SUPERKULTUR

Hr. Kukula

mar
19

Det er meget få nyere danske forfattere, der kan få lov at springe direkte til toppen af min læsebunke. Men Mikkel Harris Carlsen er helt klart blandt dem. Og da jeg havde ventet et stykke tid på, at nogen skulle gribe “Hr. Kukula” fra en udstilling på biblioteket, vandt min utålmodighed over min tiltro til lånerne, og spanieren Juan Luis Kukula blev inviteret hjem, hvor han fluks snød sig vej til en plads øverst i bunken.

Carlsens seneste bog er en række noveller (måske snarere anekdoter, for at være ærlig) fra titelpersonens liv – og det er et liv, der byder på mange og sære tiltag. Som tidligere bygger forfatteren et fragmenteret billede op omkring sit centrum, og det giver ham mulighed for alskens påfund. Hr. Kukula køber en cigar og bliver involveret i en sag om forsvundne børn, som i sidste ende peger tilbage på ham selv. Han møder sig selv – og redder måske modvilligt sig selv. Han går på biblioteket og lider en krank skæbne. De enkelte historier svinger i større eller mindre grad væk fra virkeligheden, men ender gerne tilbage i selvsamme uden den større forandring end en vis tristhed i vor hovedperson.

Som før, når jeg har læst Carlsen, bliver jeg dog overvældet af håbet om en løsning. Ikke en forklaring på, hvad det hele betyder (for skide være med det, det er god læsning, og det er nok eksistensberettigelse i sig selv), men snarere en algoritme, der kunne give mig den rette måde at læse på. Der må findes en form for litterær matematik (en litteratik?), der kunne fortælle én, hvordan man rent praktisk skal gribe bogen an.

Skal man tygge sig igennem hr. Kukulas oplevelser hurtigt? Det er fristende, for fortællingerne er korte, og med samlingen 140 sider ville det ikke tage længe at nå slutningen. På den måde tænker jeg, at bogen ville flyde lidt sammen, men også blive til et hele, et fornemmelse, man kan synke ned i uden måske helt at påskønne detaljerne.

Selv valgte jeg et kontrolleret indtag, en eller to historier ad gangen. Fordelen ved det er naturligvis, at man kan trække den sydamerikanske stemning i langdrag og fornøje sig maksimalt med de hændelser, der overgår Hr. Kukula. Ulempen er her, at man (eller jeg, i al fald) måske bliver lidt mere opmærksom på, at ikke alle historier har en lige godt drejet pointe, og den samme opbygning genbruges et par gange.

Men et eller andet sted derimellem må findes en Guldkok-zone, hvor nydelsen af Carlsens prosa er maksimal. Eller måske ikke. Måske er pointen bare at lede efter den zone og så nyde rejsen – jeg håber, han fortsætter med at sende værker ud, der gør den lige så fornøjelig, som “Hr Kukula” gjorde.

Bøger 0 Comment

Grøntsager findes ikke!

mar
05

Via Neatorama faldt jeg over denne artikel, som redegør for, hvor besværligt sprog er, og hvordan det udraderer grøntsager som das Ding an sich (ja, jeg bruger sikkert udtrykket forkert, men det er sjældent, jeg får lov at krydre med tysk, og når nu det handlede om sprog).

In a botanical sense, it’s easy: vegetables don’t exist as a discrete, coherent category. And the more you know about botany–the nuanced phylogeny that gardeners and farmers know and the centuries of research into plant evolution that botanists have learned–the more likely you’ll be a dissenter in the vegetable debate. “This is why people hate botanists,” as one disillusioned commenter wrote in a particularly heated r/Botany thread.

Det minder mig om dengang, hvor Marvel officielt klassificerede Projekt X (eller X-Men, om man vil) og alle deres medmutanter som værende ikke-menneskelige – uagtet, at deres menneskelighed jo er hele grundlaget for serien.

Hvorfor gjorde de det? spørger man sig selv. Fordi de er et sjælsløst… af skatteårsager (måske havde jeg ret i den først indledte sætning).

