SUPERKULTUR

Hvad er der galt med dette billede?

maj
22
  1. Super? Det er et Batsymbol, ikke et Superman-symbol. Du kan huske forskel på, at den ene er alien-Jesus, og den anden er et menneske med stor teknisk snilde, der bruger sine (ofte elektriske) gadgets til at redde dagen. Du ved, som en elektriker f.eks. ville være stolt af at gøre.
  2. Det får mig til at føle mig som en af de der gatekeeping-nørder.
  3. Du burde have beholdt den gule baggrund og udskiftet flagermusen med en bat’leth, så du kunne kalde dig Bat’lethtriker!

Autocorrect-scifihaiku

maj
15

Worst autocorrect?
Liberate tutemet?
Liberate me!

Gnomon

maj
09
Forestil dig Neal Stephensons worldbuilding, lidt Råchokteksterne for generel haj-særhed, lidt China Mieville for tung opfindsomhed. Nåja, og så de magiske svampe, du spiste, før du gik i gang med bogen.

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Egentlig var jeg lidt nervøs ved overhovedet at læse mere af Harkaway – for hvordan skulle han kunne levere noget, der levede op til The Gone-Away World? Hvis han skrev den samme type roman igen, ville det være træls, og en anden type ville jo slet ikke nå op på samme oplevelsesniveau. Men ansporet af en ferie kastede jeg mig over Gnomon, og…

Jeg glæder mig til at genlæse Gnomon.

Det er en ganske anden type historie, en helt anden historie, en ny smag for hjernen, men selv om sammenligning naturligvis er umuligt, så er den – meget dyb indånding – en lige så stor oplevelse. Gnomon er en krimi – hvilket i forlængelse af tidligere snak nu skaber et scifi-krimi-spektrum, der går fra Peter F. Hamiltons Great North Road i den ene ende (den roman tilgiver jeg ikke), Scalzis Head On solidt i midten og denne højt oppe på toppen. Her er vi i et fremtidigt England, der har udviklet sig til der fuldendte overvågningssamfund – Witness (Skynet minus en) lurer bag uendelige øjne, og når der endelig er noget, den ikke kan se, kan den grave folks tanker direkte ud af deres hovedet.

Desværre dør en kvinde – forfatter og maskinstormer – under en af disse afhøringer, og Mielikke Neith, en af systemets menneskelige ansigter og loyal fan af det, bliver sat til at løse mysteriet. Første skridt er at afspille den neurale optagelse af den fatale afhøring i egen hjerne, og så går det galt – for ikke blot er der Diana Hunter, som den afdøde hed, men også fire andre personligheder til stede. En bankmand, en alkymist, en kunstner og nåja, en superintelligens fra fremtiden ved navn Gnomon. Neiths efterforskning går noget anderledes end forventet, mens hun glider ind og ud af de fems historier og opdager huller i den virkelighed, hun troede, hun kendte.

Jeg glæder mig, til der er gået så længe, at jeg kan genlæse Gnomon.

Det er en roman, der er proppet til kanten med ideer, gåder, referencer og generel særhed, at jeg ærligt indrømmer, at jeg nok kun har fanget en brøkdel – jeg tænker, det er en bog, der kun vil vokse i mit hoved med hver genlæsning, når flere detaljer dukker op, og den fulde oplevelse vokser fraktalt. Jeg mistænker, at det er en historie, der kan skifte farve, smag og duft mange gange endnu, og det er en sjælden oplevelse.

Jeg glæder mig så meget til at genlæse Gnomon, at jeg ville ønske, jeg kunne implantere en personlighed i mig selv, som ikke havde læst den, men skulle til at gøre det – men nøjes med at håbe, at jeg har implanteret en sådan i dig.

De søvnløse

maj
04

Fordelen/ulempen/konsekvensen ved at bo sammen med en tidligere bibliotekar er, at når man lægger en bog fra sig og siger ting som “Det var så grønlandsk science fiction“, er reaktionen “Så skal du læse Kim Leines De søvnløse!”

Så efter Grønland anno 2021 drog jeg straks videre til år 2025, hvor Leines bog foregår. Og måtte snart konstatere, at det i al fald i dette tilfælde var en fordel at have giftet mig, som jeg har gjort. For De søvnløse er en sært fængende lille roman.

