783319585796
Herfra citeres særligt G Jellenik, “The Task of the Adaptation Critic” (pp 37-52 ) https://link.springer.com/chapter/10.1007/978-3-319-58580-2_3

J Sanders, Adaptation and Appropriation (Taylor & Francis, 2015) https://www.taylorfrancis.com/books/9780203087633

E J Aarseth, Cybertext: Perspectives on Ergodic Literature (Johns Hopkins University Press, 1997) https://jhupbooks.press.jhu.edu/title/cybertext

De løse links

The Haunting (1963) versus The Haunting (1999)

P Karasik (tekst, efter P Auster) og D Mazzucchelli: City of Glass (Picador, 2004): https://www.amazon.com/City-Glass-Graphic-Novel-Trilogy/dp/0312423608

Watchmen. Vi kunne linke til både film- og tv-adaptationer, men vi synes for godt om jer til at udsætte jer for det.

Anmeldelse med smagsprøver på tegneserieversionen af Ridley Scotts Alien, A Goodwin og W Simonsons Alien: The Illustrated Story: https://aeindex.org/reviews/alien-the-illustrated-story-the-original-art-edition/

Janus’ gamle anmeldelse af Flicker.

En art adaptation af Guernica

R Sikoryaks blændende tegneserieadaptation af nu hedengangne iTunes’ forretningsbetingelser.

Allan interviewes på den britiske podcast Comics for the Apocalypse.

Det beroligende

Shirley Jacksons The Haunting of Hill House kommer til at hedde “Mørket i Hill House” og udkommer på dansk senest i november (hvis alt da går, som det skal)

Credits

Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.

Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.

Spørgsmål, kommentarer, og bidrag til haiku-konkurrencen kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @haverholm og @JanusAndersen.

Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!

Fem filmatiseringer der fungerer

aug
13

Næste afsnit af Superkultur-podcasten handler om adaptations – når historier går fra ét medie til et andet. Ofte er det gerne fra bøger til film, men pilen kan gå i mange retninger – og med svingende resultat (jeg har dog uden held indtil videre forsøgt at finde en bogadaptation af en film, som er bedre end originalen).

Men det har naturligvis betydet, at jeg har tænkt over en del af de filmatiseringer, jeg har set gennem tiden – og som en opvarmning til de auditive løjer (som allerede er i lydmandens hænder) har jeg fundet fem filmatiseringer, der (synes jeg) fungerer godt som adaptationer af bøger. Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at de er bedre end originalen, men de kan stå på egne ben – men af vidt forskellige grunde.

1. Stephen King

King var ikke selv glad for Stanley Kubricks udgave af Ondskabens hotel, og han stod da også bag en ny filmatisering, som… bedst bør glemmes. Det er klart Kubricks version, der bør nævnes her – nogle gange må man glemme et værks oprindelse for at kunne nyde det helt, og hvis man er enig med forfatteren, bør man måske bare se The Shining som en helt anden historie, der tilfældigvis også foregår på et Hotel Overlook om vinteren. Det er jo ikke det samme hotel, kan man sige til sig selv, Kubricks har ingen hækkedyr.

2. Robert Heinlein

Beverly Hills 90210 med kæmpeinsekter i rummet. Ja, Starship Troopers tager sig nogle friheder med forlægget (ligesom Kubrick gjorde), men den rammer så rent. Men hvad er det, den rammer? I al fald den måde, jeg selv læste Heinlein på, da jeg var ung – nemlig med en konstant, satirisk undertone. At den undertone så ikke er der i værket og aldrig har været der i forfatterskabet, men at han mente alt, hvad han sagde, gør, at jeg har svært ved at læse Heinlein i dag. Men Starship Troopers er der stadig.

3. Peter Benchley

Det er svært at komme uden om den betydning, Dødens gab havde – for filmbranchen, for Benchleys forfatterskab, for dødsraten blandt hajer og så videre. Endnu sværere er det at benægte, at den er effektiv. Spielberg holder sig noget tættere til forlægget end de to tidligere film på listen, men alligevel formår han at skabe en noget anden historie end bogen. Jeg oplevede dem begge, da jeg var ret ung (måske for ung) – da jeg så filmen, var min tanken “jeg skal aldrig i vandet igen, der er fyldt med hajer!”; da jeg læste bogen, var det “jeg skal aldrig være voksen, de er sindssyge!”

4. H. P. Lovecraft

Det er nok umuligt at filmatisere Lovecraft, så den bedste måde at gøre det på er ved at lade være. Og lige præcis i den henseende har jeg en forkærlighed for In the Mouth of Madness. Ja, det er nok filtreret gennem noget mere moderne Stephen King, og de forfalder til at vise os monstrene, men der er dog ikke desto mindre en god tyk stemning af HPLig eldritched under det hele. Og så er det bare en god film.