Genrehistorier, txt 2 Comments

Edmund Cooper

mar
01

Edmund Cooper er en af de der klassiske sf-forfattere, som har listet sig ind på mine reoler med flere titler – men som jeg ærligt talt aldrig har fået læst noget af. Men forleden sprang “Jupiter Laughs” ud i den ventende hånd og meldte sig frivilligt til at ledsage mig på de daglige togture.

Det er en novellesamling 1979 – men for at være ærlig føles det nok lidt ældre. Vi drager til Mars og finder hemmeligheden om vores egen oprindelse, en professor lader sin computer arbejde med sin søn og kommer til at fortryde det og så videre – det er gerne fortalt med et glimt i øjet, men måske også nok lidt forudsigeligt og ikke synderligt komplekst.

Men det fik mig da til at google forfatteren, for hvorfor ikke fylde lidt mere på om ham, når nu der alligevel står flere af hans bøger og venter. Det er lidt af en rutsjebanetur – især gennem denne side om forfatteren.

Til at starte med slår han fast, at alle hader franskmænd (eller i al fald franske scifi-film):

According to the jacket notes in Unborn Tomorrow a French film was made of one of his short stories but in reality the film was American and called The Invisible Boy (1957 also known as S.O.S Spaceship) based on Brain Child (1956) and featured the second appearance of the character Robbie the Robot. EC was embarrassed by having his name associated with this movie, which he called “one of the worst science fiction films of all time” so he said the film was French apparently in order to conceal his association with it.

Senere viser han sig at være meget gammeldags – men måske også kedeligt moderne på sådan en “de dybeste afgrunde af internettet”-måde:

On Cooper and Women: He said that the central characters in Transit, All Fools Day and The Uncertain Midnight were all “pseudonyms” for himself and that this was why American reviewers (“because there are so many women reviewers”) called him a male chauvinist pig. He also said that he was not against the emancipation of women but that the average woman had a cranial capacity 125cc less than that of a man; “let them have totally equal competition…they’ll see that they can’t make it…I just don’t think they can compete on the same terms” As evidence he cited the lack of “good” female mathematicians, scientists and composers; “They’ve gone back home to wash the dishes and produce children.” However, EC did then go on to say that this was a “very simplified” version of what he felt – that he loved women, did not want to subjugate them and that “I’d lay every attractive woman in the world if I could.”

Der henvises, tror jeg, til dette interview:

Jim: As individuals, the characters in many of your books lack the identity of singular people, and seem to be morerepresentative of mankind in general Why is this?

Edmund: Well, it’s legitimate of you to say that they lack, as it were, a great deal of variety; most of them are similartypes, though there are one or two who do have this variety.Richard Avery in Transit; Matthew Greville in All Fools’ Day; John Markham in The Uncertain Midnight – are all,basically, the same kind of character, the same kind of matrix. It’s got to be perfectly obvious to anyone that the personhe knows best is himself. I know myself best, so I’m afraid that these are all pseudonyms for myself. They’re how Ithink I might react given the dreadful, intriguing, funny, banal, or bizarre situations these characters find themselves in.It’s easier to put my reactions down, than invent a character and put his reactions down. There are a lot of masqueradingEdmund Coopers in my novels, which is why, frequently, American reviewers call me a male chauvinist pig.

Coopers brug af sig selv i fiktion fører så i en cirkel tilbage til første kilde og denne bid:

On Cooper’s Interests: EC described his interests in 1971 as “chess, philosophy and wine.”1 Obviously, EC drank excessively and many of his characters share this trait. Perhaps the greatest drinkers in his books were those in Five to Twelve (1968), Kronk (1970) and the character Commander James Conrad from the Expendables series (1975-76).

Edmund Cooper døde af alkoholisme i 1982.

Genrehistorier , 4 Comments

Det grufulde bibliotek

feb
21

Jeg voksede op på horrorantologier. Af en eller anden grund fandtes der en del af dem i mine unge dage, mens det var noget sværere at finde science fiction i kortform, og fantasy havde slet ikke den tradition på dansk. Men horror – genren passer perfekt til formen, og sådan en god samling noveller er den perfekte introduktion til genren. Horrorantologier var mit gateway drug – de viste mig, at selv dansk litteratur rummede ting, der kunne være spændende, og senerehen var de et godt sted at finde forfattere, man kunne eftersøge på engelsk (når nu genren ikke havde så gode kår på dansk).