Vi er helt nede på jorden – det er ikke en roman, der byder på store sf-elementer, men grundlæggende en lille omgang socialrealisme på baggrund af en svag fremskrivning. Det er et par år fremme i tiden, og der er krig i Europa – det er dog ikke noget, man mærker det store til på Grønland, andet end som en baggrundsstøj. Man arbejder på at få erklæret Grønland selvstændigt, altimens krigen breder sig gennem Europa, men det er også blot endnu en tone i baggrundsstøjen – vore personer har nok at tage sig til med dagen og vejen.

Og personer (og dermed problemer) er der nok af i De søvnløse – oftest gribest jeg bedst af et velkomponeret blot eller en velbeskrevet verden, men lige her er det personerne, der fænger. For Leine bevæger sig glidende og let gennem det ene sæt øjne efter det andet – vi starter hos den kræftsyge Carina, gliver umærkeligt videre til hendes mand, Ejnar, og fra ham videre og videre gennem historien, til vi når en slutning. Det er stream of consciousnesses snarere end stream of consciousness, og det er en listig strategi, der lige så umærkeligt som skiftene trækker læseren videre i teksten. Nogle gange må man stoppe op og læse lidt tilbage, fordi man har været uopmærksom på det forkerte tidspunkt, og stemmen nu er en anden, men det er skrevet med en sådan lethed, at man ikke lader sig irritere over det, men måske snarere krummer et øjenbryn ad sig selv.

Leine er kendt både for barsk socialrealisme og historisk fortælling, gerne i omfangsrige bøger – De søvnløse er en lille sag på 200 sider, som man blæser igennem, og måske derfor virker det, som om den er blevet overset i skyggen af de andre. Anmelderne på de store aviser var i al fald ikke vilde med den, men det vil jeg så tilskrive en fejl hos dem – det virker, som om de har forventet mere af det samme. De søvnløse er nok ikke bogen, man skal kaste sig over, hvis man forventer det – eller for den sags skyld, hvis man forventer “rigtig” science fiction, for de elementer er som sagt sparsomme, men den var i al fald for undertegnede en overraskende, gribende oplevelse.

Episk #zombie haiku, 3. del

maj
03

Og hermed tredje og sidste del af Episk #zombie haiku i handy pdf-format.

Første del er her.

Anden del her.

Head On

apr
27

Min kones modvilje mod krimier har været rygraden i vores forhold – eller i al fald et fast element. Men forleden blev hun – sandsynligvis påvirket af ferie – grebet af trangen til at læse en kriminalroman, mere specifikt en af Elly Griffiths bøger. Skræmt af denne indsigt kiggede hun op på mig, mens nye muligheder åbnede sig i hendes tanker.

“Vent, findes der egentlig science fiction-krimier? Har du LÆST science fiction-krimier?”

Jeg kunne vifte med bogen, jeg holdt i hånden, nemlig John Scalzis Head On – og dernæst bremse mig selv i monologen om, hvor megen klassisk sf der egentlig er krimier. For det er en god struktur til at bringe læseren ind i en fiktiv verden – hovedpersonen må i sagens natur ud og lede efter en skyldig, og læseren bliver taget på sightseeing i det miljø, forfatteren har opbygget. Det har klare fordele og selvfølgelig et par enkelte ulemper.

Head On falder over en enkelt af dem – nemlig at det er svært for en sf/krimiforfatter ikke at finde på en intrige, som er vævet dybt ind i det novum, der adskiller denne fremtid fra vores. I dette tilfælde befinder vi os noget tid, efter Haden-viruset har hærget verden – de ramte er ude af stand til at bevæge sig eller kommunikere, men ved hjælp af indopereret teknologi er de nu blevet i stand til at fjernbetjene robotkroppe. Og – halleluja, kapitalisme – de robotkroppe kan naturligvis bruge i en ny ekstremsport, Hilketa. Grundlæggende fodbold udsat for computerspilslogik: fang en af modstanderne, hug hovedet af ham og brug det til at score point med.

Der er ikke noget at sige til, at det er en populær sport.

Men en dag dør en af spillerne, da hovedet rives af hans robotkrop – noget, der burde være umuligt. Måske er det ikke bare et hændeligt uheld, og den mulighed må FBI-agenten Chris Shane efterforske i sine robotkroppe. På bedste krimivis viser det sig snart, at der er folk, som ikke er glade for det.