5. L. Ron Hubbard.

Ja, det kommer nok som en overraskelse, men Battlefield Earth er en god adaptation. Er det en god film? På ingen måde, du vil være et dummere væsen, når du har set den. Men så en god bog? Nej, på ingen måde heller. Faktisk gør lige præcis det samme sig gældende for forlægget, og det er det, der gør filmen til en så vellykket adaptation: den har perfekt oversat en afgrundsdybt bunddum bog til en lige så tåbelig film. Det er et stykke arbejde, der bør gå over i historien.

For fa’en da!

aug
02

Fremtiden er mange gange et noget bonert sted.

Jeg er ved at læse David Brins Earth – det er sådan god 90er-science fiction med fyldige infodumps og måske lidt for mange historier hældt ind imellem hinanden. Men noget af det, der slår mig mest, at Brins modvilje mod at bande.

“Dumpit,” siger hans helte. Eller “Gor-suck!”. Eller et par andre ord, som udstiller, at i fremtiden er alle folk meget rationelle væsener, som er vokset op med teknologi, og deres udråb kommer deraf.

Det fik mig til at tænke på science fictionel profanitet, og det første, der dukker op, er nok Battlestar Galacticas “frak”, der faktisk fungerer ganske godt. Det er bogstaveligt talt et four letter word, men det har også en lyd, der viser, at personen bag det er frustreret eller vred eller på anden måde i ikke-positivt humør. Firefly brugte kinesisk, som er et godt sprog at bande på, men listede også et “gorram” ind med tydelige konnotationer. Red Dwarfs “Smeg” passer også godt i miljøet – et næsten fugtigt ord, der tydeligt signalerer sin funktion, men samtidig også lyder tilpas sjovt.

Det er ret let at forstå, hvorfor tv-serier bruger disse krumspring til at få lov at “bande”, men det virker noget mere fjollet i romaner som Brins – især romaner, der tydeligvis er henvendt til voksne. Og det slår mig i al fald, at jeg heller ikke er stødt på litteratur, der har skabt lige så erindringsværdige øjeblikke i profanitetens historie som Robin Williams, der udbryder “Shazbot!”

Heldigvis har The Encylopedia of Science fiction en indførsel på Swearing – og den beviser, at Isaac Asimov som sædvanlig er indbegrebet af genren på godt og ondt.

Watch your mouth, Isaac!

Aliens-scifihaiku

jul
27

“Pal” is a great word
To convey your frustration
About ass kicking

Bonus: særegen oversættelse fra Aliens:

Cover-udgaver

jul
21

Altså ikke alternative sange, men sange gentænkt som pulp-covers. Todd Alcott omtænker. Via Lithub.

Kore af Bo Reinholdt

jun
26

En kore er en græsk marmorstatue af en ung kvinde. Og det er titlen på en kortroman af Bo Reinholdt, som er mit første møde med forfatterskabet. Et tilfældigt møde i det romerske solskin og skyggerne under byen, men også et møde, der kunne føre til flere.

En dansk kunsthistoriker kommer til den italienske hovedstad for at se nærmere på en samling nyopdagede vægmalerier. Han er en kapacitet indenfor sit felt, så forhåbentlig kan han gennemskue, præcis hvad det er, de forestiller – tidligt kristen kunst eller noget helt andet? Men Erling Aunslev virker lidt ved siden af sig selv allerede ved ankomsten. Malerierne er utrolige, men den fascination, som burde tilkomme dem, lader i stedet til at rette sig mod en ung kvinde på et torv.

Hun er en levende statue, en kore, som udleverer digte til folk, der giver penge. Og hun drager Erling ind i en skyggeverden.

Kore er en stram lille fortælling – cirka 120 sider med korte kapitler og den unge kvindes digte i skøn blanding. Det er en af de der bøger, som balancerer så fint på kanten af en historie – uden at hverken falde i plotdetaljer eller falde helt ind i sig selv. Det er usandsynligt fint turneret – en af de der værker, som rammer lige i kanten af min interessesfære, men formår at trække mig ud af kurs i læseoplevelsen, måske endda udvide selvsamme interesse i videre læsning. Og det er en bog, der ikke burde være længere, ejheller kortere, men just præcis sådan. En lille perle i stadig voksende strøm af litteratur, som synes, at sidetallet tæller andre steder end på vægten.

Pudsig oplevelse: plottet er lidt et klassisk horror-setup (hvilket Reinholdt dog afvæbner med et vist glimt i øjet mod slutningen), og til tider følte jeg mig lidt hensat til den interessante del af 90erne, men i en minimalistisk og velovervejet stil. Der er en pudsig hvisken i mit hoved, som antyder, at det kunne være Clive Barker, hvis han havde været mindre kødelig og mere fokuseret. Jeg overvejer at undersøge det ved at læse mere af både Reinholdt og Barker, og – sandt eller falsk – det i sig selv er et godt tegn på, at Kore fungerer.