Så Det grufulde bibliotek varmer mit hjerte, uanset om det er gammelt og indskrumpet og koldt.

Full disclosure: jeg arbejder sammen med den ene af redaktørerne, og mit navn står på listen over folk, der bliver takket – hvilket blot viser, at Jette er cirka lige så høflig, som hun er inde i horror. Så jeg vil fremover tænke på hende som The Emma Gad of Horror! Men hendes ansættelsesforhold skal ikke forhindre mig i at slå fast, at hun og Kristian Nordestgaard har gjort et stort og imponerende arbejde med at finde tekster til samlingen.

Denne type antologi plejer gerne at inkludere en enkelt eller to ældre, danske tekster – og det plejer gerne at være de samme, der går igen. På den måde sparer man både tid og penge, mens man kan smykke sig med et eller to anerkendte navne, så vi kan klappe os selv på skulderen og sige, at selv de seriøse kan lide genren inderst inde. Men her har de to redaktører gravet dybt i litteraturhistoriens muld og genoplivet en overraskende samling navne, så BS Ingemann, Tom Kristensen, Holger Drachmann og andre står side om side med nyere navne som Steen Langstrup, Mikkel Harris Carlsen og (størst af alle) Grete Roulund. Alene af den grund er Det grufulde bibliotek noget af en guldgrube – som sædvanlig drejer vores civilisation i cirkler omkring afløbet, og børn læser ikke bøger længere (som det altid har været), men jeg kan nu ikke lade være med at forestille mig, at der er nogle stykker derude, der vil samle den her op (måske grebet af den lettere 80er-agtige forside) og vil opleve det som den første joint, der fører til et livslangt misbrug (men du ved, bare med bøger i stedet for hårde stoffer og behovet for at sælge sin krop og så videre).

Men der er nu tydeligvis tænkt på de voksne læsere, og der rammer den målet. Den giver en god gennemgang af nyere dansk horror, samtidig med den udbygger genrens historie længere tilbage i tiden. Jeg vil vove at påstå, at man skal være en mere end entusiastisk horrorlæser, hvis man ikke støder på et eller andet nyt i samlingen. Samtidig kommer den vidt omkring forskellige typer fortællinger i genren og leverer noget så grundlæggende nødvendigt som god horror. Det grufulde bibliotek er ganske enkelt noget af en uundgåelig udgivelse, hvis man har den mindste interessere i dansk horror.

BONUS: Jette har skrevet en række indlæg om Det grufulde bibliotek på Gyseren.dk.

Bøger , 5 Comments

Episk #zombie haiku, 1. del

feb
15

Nåmen, forleden – kort tid før en mistænkelig virus nedlagde undertegnede – lagde jeg det sidste haiku i første del af Episk #zombie haiku på Twitter.

Og som lovet er her hele den første del i “lettere tilgængeligt end Twitter”-format: Episk #zombie haiku, første del (PDF).

Fiktion , , 1 Comment

Malstrømmen

jan
27

“Malstrømmen: Poe og Danmark” er første udgivelse fra Det Danske Edgar Allan Poe Selskab og rummer en blanding af nye og gamle tekster om – nåja, Edgar Allan Poe. Indimellem er strøet en håndfuld illustrationer, hilsener til Poe, af danske tegnere. Det er på godt og ondt en fanudgivelse.

På den gode side er den entusiasme, der gerne er i den slags projekter. Det er tydeligt, at folkene bag går op i emnet, og skribenterne borer sig gladeligt ind i den niche af forfatterskabets danskforbundne historie, som de nu har valgt at behandle. Det kan være ting som J.P. Jacobsens inspiration fra Poe, præsentationen af en dansk Poe-illustrator eller dansk tv eller musik med forbindelse til Poe. På den måde er “Malstrømmen” bogen for den, der troede, han vidste alt om Poe, men gerne ville vide mere. Og på det plan er det en fornøjelse at læse sig igennem den, for der er masser af små, skæve oplysninger, man kan tage til sig.