Head On er god, lige ud ad landevejen science fiction. Det er spændende, det er sjovt, det er actionpræget, og der er gode ideer. Som nævnt kunne man måske godt ønske sig fornemmelsen af, at denne verden eksisterede som andet end en mulighed for at fortælle lige præcis denne historie, men skidt – det er en fornøjelse at læse sig fra start til slut, så man bør ikke klage.

“The most entertaining, accessible writer working in SF today,” citeres Joe Hill for på forsiden, og det er præcis, hvad Scalzi leverer her: underholdende og lettilgængeligt. Det er en god roman at smide efter folk, som ikke er inde i genren – den beskrevne verden præsenteres uden unødvendigheder, og man tages høfligt ved hånden hele vejen. Mere vante læsere kan slappe af og nyde turen.

Trehundrede år efter

apr
20

Hvor længe kan man have en grønlandsk science fiction-roman stående i samlingen, førend man bliver nødt til at læse den?

Svaret, viser sig, er: ret lang tid endda. Men forleden stak Augo Lynges “Trehundrede år efter” ryggen frem mellem alle de tykkere bøger, og det var en sjov lille oplevelse. Første indtryk var af en lidt klodset 80er-roman, men en nysgerrig googling bød på et par overraskelser – kun den danske udgave var fra 1989, mens “Ukiut 300-nngornerat” faktisk er fra 1931 – og tillige er den anden grønlandske roman overhovedet. Som en cadeau til grønlændernes forestillingsevne var romanen før den, “Sinnattugaq” (En grønlænders drøm) fra 1914 faktisk også en fremtidsroman.

Titlen 300 år efter er den fjerne fremtid 2021 – som jo så altså var noget fjernere ved bogens undfangelse – 300 års jubilæet for Hans Egedes landgang i 1721. Forfatteren var lærer, sidenhen politiker, og den baggrund benyttes som undskyldning for at fremlægge lidt fremtidsvisioner for Grønland. Starten er grundlæggende et infodump, der er Arthur C Clarke værdigt: af typen “Nu er det jo længe siden, at du har været på de her egne, så lad mig lige fortælle dig, hvordan det står til her på Grønland.”

Dernæst tager historien lidt af en drejning, idet to europæere røver en bank og stikker af med den fyrstelige sum af 50.000 kroner. Vore to helte drager ud for at fange, og det meste af bogen er denne jagt, der kommer til at tage ret lang tid, da en vældig storm rammer området. Det er en pudsig oplevelse, da vi går fra forklarende samtale til noget, der føles som at læse en gammel drengeroman – for så at ende (SPOILER-ALERT) ved festligholdelsen af de 300 år med en gennemgang af Grønlands historie og udvikling og så en lille happy end-sløjfe.

Det er hurtigt læst og ganske hyggeligt. Men der er ærligt talt ikke den store fornemmelse af fremtid – i de 90 år, der er gået, siden bogen blev skrevet, virker det mest, som om resten af verden har stået stille rent teknologisk, men Grønland har udviklet sig stille og roligt – så man nu kan lytte til koncerter fra hele verden via radioen, hurtigt telegrafere og flyve, som man ønsker. Det er en positiv vision for landets fremtid, men også ret så naivt og pastoralt.

Desperation

apr
13

Problemet med internettet er, at der altid er noget galt på det. Forleden var det dette indlæg: Introduktion til horrortroldmanden over dem alle: 7 uvurderlige Stephen King-rutscheture

Den slags lister er altid underholdende. Min egen ville se meget anderledes ud, men jeg kunne dog forstå de fleste af de valgte værker – lige undtagen inkluderingen af Desperation/The Regulators. De romaner var med til at knuse mit unge fanhjerte, for selv om jeg troligt læste alt det King, jeg kunne komme i nærheden af, måtte jeg indrømme, at de var det argeste l*rt. Men måske huskede jeg forkert, måske var jeg blot en ussel tvivler?

Jeg måtte genlæse Desperation for at være sikker.

Jeg skal være den første til at drage teenage-Janus’ holdninger og valg i tvivl (for jøsses da, sikke en narrøv han var), men lige her ramte han nu altså spot on. At jeg ikke hader bogen så intenst i dag som dengang, skyldes nok mest, at jeg er mildnet med årene, og ikke at den er blevet bedre.

