SUPERKULTUR

Storm

sep
17

Så er det tid til en smule reklame – i morgen, tirsdag, kommer der nemlig en bog på gaden, som du bør investere hele opsparingen i. Eller i det mindste købe, hvis du har en ungt menneske i omgangskredsen. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er gift med forfatteren. Jeg er Albert Storm er titlen, og gode ven Susan har lavet denne spiffy sang med video:

Ingen spørger, hvorfor far drikker…

sep
15

Jeg går stadig og venter på, at The Drabblecast kommer igennem deres relaunch og begynder at udgive (som regel) eminent audiofiktion igen, men indtil da opdagede jeg lige, at fyren bag har lagt en ordentligt indspilning af denne lille sag online:

Pingvin-scifihaiku

sep
14

Billy’s smile is red
Zombie penguins will teach you
Bullying is bad

 

(Måske endnu mere indforstået end normalt, så her er Billy)

Extinction

sep
13

Jøsses, der er mange ting galt med Extinction. De første tyve minutter, der bumler afsted som lønslave efter 14 mandage i træk, de uudholdelige børn, plothullerne… jeg kunne lave en meget lang liste, som sikkert ville ende et eller andet sted omkring “Hvor meget make up kan man have på i seng?” Dertil kommer, at filmen formelig danser stepdans på nogle af de genrespecifikke kunstgreb, der trykker på min personlige irritationsknap.

Men. Der er dog et men. Endda et par stykker. Extinction er ikke nogen god film, men…

Michael Peña er altid god som elskelig allemand. Mange af de der irritationselementer bliver faktisk flettet ind i historien ganske godt, men dog først efter jeg havde været irriteret gennem længere tid. Og – uh, det er sikkert en SPOILER – man får faktisk for en sjælden gangs skyld lov til at se et barn blive udryddet. Måske ikke det barn, man ville ønske, men lidt har også ret.

Efter cirka tyve minutters omtåget introduktion, hvor Peña spiller en familiefar, som begynder at drømme om en invasion fra rummet, sker det, man har talt ned til: rumvæsener trænger ind i Jordens atmosfære og begynder at slagte civilbefolkningen. Vor helt er faktisk ikke alene om at have drømt om de blodige begivenheder, men han har holdt fast i advarslen, og det lykkes ham at få sin familie ud af bygningen, og de flygter mod det eneste sikre sted, han kan forestille sig.

Der er en overgang her, hvor der faktisk er omridset af en ganske effektiv B-film at se – familien på flugt gennem en krigszone, jagt af en stædig, udenjordisk soldat. En B-film ville kunne være sluppet af sted med det – så snart man skruer op for budgettet, skruer man også ned for de undskyldninger, jeg som seer er villige til at komme med helt underbevidst. Men så drejer filmen af og kører i en helt anden retning.

Og denne retning går faktisk ind og sletter en god del af mine punkter på den indledende liste (nej, de slår ikke børnene ihjel, men en god del andre). Jeg tror, at man som science fiction-læser faktisk vil kunne få en smule fornøjelse ud af denne sidste del, omend den er klodset, og vejen dertil er så rodet. Men hvis man glemmer forventningerne om en storladen ruminvasion og i stedet forventer en okay filmatisering af en 50-60er science fiction-roman (det ville være en spoiler at nævne den forfatter, jeg tænker på), så tror jeg faktisk, der er en lille oplevelse at hente her.

Tidsrejse-scifihaiku

sep
11

“It’s time dilation,”
He explained to me slowly
As we moved faster

Hvor uroen bor

sep
10

Det er svært at fortælle om noget, man ikke rigtig har et sprog for. Jeg mener: jeg har levet i en forholdsvis simpel verden, hvor malerier var noget, der hang på væggen, og musik var noget, der mindede om en historie med en start, en midte og en slutning (eller demonstrativt en antihistorie, der går efter en følelse). Så det var en sært oplevelse at opleve malerier, som hovedsageligt bestod af processen, og musik, som blev improviseret i forhold til den visuelle kunst. Jeg mistænker, at det er musik som lydbilleder og maleri som improviseret jazz.

Grunden til, at jeg havnede i den situation, var en odysse til Nykøbing Sj., hvor jeg overværede forestillingen “Hvor uroen bor” med Grønvall.Haverholm. Et godt stykke udenfor min comfort zone, både fysisk og mentalt, men en overraskende fed oplevelse.