På den onde side er der ikke tale om en bog til “the casual reader”. Hvis man ser Kenn Mortensen-forsiden og tænker “Det ser fedt ud, nu vil jeg vide, hvorfor folk er så vilde med Poe”, bliver man nok ladt lidt i stikken – der tales til de indviede og levnes ikke plads til at fortælle, hvem eller hvad Poe var og betød (og hvorfor man bør være så vild med ham). Ligeledes er der en tendens til at teksterne opnår en noget omremsende kvalitet – det handler om at få mest data med, ikke om at formidle det, for man tager for givet, at læseren er lige så interesset som én selv. Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, men man kunne ønske, at Selskabet som sit næste projekt kastede sig over en introduktion til forfatteren, en “Poe og dig” måske.

Forstå mig ret: Jeg er ganske vild med “Malstrømmen”, og hvis man kan lide Poe eller blot ekstrem entusiasme, så er det en bog, man skal have fat i. Jeg kan dog ikke undlade at citere denne sætning, der indbefatter stilen meget godt:

På lydsporet læser Erik Mørk en forkortet udgave af Poes novelle, oversat til dansk af Ellen Siersted, der også har oversat John Steinbecks roman Cannery Row (Et mægtigt gilde) og skrevet en fagbog om filmundervisning.

Det er næsten smukt, hvordan den sætning starter med at konstatere det nødvendige og dernæst overfylder med oplysninger, hvis eneste funktion er at vise, at der er tråde. At Steinbeck og filmundervisning kun har noget som helst med Poe at gøre, fordi forfatteren vælger at trække de tråde i sin tekst, er ligegyldigt – der er tråde, og det betyder, at der er nye nicher, man kan fordybe sig i. De tiltænkte læsere af denne bog kender glæden ved den fornemmelse, og de vil værdsætte det.

Bøger , 10 Comments

Stephen Hawkings tidsrejsefest #6

jan
25

For at rejse i tiden må du først skabe og kontrollere en singularitet. Med den kan du sigte på en tid og et sted med stor nøjagtighed og skabe en bro. Det er ufatteligt kræfter, der er på spil, men det er i bund og grund den sikreste måde at rejse på – det er kun det at bygge en tidsmaskine, som udsætter én for risikoen for spaghettifikation. Det store spørgsmål er snarere, hvorfor vi stadig tillader privatbilismen.

Har du nogensinde taget dig selv i at bekymre dig om dit liv? Ikke noget håndgribeligt, bare …dit liv? Så har du sandsynligvis været i nærheden af en tidsmaskine i funktion. For den anden ende af broen lækker – for nu at forenkle det helt usigeligt – sikkerhed. Fysikken er ganske klar, hvis man ved, hvor og hvordan man skal kigge på den, men du ville ikke forstå den.

Nøjes med at forstå dette: klokken er 11.50 den 28. juni 2009. Det første hul i tiden opstår, og de første gæster træder ud. De registrerer, at de er alene, og sætter kurs mod døren med brede smil. Hver af dem bærer en invitation i hånden, nogle af dem også en værtsgave.

Et sært lys falder over dem, et spektrum fra unge til gamle sole.

Normalt kan man ikke sanse en bro bevidst, men der er så mange af dem, der åbner nu. Forstyrrelser, der hører hjemme på kvanteniveau, er pludselig til at tage og føle på. De kommer hver og en til festen.

Hver en tidsrejsende gennem historien er på vej hertil, til lige nu. De vender vrangen ud på årsag og konsekvens for at bevise, at jeg tager fejl. Det er præcis, som jeg havde forventet.

Nye gæster ankommer i rasende fart. Og hver af dem bidrager umærkeligt til mængden af usikkerhed. Indtil: kritisk masse. Tidsrejser kræver så megen energi, fordi universet hader usikkerhed. Det er muligt, at Gud spiller terninger, men Altet har sørget for at at vægte dem. Og i et øjeblik, der skal beregnes i planck-tid, er universet i tvivl om sig selv.

Og med et lydløst tordenskrald nulstiller universet og retter sin fejl fremadrettet. Fra dette punkt har der aldrig eksisteret og vil aldrig eksistere tidsrejser.

