SUPERKULTUR

Kore af Bo Reinholdt

jun
26

En kore er en græsk marmorstatue af en ung kvinde. Og det er titlen på en kortroman af Bo Reinholdt, som er mit første møde med forfatterskabet. Et tilfældigt møde i det romerske solskin og skyggerne under byen, men også et møde, der kunne føre til flere.

En dansk kunsthistoriker kommer til den italienske hovedstad for at se nærmere på en samling nyopdagede vægmalerier. Han er en kapacitet indenfor sit felt, så forhåbentlig kan han gennemskue, præcis hvad det er, de forestiller – tidligt kristen kunst eller noget helt andet? Men Erling Aunslev virker lidt ved siden af sig selv allerede ved ankomsten. Malerierne er utrolige, men den fascination, som burde tilkomme dem, lader i stedet til at rette sig mod en ung kvinde på et torv.

Hun er en levende statue, en kore, som udleverer digte til folk, der giver penge. Og hun drager Erling ind i en skyggeverden.

Kore er en stram lille fortælling – cirka 120 sider med korte kapitler og den unge kvindes digte i skøn blanding. Det er en af de der bøger, som balancerer så fint på kanten af en historie – uden at hverken falde i plotdetaljer eller falde helt ind i sig selv. Det er usandsynligt fint turneret – en af de der værker, som rammer lige i kanten af min interessesfære, men formår at trække mig ud af kurs i læseoplevelsen, måske endda udvide selvsamme interesse i videre læsning. Og det er en bog, der ikke burde være længere, ejheller kortere, men just præcis sådan. En lille perle i stadig voksende strøm af litteratur, som synes, at sidetallet tæller andre steder end på vægten.

Pudsig oplevelse: plottet er lidt et klassisk horror-setup (hvilket Reinholdt dog afvæbner med et vist glimt i øjet mod slutningen), og til tider følte jeg mig lidt hensat til den interessante del af 90erne, men i en minimalistisk og velovervejet stil. Der er en pudsig hvisken i mit hoved, som antyder, at det kunne være Clive Barker, hvis han havde været mindre kødelig og mere fokuseret. Jeg overvejer at undersøge det ved at læse mere af både Reinholdt og Barker, og – sandt eller falsk – det i sig selv er et godt tegn på, at Kore fungerer.

Udkast til en typologi over bibliotekarer

jun
25

Det er et uhemmeligt, dybdekatalogiseret og krydsrefereret faktum, at jeg benytter min arbejdstid med genrebetegnelsen bibliotekar.

[pause for applaus]

Det betyder naturligvis også, at jeg ikke kan lade være med at bemærke, når mine arbejdsfæller optræder i populærkulturen – som regel i form af klicheer. De to klassikere er enten den sexede bibliotekar eller bibliotekaren med hornbriller og knold i nakken – desværre har jeg selv knold i nakken.

Hvorom alting er, må det være muligt at opbygge et systematiske oversigt over de måder, hvorpå bibliotekaren kan fremstå. De foreløbige resultater er her:

Type 1: Den realistiske

Muligvis ikke i udseende, men i beskrivelsen af bibliotekarens opofrelse for sine bøger og modvilje mod sine lånere.

Type 2: Den uduelige

Det er muligt, du er rap med et lyssværd, men du forlagde en planet. Og du tillagde ikkebibliotekarer skrive-rettigheder til arkivet. Du er udsat for den bibliotekariske ækvivalent til order 66.

Type 3: Som vi ser os selv

Jeg indrømmer det på vegne af min stand.

Type 4: Den, der skal op mod muren

Værre end type 2 er ham her. “Det er koldt, lad os brænde bøgerne!” Fuck that guy.

Type 5: Den, der har haft en lidt for lang vagt uden frokostpause

Der er mindst én bibliotekar derinde, og vedkommende har taget over. Selv en Time Lord ved, det er tid til at forlade biblioteket.

Type 6: Rollemodellen

Den egentlige helt i den serie. Alle ved det.

Zeitgeist

jun
11

Jeg tror, jeg bliver nødt til at sige lidt om forventninger først. For det er svært at læse en bog uden.

Zeitgeist er en debutroman, skrevet af Jane Mondrup, der er cand.mag. i forhistorisk arkæologi. Dens hovedperson er Ejvin, filolog ved Københavns Universitet – som vågner op en dag i år 1890 uden at vide hvorfor og hvordan. Romanen, informerer omslaget os om, er af den fantastiske genre og trækker på både science fiction, fantasy og endda steampunk.

Koblet med den neddæmpede forside var min forventning noget i retning af en lidt tykkere udgave af Niels Brunses Havmanden – en nedtonet roman om en intelligent mand, der må klare sig i en unaturlig situation. Ikke de store slag med armene eller noget her, tænkte jeg.

