SUPERKULTUR

Bøger, jeg måtte opgive: Dick

maj
25

Jeg er slem til at læse bøger færdig, selv om jeg ikke er særligt vild med dem. Min hjerne går på autopilot og sjosker gennem ordene, mens den bruger energien på noget andet. Det er en træls vane – nu og da betyder det, at en bog rent faktisk skifter i løbet af læsningen og bliver det hele værd, men det er nu blandt sjældenhederne; oftere sker der det, at jeg mentalt cosplayer Paul Atreides’ vandring gennem ørkenen, mens jeg tilbagelægger ord efter ord og håber på, at jorden vil opsluge mig og gøre en ende på mine lidelser (Ja, Great North Road, jeg taler bl.a. om dig, og nej, Peter, jeg tilgiver ikke).

Men nu og da vågner jeg op, kigger på mig selv og træffer en beslutning: det er nok med denne bog. Og så, men dårlig samvittighed lysende ud af øjnene, lægger jeg den fra mig og begynder på noget andet.

En af de få, der har oplevet æren to gange, er Philip K. Dick. Jeg er bare ikke god til Dick, og ja, det ville have været en god onkeljoke på engelsk. Men jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har læst Drømmer androider om elektriske får – jeg husker en startscene med et ægtepar, der skændes om, hvorvidt den ene af dem vil trykke på de knapper, der vil få vedkommende i det rette humør til dagen. Længere nåede jeg ikke.

Nu forleden kastede jeg mig over The Three Stigmata of Palmer Eldritch, hvor Elon Musk vender tilbage fra rummet med nogle nye stoffer, som måske/måske ikke er en invasion. Endnu engang måtte jeg opgive det, der skulle være en klassiker inden for genren. Måske er det Dicks forsøg på at beskrive futuristisk hverdag, der altid bliver lidt for konstrueret for mig – måske er det hans massive stofmisbrug, der skinner igennem?

Det sære er, at jeg sådan set er ret vild med PKDs noveller – de fortaber sig ikke i ægteskabelige skænderier, men kommer mere til pointen. Men det er mig en stadig kilde til frustration, at jeg ikke kan komme i gang med hans romaner – især når han jo har en renæssance i tiden. Og det er ikke svært at forestille sig, at den vil fortsætte – stoffer, paranoia og sære bobler af virkelighed, det er jo som samtidsromaner. Man kunne forestille sig, at andre science fiction-forfattere ville grave sig tilbage i genrens historie for at lade sig inspirere – vi har steampunk og dieselpunk og alle mulige slags punk, så hvorfor ikke en ny undergenre baseret på Dicks version af fremtiden? En 50-60er-fremtid, hvor borgerskabet tager stoffer, kigger lidt ind i fremtiden, læser avis og smutter en tur i deres rumskib.

Jeg siger ikke, at det kommer til at hedde dickpunk, men…

Scifihaiku

maj
25

A strange monolith
“Oh my God, it’s full of bars!”
Everyone gets drunk

Staten hader mandag

maj
24

Men staten hader også tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag. Så skynd dig at få noget ud af dine skattepenge, inden de bruger dem på at skabe et repressivt regime, som sender dine søskende i kryosøvn. Du ved, “bare indtil alting går lidt bedre”.

Det er grundlæggende oplægget i What Happened to Monday, som er dukket op på Filmstriben. Overbefolkningen er blevet så slem, at der er indført etbarnspolitik, og alle ulovlige søskende bliver frosset ned. Under navnet Karen Settman er det dog lykkedes syv søskende at blive voksne og allesammen blive spillet af Noomi Rappacjcchehhe med forskellige frisurer. Hver får de lov at gå udendørs på den ugedag, de er navngivet efter, og ellers opholder de sig i lejligheden. Det har sine spændinger, som man måske kan forestille sig, og man kunne sikkert lave jokes om synkroniseret menstruation, men det vil jeg holde mig for god til.

Hver aften mødes de syv søstre og synkroniserer så om ikke andet det, der er sket i løbet af dagen, så de alle kan opretholde identiteten Karen Settman. Men ikke denne mandag aften, for Monday er forsvundet. Og de ved ikke, hvad der venter dem uden for de trygge vægge.

Det er let at forestille sig, at ideen er opstået ud fra titlen og billede af de seks søstre omringet af et fjendtligt, usikkert samfund – men det er også let at forestille sig alle de måder, hvorpå den historie kunne være gået ad helvede til på sin vej mod det færdige produkt. Overraskende nok er det en ret fed film, der er kommet ud af det – eller, hvis jeg skal være ærlig, det virker, som om der er kommet to film ud af det. For starten og slutningen er bubblegum-science fiction, men hovedparten af filmen er stramt fortalt og ofte overraskende og udnytter sin præmis effektivt.

Angiveligt var det en overgang planen, at den skulle hedde Seven Sisters, hvilket tydeligere afspejler et underliggende eventyr-aspekt (og måske også lidt mere start/slutning), men heldigvis gik man tilbage til den oprindelige titel, som understreger mysteriet og det overraskende. Se den, for fanden.

Jeg overvejede at smide en trailer ind, men undlod – det er en af de film, hvor det er godt ikke at vide for meget om, hvilken stemning man skal forvente sig.

“I’m a human being, not a weekday!”

Scifihaiku

maj
24

The lingering fear
that to use Facebook is to
fail the Voight-Kampff test

Arven

maj
23

Scifihaiku

maj
23

The food is awful
My stomach is full of pain
Xenomorph baby

Scifihaiku

maj
22

Yes, we come in peace
Now take us to your leaders
Pew pew pew pew pew

Schrödingers os

maj
21

Jeg læser en del science fiction og har gjort det siden barnsben, så jeg er stort set hjernevasket til at synes, at videnskabsfolk er nogle gæve folk, der bravt skærer et hul i uvidenhedens jungle og skridt for skridt bringer os nærmere en utopisk fremtid. Nogle gange på bekostning af et og andet og en og anden, men the needs of the many outweigh the needs of the one or the few, som vi alle ved. Men nogle gange… nogle gange, for fanden. Nogle gange kunne man godt få den mistanke, at de samles og laver væddemål om, hvor vidt de kan går, før vi alle opdager, at de er onde, alle som én.

“Du ved, forkølelse, hvordan kan vi gøre det værre?”

“Jeg ved det, kvantefysik!”

Denne artikel er fra 2009, og jeg er ret overbevist om, at den betyder én af to ting: enten befinder vi os alle sammen i en superposition, som blot venter på, at nogen skal registrere den, eller også findes der et sted en kasse med en forkølelsesvirus i superposition, der kan beskrives om Greebo i Lords and Ladies:

Greebo had spent an irritating two minutes in that box. Technically, a cat locked in a box may be alive or it may be dead. You never know until you look. In fact, the mere act of opening the box will determine the state of the cat, although in this case there were three determinate states the cat could be in: these being Alive, Dead, and Bloody Furious.

Shawn dived sideways as Greebo went off like a Claymore mine.

“Don’t worry about him,” said Magrat dreamily, as the elf flailed at the maddened cat. “He’s just a big softy.”

Scifihaiku

maj
21

Dammit, it won’t work
My teleport must know flesh
(that’s how you get flies)

Scifihaiku

maj
19

Nobody fears ducks
Until they know their secret:
Ballistic penis