Udkast til en typologi over bibliotekarer

jun
25

Det er et uhemmeligt, dybdekatalogiseret og krydsrefereret faktum, at jeg benytter min arbejdstid med genrebetegnelsen bibliotekar.

[pause for applaus]

Det betyder naturligvis også, at jeg ikke kan lade være med at bemærke, når mine arbejdsfæller optræder i populærkulturen – som regel i form af klicheer. De to klassikere er enten den sexede bibliotekar eller bibliotekaren med hornbriller og knold i nakken – desværre har jeg selv knold i nakken.

Hvorom alting er, må det være muligt at opbygge et systematiske oversigt over de måder, hvorpå bibliotekaren kan fremstå. De foreløbige resultater er her:

Type 1: Den realistiske

Muligvis ikke i udseende, men i beskrivelsen af bibliotekarens opofrelse for sine bøger og modvilje mod sine lånere.

Type 2: Den uduelige

Det er muligt, du er rap med et lyssværd, men du forlagde en planet. Og du tillagde ikkebibliotekarer skrive-rettigheder til arkivet. Du er udsat for den bibliotekariske ækvivalent til order 66.

Type 3: Som vi ser os selv

Jeg indrømmer det på vegne af min stand.

Type 4: Den, der skal op mod muren

Værre end type 2 er ham her. “Det er koldt, lad os brænde bøgerne!” Fuck that guy.

Type 5: Den, der har haft en lidt for lang vagt uden frokostpause

Der er mindst én bibliotekar derinde, og vedkommende har taget over. Selv en Time Lord ved, det er tid til at forlade biblioteket.

Type 6: Rollemodellen

Den egentlige helt i den serie. Alle ved det.

Zeitgeist

jun
11

Jeg tror, jeg bliver nødt til at sige lidt om forventninger først. For det er svært at læse en bog uden.

Zeitgeist er en debutroman, skrevet af Jane Mondrup, der er cand.mag. i forhistorisk arkæologi. Dens hovedperson er Ejvin, filolog ved Københavns Universitet – som vågner op en dag i år 1890 uden at vide hvorfor og hvordan. Romanen, informerer omslaget os om, er af den fantastiske genre og trækker på både science fiction, fantasy og endda steampunk.

Koblet med den neddæmpede forside var min forventning noget i retning af en lidt tykkere udgave af Niels Brunses Havmanden – en nedtonet roman om en intelligent mand, der må klare sig i en unaturlig situation. Ikke de store slag med armene eller noget her, tænkte jeg.

Første kapitel er en flok mennesker i et postapokalyptisk landskab, som diskuterer en krig på tværs af tiden.

Så jeg brugte det første lange stykke tid af Zeitgeist med at få mig frigjort af de forventninger, jeg havde til bogen, mens den for afsted i en helt anden retning. Ejvin vågner op i 1890 – men ikke i et genkendeligt år. Ikke blot er der tale om en tidsrejseroman, men også en kontrafaktisk historie, for Danmark er blevet til en ødemark efter et mystisk eksperiment længere tilbage i tiden. Ejvin er landet i England, men heldigvis hos handlekraftige og intelligente mennesker, som ikke spilder tiden med at mistro hans historie, og huhej er de på vej mod Danmark og det mysterium, som skjuler sig der og i både fortid og fremtid.

Zeitgeist er en besynderlig bog – og ikke kun på grund af mine forvirrede forventninger.

Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. Men samtidig med at det giver en god naturlighed til historien, gør den også bogen lidt godmodig og ufarlig – folk proklamerer til hinanden snarere end at snakke sammen, og man er ikke rigtig på noget tidspunkt nervøs for, hvad der skal ske.

Tilsammen efterlader det mig cirka lige så forvirret som mine forventninger – for jeg værdsætter egentlig det arbejde, Mondrup har lavet her, det er ambitiøst og anderledes og spændende, men jeg må også indrømme, at Zeitgeist ikke greb mig som læser. Den var en mærkeligt fjern læseoplevelse, som at se en film uden lyd. Det er ikke en roman, der rammer plet på mig – men helt klart en, der har sit publikum, også uden for genren, tror jeg. De vil, mistænker jeg fra afslutningen, kunne se frem til en fortsættelse.

H. P. Bunny

jun
08

I anledning af, at jeg har opdaget, at bind 2 af DreamLitts Lovecraft-oversættelse er udkommet (og jeg lige har læst bind 1 færdigt): dagens indforståede (og tåbelige) joke.