Med en invitation og en god portion snedighed har jeg sikret et logisk univers, hvor reaktion følger handlingen i en ubrudt kæde ned gennem tiden.

Her, på randen af en evighed, som jeg har indledt, kan jeg ikke undlade at stave et onomatopoetikon på skærmen, som rasler ud gennem højtalerne.

“Ha. Ha. Ha. Ha.”

Fiktion , , 2 Comments

Den forsvundne ekspedition

jan
24
Rask mand skriver om raske mænd

Kan man blive nostalgisk af noget, man ikke før har læst? Jep. For mit vedkommende er det især en vis type børnebøger, fra før jeg selv var barn, om gæve mænd, der drager på eventyr. Selv om jeg mere eller mindre har indstillet mit samleri, kan jeg ikke falde over en ældre udgave af Tarzan uden at tjekke min mentale liste over dem, der allerede fylder for meget i reolen. Og så bøger som denne, Den forsvundne ekspedition af Svend A. Rask.

Det er den type nostalgidrevne læselyst, jeg skal give efter for med det samme, når bogen lister sig selv ud fra hylden og lokker med djærve (hvide) mænd, vilde indfødte og eventyr i junglen – for jeg ved godt, at lægger jeg bogen til side i et par dage, er interessen forsvundet igen. Så hurtigt som en pil fra et pusterør.

Heldigvis er denne type bøger også ret hurtigt læst. Og ikke særligt krævende. Og måske heller ikke særligt givende. Men dog underholdende, så længe det varer. Og derefter hurtigt glemt.

Svend A. Rask (af Klaus Johansen sat på listen over Niels Meyns pseudonymer, omend dog under “tvivlsomme”) skriver om de to filmfotografer Kurt Waldich og Aino Silpanen – de har en evne til at ende steder, hvor der snart vil ske noget, og nu er de havnet i Brasilien. Der finder de en døende hvid mand, der har været holdt fange af indianerne i junglen – og ikke hvilke som helst indianere, men slangegudens præster. Historien går, at slangegudens pyramide var dækket af guld, og en tidligere ekspedition, som drog ud efter den, forsvandt. Det var den ekspedition, den døende mand tilhørte.

Det er en historie, de to fotografer må forfølge. Ikke for guldets skyld, forstås, men for chancen for at skyde et godt “skilderi”. Svend A. Rask er lidt besat af det ord, og konsekvent med anførselstegn: “skilderi”. Og at “skyde et par meter”. Man har en svag fornemmelse af, at sprogbruget måske ikke er helt retvisende, men hvad fanden, der er en slangeguds-pyramide, der skal findes.

Og det gør vore helte så.

“Den forsvundne ekspedition” bevæger sig i en lige, ren linie fra A til B til C og så videre, til der kan sættes en lykkelig slutning på, og man forestiller sig en technicolor-udtoning, hvor alle slår hinanden på skuldrene og ler med “ho ho ho”. Der er ikke mere, end den giver sig ud for … og dog, for der er plads til et par lommemoralske hip til samtiden og de degenererede byfolk derhjemme, som vil føle dødens gys i biografernes magelige stole og den nyligt genopdagede sandhed, at “det ikke er Kapital, der skaber Arbejde, men derimod Arbejde, der skaber Kapital!”

Bedst er dog første, historie-referende kapitel, der fortæller, hvordan de hvide mennesker først kom til området og blev budt velkommen som gæster af kongen – for derefter at slagte de indfødte for guldet. Den kristne kultur var kommet til landet! slås det fast, med udråbstegn. Det kunne der laves et godt “skilderi” over.