Anslaget er godt: forskellige mennesker bevæger sig via den ensomste hovedvej i USA og indfanges af en stor, skræmmende betjent ved navn Entragian. Han smider dem i et par celler i byen Desperation, mens han viser flere og flere og flere tegn på at være ikke blot rablende sindssyg, men også i færd at blive nedbrudt indefra af noget ukendt. Og så er han i stand til at kontrollere ørkenens dyr.

I den nærliggende mine har man, lidt som dværgene i Moria, gravet for dybt og fundet noget grimt, som nu har taget magten i Desperation. Vores lille gruppe af hovedpersoner må nu gøre alt, hvad de kan for at overleve. Det er et klassisk horror-setup, og King burde egentlig kunne fortælle en okay historie med det. Ikke banebrydende, men dog underholdende. Desværre vælger han at træde ud fra mængden ved at blande Gud ind i historien – hvilket ærligt talt er ligesom at fortælle en “stranger invasion”-historie, hvor vores stakkels ofre er en gruppe sværtbevæbnede marinesoldater med en lige linie til den nærliggende militærbase. Det er med andre ord lidt kedeligt – ja, hvis man er religiøs, er det (gætter jeg) rart at blive bekræftet, men for os andre mangler der et tilsvarende interessemoment.

Man kan sagtens skrive en interessant religiøs bog (guderne skal vide, at jeg har læst interessante romaner af forfattere, hvis politiske overbevisning gør mig grøn i ansigtet – men derfor kan den godt fungere i en historie.) Problemerne med Desperation er, tror jeg, disse:

  1. Den udkom midt i en gruppe af mere eller mindre elendige King-romaner: Insomnia, Rose Madder, Dream Catcher – og for at være ærlig, så fandt jeg Dolores Claiborne, Gerald’s Game og The Green Mile velfortalte, men måske også lidt kedelige. Så den står ikke på egen hånd.
  2. Stephen King kan ikke finde ud af at fortælle mytologi. Han vil gerne løfte en beskidt, jordbunden lille racerhorror op til noget større – men i stedet for at udarbejde noget snupper han kristendommen. Og ja, han prøver at antyde, at det ikke er sikkert, at Gud vinder, men jeg har svært ved at forestille mig en læser, der var i tvivl. Og så synes jeg personligt, at god mytologi i horrorkontekst gerne må være antydet og måske endda lidt rodet – det er svært forståeligt, ikke blot de gode mod de onde. King selv slap betydeligt bedre af sted med det i It, fordi de mytologiske elmenter bliver i baggrunden og er sære. Hvilket leder videre til næste punkt:
  3. King overforklarer. Jeg troede ærligt talt, at dette var en nyere ting, for jeg husker, at det ødelagde Doctor Sleep for mig – King skal absolut ind i hovedet på alle, dæmoner som helligfranse, og fortælle os deres tanker. Fred være med det, hvis man kan gøre det ordentligt (er der nogen, der har gjort det ordentligt, siden Peter Benchley anbragte os i hovedet på fisken?) – men Etragians indre dæmon leverer ganske ordinær “jeg vil dræbe dem alle”-monolog. Det dræber enhver spænding, fordi der ikke overlades noget til skyggerne i læserens hjerne. Alle, selv barnet der snakker med Gud og udfører Jesus-mirakler, bliver trælse.
  4. Og alle kan fortælle. Der findes ikke et menneske i Kingland, som kan forklare noget med én sætning – nej, alt skal fortælles på flotteste vis og gerne med mindst én brug af “den her ting X, som min farmor/folk her på egnen/min onkels fætter på mødrene side plejer at kalde Y”.
  5. Sidst men ikke mindst: King prædiker. Hans omgang med Gud er som at spille rollespil med en irriterende DM, som vil anerkendes for sin rolle i spillet – “For at slå din modstander skal du begå et umuligt sværdtrick. Jeg slår lige for din her bag skærmen – og jeps, terningen stod faktisk på kanten, så det må betyde, at det lykkes, og de slår ham ihjel med ét hug. Det er smukt. Tror du ikke på mig? Nåmen, jeg slår lige igen, og – hovsa, terningen faldt ned af bordet. Så da du kører sværdet tilbage i skedet, skærer du desværre din egen hånd af.” Og når jeg siger prædiker, mener jeg ikke blot på det religiøse – den højlitterære og højrøvede forfatter, der er en af hovedrollerne, starter som en narrøv, men ender med at overveje at skrive – gys! – en horroroman.