Første kapitel er en flok mennesker i et postapokalyptisk landskab, som diskuterer en krig på tværs af tiden.

Så jeg brugte det første lange stykke tid af Zeitgeist med at få mig frigjort af de forventninger, jeg havde til bogen, mens den for afsted i en helt anden retning. Ejvin vågner op i 1890 – men ikke i et genkendeligt år. Ikke blot er der tale om en tidsrejseroman, men også en kontrafaktisk historie, for Danmark er blevet til en ødemark efter et mystisk eksperiment længere tilbage i tiden. Ejvin er landet i England, men heldigvis hos handlekraftige og intelligente mennesker, som ikke spilder tiden med at mistro hans historie, og huhej er de på vej mod Danmark og det mysterium, som skjuler sig der og i både fortid og fremtid.

Zeitgeist er en besynderlig bog – og ikke kun på grund af mine forvirrede forventninger.

Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. Men samtidig med at det giver en god naturlighed til historien, gør den også bogen lidt godmodig og ufarlig – folk proklamerer til hinanden snarere end at snakke sammen, og man er ikke rigtig på noget tidspunkt nervøs for, hvad der skal ske.

Tilsammen efterlader det mig cirka lige så forvirret som mine forventninger – for jeg værdsætter egentlig det arbejde, Mondrup har lavet her, det er ambitiøst og anderledes og spændende, men jeg må også indrømme, at Zeitgeist ikke greb mig som læser. Den var en mærkeligt fjern læseoplevelse, som at se en film uden lyd. Det er ikke en roman, der rammer plet på mig – men helt klart en, der har sit publikum, også uden for genren, tror jeg. De vil, mistænker jeg fra afslutningen, kunne se frem til en fortsættelse.

H. P. Bunny

jun
08

I anledning af, at jeg har opdaget, at bind 2 af DreamLitts Lovecraft-oversættelse er udkommet (og jeg lige har læst bind 1 færdigt): dagens indforståede (og tåbelige) joke.

Hvad vi læser: Children of Time

jun
07

Når jeg læser, har jeg gerne sådan en Heisenberg-tåge af “hvad er det næste, jeg skal læse?” omkring mig, der kollapser til et valg omkring slutningen af den pågående bog (nogle gange i panik, andre gange velovervejet). Og så er der andre gange, hvor hele processen bare kortsluttes, når konen modtager en pakke fra Saxo, og den bl.a. indeholder fortsættelsen til Adrian Tchaikovskys “Children of Time”, nemlig “Children of Ruin”.

Har man ikke læst etteren i serien, vil der nok være lidt spoiler her, selv om jeg kun er halvvejs gennem bogen – for starter man Ruin uden at have læst Time, vil man nok blive lidt forvirret. Der er mennesker, jaja – men edderkopper? Og en kunstig intelligens, der tror, den er et menneske, men som kører på myrer? Det er blot udgangspunktet – der tilsættes snart blæksprutter og noget helt, helt andet, der stadig lurer i baggrunden, men lader til at blive et godt klassisk scifi-skræk-scenarie tilsat lidt hård science fiction.

Jeg hygger mig med andre ord.

Jeg tror, science fiction har fået en mindre fiksering på blæksprutter, siden Margaret Atwood prøvede at affærdige “Oryx og Crake” som værende ikke-sf, fordi den ikke var “talking squid in space” – i al fald er jeg i de senere år stødt på flere og flere af slagsen, og det virker lidt som en vis finger til fru Atwood. Det kan naturligvis have sin egen værdi, men Tchaikovsky er god til det – og “Children of Ruin” diskuterer bl.a. problemerne med at kommunikere med en race, der hovedsageligt er visuelt orienteret. For ikke at sige har et helt anderledes opbygget samspil mellem krop og hjerne.

Tchaikovsky bruger lidt den samme opbygning her som i Time – nemlig sideløbende historier, hvor den ene foregår i mere darwinistisk tid, omend darwinistisk på speed, da der er mennesker ind over, som piller i tingene. Den del af historien foregår på en planet udvalgt til det Gamle Imperiums terraformingsprojekt, der netop er påbegyndt, da imperiet bryder sammen og efterlader en lille gruppe mennesker alene med intet andet at lave end at… nåja, pille ved tingene.

I den anden del af historien følger vi edderkopper og mennesker (kendt fra Time), der drager ud for at finde eventuelle rester af det Gamle Imperium og render i det, der er blevet af projektet. Noget, de ser ud til at komme til at fortryde.

Indtil videre er “Children of Ruin” rigtig god science fiction med masser af ideer, nogle plotdrejninger og en god stemme. Og som en bonus har Scifi Snak lige behandlet “Children of Time”, så jeg er i gang med at få den opdateret, mens jeg læser.