Grønvall.Haverholm er 2 gange Allan – Grønvall på guitar og en større samling pedaler og Haverholm på akrylmaling og diverse andre effekter. Allan maler, og Allan spiller musik, og de to spiller op ad hinanden, improviserer og jammer. Malerierne projiceres op på lærred, mens musikken naturligt nok går gennem højtaler, og publikum inviteres ind i en proces, der på besynderlig vis skifter mellem adskillige lag. I stedet for blot at opleve et færdigt produkt fanges man (blev jeg fanget) ind også af at betragte teknikken hos begge performere – og detaljerne i, hvordan de strækker deres instrumenter. Jeg har set nogle af duoens videoer på Youtube, men en live optræden var dog en helt anden oplevelse – selv lyset blev en del af improviseringen.

(En sidebemærkning: jeg har et par gange haft en Grønvall.Haverholm-video kørende på fjernsynet, men har måttet stoppe af hensyn til min kone – musikken går i hendes grundangst. Det er en kompliment, vil jeg mene. Og det var da også interessant, som flere af de kvindelige lyttere virkede lettere rystede efter showet.)

Noget, der slog mig, var det fortællende element i “Hvor uroen bor” – de færdige malerier er vel at betragte som abstrakte (jeg har ikke styr på definitionerne her, indrømmer jeg – og der er vi tilbage i det med at mangle sprog), og det er svært at sige “Det forestiller…”. Men oplevelsen af dem er narrativ – der bliver pøset maling på, og når det spiller allerbedst (pun intended), får man lidt samme oplevelse som at se en spændingsfilm: “Hvorfor gør han det?!” Og det spørgsmål kan være både jublende, spændt og frustreret over, at man ikke ved, hvad målet er. Det var en tilskuer, som udtrykte det samme: “Der var flere tidspunkter, hvor jeg ville stoppe dig!”

Tidselementet gør billederne mere interessante, ligesom sammenhængen løfter musikken.

For mig personligt er der et andet tidselement – jeg har kendt Allan (Haverholm, that is) siden gymnasiet. Allerede dengang skabte han – han både tegnede og forstod at fortælle historier på flere niveauer over min egen formåen. Det var den der magi ved at se nogen gøre noget, som får én til selv at strække sig mentalt for at følge med – og her mere end 20 år senere har han formået at holde den samme afstand, at forny sig, så værket fremstår frisk. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke forstår alt, hvad han laver og som sagt ganske mangler sproget til at fortælle fyldestgørende om denne oplevelse, men jeg kan mærke magien.

 

Tyrannosaurus-joke

sep
08

Nu er kroppen ikke det, jeg har brugt det meste af min tid på (and I have the morning pains to prove it), så det glæder mig, at “dad bod”-moden også har spredt sig til dinosaurernes verden.

Fra den samling af Bob Morane-serier, Zoom har udgivet på dansk, mere specifikt Dinosaurernes tempel.

Superskurken var frisør

sep
07

Jeg tror, at ideen om Mastermind tiltalte mig mere end selve spillet, da jeg var barn – og det var hovedsageligt på grund af coveret. Fordi de to der udstrålede bare 70er-agent-action – stilig 007, som det burde være, uden de lettere fjollede science fiction-elementer, der prægede serien en overgang. Det var sært desillusionerende at finde ud af, at den underfundigt truende mandsperson på kassen var frisør. Og ikke sådan supermodel-frisør, men ejer af en række frisørsaloner. Jeg holder krampagtigt fast i illusionen om, at han havde for vane at sidde med en langhåret, hvid kat i skødet og betragte sine frisørkunder gennem et etvejsspejl.

Han hed Bill Woodward og endte på Mastermind-kassen, fordi den tiltænkte model ikke vågnede op. Det var sammen med Cecilia Fung, som ikke overvejede at forføre en større offentlig figur, men i stedet var ude at gå med nogle venner i Leicester, da hun blev stoppet af en agent (nej, ikke sådan en agent, desværre), som ville bruge hendes kontrafej.

Hele historien – inklusiv de to modellers genskabelse af billedet 30 år efter, kan læses hos University of Leicester.

 

Krigs-scifihaiku

sep
07

After the gene wars
Everything is literal.
Just take butterflies.

Dino-scifihaiku

sep
05

The betrayal was
sudden, inevitable,
the laughter evil.