Desperation var ikke nogen god læseoplevelse (udover starten), men jeg var faktisk glad for at genlæse den. Det var rart, at der var en enkelt ting, teenage-Janus havde ret i. Og jeg behøver ikke genlæse The Regulators for at vide det.

Store brag

apr
12

Hennings skriv om Big Bang fik mig til at huske en gammel tekst, der nok har været på fanzine.dk. Og opgravet fra internettets dyb kommer den her:

En tidligere kommentar om, hvordan science fiction påvirker virkeligheden, der påvirker science fiction, der… ad nauseam, indtil vi alle render rundt som henførte, blå Navi-naturelskere i 3D, fik mig til at tænke på historien om Big Bang.

Fred Hoyle (1915-2001) var astronom og science fiction-forfatter.

Et par af hans romaner (plus flere fagbøger) er oversat til dansk: “Den sorte tåge” og “Budskabet fra Andromeda” (også udgivet som det lidt mere dramatiske “Angrebet fra Andromeda”). Begge bøger husker jeg som ganske gode, omend de selvfølgelig er noget gammeldags. Selv om det er år og dag siden, jeg selv læste dem, var det lettere forstyrrende i at skulle forholde sig til computere, der fodres med hulkort, mens vi snakker (angivelig) fremtid.

Især “Den sorte tåge” er interessant – i den opdager menneskeheden, at en enorm tåge bevæger sig mod Jorden. Den viser sig at være intelligent, og de skaber kontakt til den – desværre først efter den har udryddet en god klump af klodens befolkning ved at lægge sig i vejen for Solen. Da videnskabsmændene først er begyndt at kommunikere, benytter de sig naturligvis af dens unikke perspektiv og overvældende viden og stiller spørgsmål som: “Er det virkelig sandt, at universet opstod ved en kæmpe eksplosion?”

Hvortil tågen svarer noget i retning af: “Tøhø. Hvor har I dog fået den tåbelig ide fra?”

Hoyle var nemlig en fremtrædende fortaler for Steady State-teorien, ifølge hvilken universet altid har eksisteret og altid vil gøre det. Faktisk var han så meget fortaler, at han ville latterliggøre den modstridende teori og derfor gav den et tåbeligt navn: Big Bang.

Look who’s laughing now, Fred.

Hvis man vil læse mere om Hoyle (og i parentes bemærket er flere af hans bøger altså ganske læseværdige), er der en god artikel om “Den sorte tåge” og en nekrolog på Information.dk

Moxibustion

apr
08

Jeg indrømmer det: der er en del af min hjerne, som lyser frydefuldt op ved mødet med gennemført bullshit – en god sammensværgelsesteori er som en kognitiv snack (ikke sund, men lettere vanedannende), og en viderenonsensificering af nonsens er candyfloss for tankerne. Tilsæt så den modsætning, at jeg er ganske rationel og godt kan lide, at tingene fungerer, som de skal, og så er denne artikel jo nærmest perfekt: Article claiming acupuncture on parents would treat their kids through quantum entanglement has been retracted. Der er nonsens af høj karat, og det er blevet trukket tilbage.

To suggest that when children fall ill, their parents just need to undergo some acupuncture and they’ll be fine, because there is ‘quantum entanglement’ (量子纠缠) among blood kins – saying that acupuncture on the parents is equal to acupuncture on the children -, this is really serious. According to this theory, we might as well cancel pediatrics.

Men endnu bedre, et nyt begreb dukker op: moxibustion. Som åbenbart er übernonsensificeringen af akupunktur ved at afbrænde gråbynkeblade nær akupunkturpunkterne. Her fra Science-Based Medicine:

Moxibustion is the burning of mugwort over acupoints.

What is mugwort? I resist the urge to make a Harry Potter pun about where Muggles go to school. No wait, I just did. Sorry. You know the old saying: yield to temptation, it may not pass you way again. Mugwort is a member of the daisy family, related to ragweed and, like ragweed, a common cause of hay fever. It is also used in food and was used in beer before hops was discovered.