Horrorhaiku?

jun
03

Et grimt mareridt
Han vågnede med et sæt
Et sæt stigbøjler

Den tredje hånd

jun
01

En tur i de lokale genbrugsbikser indbragte et par årgange af Hver 8. dag, som jeg med en vis hygge bladrer igennem. Der, i 1899-1900, stødte jeg på nedenstående novelle, som vel kan betragtes som en eller anden form for science fiction – og som fortjener deling på grund af sin absurde meningsløshed, synes jeg.

Der er ingen forfatter på, men udgivelsesåret fik mig til at tænke på, at steampunk er bygget op på tanken “hvis nu victorianerne havde fortsat med at udbygge teknologien, ville de være gået amok med damp” – den her viser, at de nok ville være gået amok, men sikkert i helt nye retninger. Findes der steampunk, hvor de i stedet slår sig på forceret evolution?

Kunsten at skrive en dårlig bog

maj
30

For noget tid tilbage faldt jeg i en af de lokale brugtbikser over fire Supernatural-paperbacks. Kombinationen af billigt læsestof og mit tilbagevendende behov for at læse et eller andet lettilgængeligt og (for at sige det lige ud) dårligt førte dem direkte hjem til reolen.

Rejs lidt længere frem i tiden, og jeg valgte Bone Key til en omgang hjernerens (sandsynligvis efter at have læst Gnomon, som er en af de der bøger, der kræver lidt restitution efter endt læsning). Desværre endte den i den der døde zone, hvor det ikke er en god bog, men desværre heller ikke en underholdende bog. I stedet var den lidt en undskyldning for sig selv – der er nogle døde indianere, som vender tilbage for at tage hævn over blegansigterne, og vore to helte har deres sædvanlige problemer, hvis man kender serien (såsom: hvis tur er det til at have dårlig samvittighed), og bumbum bumbum, sjoske sjoske, på et eller andet tidspunkt når vi frem til en slutning, som måske er stor og bombastisk, men den er også lidt ligegyldig, for der er tale om et biprodukt i en franchise, og forfatteren kan ikke gøre noget, der skrider fra den etablerede historie. Så luk bogen, klø dig i hovedbunden og indse, at du allerede har glemt, hvad den handlede om.

Og så lidt længere frem i tiden til i forgårs, hvor jeg pillede The Anomaly ud af reolen.

Min forventning var action/horror under jorden. Det er en af mine yndlingslokationer til horror (sammen med havet og diverse isørkener), så en smule forventninger var der. Okay, forsiden henviste bogen til fans af Dan Brown, så lidt blev der skruet ned for dem, men skidt. Uanset, så blev forventningerne hurtigt sparket til hjørne.

For The Anomaly er alt det, som Bone Key ikke var – lige ud af landevejen for fulde gardiner og gedigent underholdende. Rutger, viser det sig, er i virkeligheden Michael Marshall Smith, men jeg forestiller mig, at han i denne inkarnation bare ryger smøger, drikke kaffe og skriver med store håndbevægelser. For det er tydeligt, at han har moret sig.

Vi har en moderne Indiana Jones i skikkelse af værten på en conspiracy-Youtube-kanal. Vi har en gammel, glemt historie om en hule i Grand Canyon fyldt med mystiske ting. Og snart har vi vore helte fanget under jorden, hvor der sker ting, som ville få Charles Fort til at sno sig vellystigt i graven. Der er store sten, der ruller, der er globale sammensværgelser, der er lyde i mørket… der er “lige et kapitel til, inden jeg holder pause.” Der er for alt i verden ikke tid til at stoppe op og tænke over de større sammenhænge.

The Anomaly er ikke en “god” bog, men store Cæsars spøgelse, det er en underholdende en. Forfatteren morer sig, og han undskylder ikke for det. Det er sådan, man skriver en god dårlig bog. Og en fortsættelse… der er en fortsættelse. Jeg glæder mig allerede. Mine forventninger er det helt rigtige sted nu.

Bjørne opdager ild

maj
23

Når chancen er der for en smule Terry Bisson, skal man gribe den (eller også læse originalen her)

Hvad er der galt med dette billede?

maj
22
  1. Super? Det er et Batsymbol, ikke et Superman-symbol. Du kan huske forskel på, at den ene er alien-Jesus, og den anden er et menneske med stor teknisk snilde, der bruger sine (ofte elektriske) gadgets til at redde dagen. Du ved, som en elektriker f.eks. ville være stolt af at gøre.
  2. Det får mig til at føle mig som en af de der gatekeeping-nørder.
  3. Du burde have beholdt den gule baggrund og udskiftet flagermusen med en bat’leth, så du kunne kalde dig Bat’lethtriker!