Bøger , 8 Comments

Stephen Hawkings tidsrejsefest #5

jan
13

Man skulle tro, at tidsrejsende ville være punktlige. De har alle muligheder for det. Men nej. De første gæster mødte op allerede klokken 11.15, tre kvarter før det klokkeslæt, der stod på invitationen. En lille gruppe mødte op til tiden, men ellers kom de dryssende i løbet af de næste par timer.
Stephen Hawking lod sig dog ikke mærke med de dårlige manerer, men han virkede oprigtigt begejstret for, at der kom folk til hans fest. Det var tydeligvis ikke det forventede resultat af hans eksperiment, men som videnskabsmand forstod han at sætte pris på det for det, det var.
Festen var en ubetinget succes.
Gæsterne kom fra en lang række vidt forskellige kulturer og tidsaldre, men Hawking tog imod dem alle og agerede den perfekte vært. Det var en eklektisk blanding af videnskabsfolk, eventyrere, berømtheder og folk, hvis positioner i livet var svære at beskrive forståeligt for den 21. århundredes sensibilitet.
Som aftenen gik, endte værten meget naturligt i et hjørne sammen med andre videnskabsfolk. Det eneste skår i stemningen var, da han spurgte forsamlingen: “Hvordan har I håndteret det problem, at vi kan risikere at leve i en simulation?” – men nogen afværgede det med en meget kompleks vittighed, som høstede en del latter.
Festen fortsatte. Festen sluttede. Folk forsvandt.
Vi gjorde os vore notater om forløbet og arkiverede vore nye data.
“Hvad så nu, profesor?” spurgte en af mine assistenter.
“Lad ham leve lykkeligt til sine dages ende før vi genstarter,” svarede jeg. “I morgen tror jeg, at vi prøver med tidsrejsende igen. Men denne gang er de allesammen rumvæsener.”

Fiktion , , 2 Comments

Just After Sunset

jan
12
The Cat From Hell er klart den sjovest i den her bog.

Principielt ser er jeg jo glad, når folk strækker en genres grænser og bruger den til noget andet end det, der måske lige betragtes som et kerneområde. Derfor var det lidt akavet at læse igennem Stephen Kings novellesamling “Just After Sunset” – den udstillede nemlig meget klart, at jeg nok har nogle forventninger til genren, jeg ikke kan komme udenom.

“Just After Sunset” virker som en lidt aldrende forfatter, der forsøger at komme overens med sin egen dødelighed. Det er en samling hovedsageligt nyere noveller, der gerne beskæftiger sig med helt almindelige mennesker, der kommer i kontakt med det overnaturlige (eller “bare” i et par tilfælde en psykopat, der forsøger at slå dem ihjel).

“Just After Sunset” er også ret kedelig.

Genredefinitioner på horror har det med at cirkulere omkring forsøget på eller ønsket om at skræmme læseren, og jeg har aldrig rigtig brudt mig om dem, fordi den slags intentioner er svære at udtale sig om – men jeg må dog indrømme, at jeg nok ville indskrive behovet for en eller anden form for trussel i en sådan definition. Og det føler man ikke rigtig her – det overnaturlige tager mere form at afdøde ægtefæller, der ringer hjem for lige at sige “Det skal nok gå”. Ja, der er et par psykopater, men de historier føles mest som korte, trælse gentagelser af “Geralds farlige leg” – King er god til at placere sine hovedpersoner i en meget begrænset situationer og så malke den for alle de problemer, han kan. Men nu har vi læst den historie, og den bliver ikke mere interessant af at være kort. King skriver stadig godt, og der er nogle eminente anslag i samlingen – de der indledninger, hvor de kribler med potentiale under historiens hud. Men forfatteren kontrollerer dem for meget – der er ingen plads til store armbevægelser eller overraskende handlinger eller de lettere groteskerier, der kan krydre en horrorfortælling så godt. Alt bliver på sporet, og vi bliver ført fra A til B under pæne forhold.

Men nogle gange vil man gerne føle, at bussen kunne vælte undervejs.

Den eneste novelle, der stikker lidt ud, er “The Cat from Hell”, som også er en ældre sag – det er ren EC-style horror. Der er måske ikke det store indhold, men i det mindste er det fornøjeligt. Og lidt nostalgisk, fordi jeg husker filmatiseringen fra mine unge dage, så måske ramte King mig alligevel på den aldersprægede tilgang.

“Just After Sunset” gav mig lyst til at genlæse nogle gamle King-samlinger, hvor han turde danse disco med historien. Skulle man have lyst til at læse denne, vil jeg nok anbefale at sprede den over et stykke tid – læst enkeltvis kan indholdet måske nydes mere. Læst samlet flyder de ud i ét.

Bøger , 0 Comment