SUPERKULTUR

Bugs-scifihaiku

aug
15

Better than star gates!
Right turn at Albuquerque
Brings you anywhere

Tarzanmyten

aug
14

Alting var bedre i gamle dage. Vejret var bedre, maden smagte af mere, det blandede slik var billigere, præsidenterne var mindre orange, ja – selv Tarzan var bedre, er jeg overbevist om. Men det er muligvis, fordi jeg lige har hygget mig igennem “Tarzanmyten: romanerne, filmene, tegneserier” af Christian Borberg, Ulrich Breuning og Torben Weinreich fra 1980, så den understreger min pointe ved ikke at have den seneste og ikke vildt imponerende filmatisering med i sin behandling af sit emne (men okay, heller ikke Greystoke, som er fra 1984 og dermed et mesterværk, fordi jeg nok har været omkring 10 år, da jeg så den, og som vi allerede har etableret, var alting bedre, da jeg var barn).

Min evne til at drukne mig selv i et emne var også bedre dengang, så da jeg faldt over denne gamle sag i et antikvariat, tænkte jeg, at jeg hellere måtte læse den med det samme – min interessekurve her efter de fyrre ser cirka sådan her ud:

  1. Interessant. Det vil jeg kigge på.
  2. Måske skulle jeg ikke bare kigge på det, men læse noget mere om det.
  3. Måske skulle jeg læse ALT om det.
  4. Måske skulle jeg skabe noget om det – en artikel, et foredrag, en bog, et multimedieprojekt, der kan komme på finansloven!
  5. Måske skulle jeg bare lægge det til side og glemme alt om det. Der er en fin bunke herovre med andre ting, der virkede interessante.

Så fluks en tur på nostalgiens vej. Og det var nu ganske hyggeligt.

Første del omhandler den originale, tekstuelle Tarzan og er desværre lidt bogens kedeligste del, omend det nok også er den mest indholdsmættede. Borberg går meget seriøst til emnet – i en sådan grad, at min forventning om firefilms-hygge næsten visnede. Havde jeg i mine unge dage vidst, at man kunne finde så mange perspektiver i figuren, var der nogle nogle afleveringer i skoletiden, der havde set anderledes ud, men i dag ville jeg nu gerne have haft lidt mere spræl. Denne del af bogen efterlod mig faktisk hovedsageligt med det indtryk, at Tarzan-bøgerne (og jeg har en del forskellige udgaver liggende i mine bunker) hovedsageligt emmer af fremmed-, kvinde- og [indsæt selv]-had og måske ikke helt egner sig til det nostalgiprojekt, som lå og ulmede et sted i min hjerne.

Mere hygsomhed er der heldigvis i anden del, hvor Breuning kommer omkring de forskellige celluloide inkarnationer af abemanden. Her er der blink i øjnet, som dog ikke gør forfatteren blind for, at ikke alle Tarzener er lige vellykkede. Denne del gav mig faktisk lyst til at finde frem til nogle af de gamle film, især Tarzans sejr, hvor han uddeler dummeflade til nazister – se, selv et værk fra 1912 kan sige noget brugbart om samtiden.

I sidste del går Weinreich tæt på de kulørte udgaver af junglens herre og sprutter næsten af ting, han gerne ville fortælle. Man kunne spekulere lidt på, hvorfor vi skal trækkes igennem den danske debat om tegneseriernes lødighed, men skidt – til gengæld kunne man næsten ønske, at Weinreich slog sig løs og bare skrev en hel artikel omkring licensproblemerne omkring vor højtråbende ven.

Alt i alt en ganske hyggeligt og hurtigt læst udgivelse. Om ikke andet har den givet mig lyst til at dele dette, et indslag, der er David Lynch værdigt, fra Tarzan Escapes:

 

 

Kokke-scifihaiku

aug
14

A cooking question:
What’s the best way to eat cat?
The Gordon Shumway.

Jeg, en (dårlig) samler

aug
13


Mens jeg slappede af på Ærø, publicerede Fra Sortsand mit noget rodede forsøg på at beskrive, hvordan det er at have et stærkt samlergen, men måske ikke lige så stærk en samlerrygrad:

Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg altid har haft en tendens til at samle: fra helt lille, hvor samlingen var så vagt defineret, at alt kunne være en del af den – Det her krabbeskjold? En perle i min samling. Den her plasticbil? Det samme. – til jeg blev lidt ældre, og samlertrangen indsnævredes omkring kulturprodukter: VHS, tegneserier, DVD, bøger, fanzines og lignende. Der har dog været et gennemgående element, kan jeg se: fantastikken. Allerede som barn indså jeg, at en historie har potentialet til at være mere spændende, når fortælleren kan slå sig lidt i tøjret og ikke er begrænset af, hvad der strengt taget er muligt – i en krimi ved du, at målet er at få afsløret morderen, men smid en telepat ind i plottet, og så er mulighederne pludselig legio. Prøver jeg at finde tilbage ved hjælp af bøgerne som mnemoteknik, støder jeg på titler som Telekattene og Mark Brandis – den ene lovede eventyr lige om hjørnet, mens den anden i barnlig logik lovede hardcore realisme (når nu forfatter og hovedperson hed det samme, hvordan kunne det så være andet?).

Indlægget rummer desuden et billede af ferieubarberede undertegnede, hvilket jeg undskylder for. Jeg ser (forhåbentlig) ikke helt så 70er-lummer ud i virkeligheden.

 

Drømme-scifihaiku

aug
13

I have created
The man of all women’s dreams.
Ribbed. For her pleasure.

Gæt en film

aug
12

Velankomne i hjemmet efter en tur til Ærø blev det her søndag middag tid til et afslappende gensyn med en klassisk scifi-horror. Men hvilken? Reglerne er som sidst: jo færre hints der skal til, før du gætter titlen, jo flere XP kan du skrive på dit character sheet, inden du går i seng i aften. Denne gang er alle hints citater udtalte af min kone før og under filmen:

Maximum point: “Åh, han sveder også godt i den film!” Hun talte om Kurt Russell.

Medium point: “Nåja, så skal vi se ham både svede og fryse!”

Minimum point: “Den starter da ikke med, at de skyder en hund, gør den?” Nej, det gør den ikke.

Nej, det er ikke den film.

Sesam-scifihaiku

aug
12

The Count does haiku
“I count SEVEN syllables.
Ah, ah, ah, ah, ah!”

Indtryk fra ferielandet

aug
11

Man skal bare glemme Jimmy i brønden én enkelt gang, så rækker menneskenes taknemmelighed ikke længere.

Der er ingen eksistentielle kriser i Ferielandet.

Den lokale selvbetjente bogbiks virker lidt, som om den opfordrer til samfundsomstyrtelse.

Jeg tænker, der findes en matematik for, hvor længe man skal vente med at genlæse en bog, for at den er lige så god anden gang. Men nogle gange rammer man instinktivt, og det er fabelagtigt.

Den lokale kunst er lidt foruroligende.

Kim Stanley Robinson brugte tre bøger i murstensstørrelse for at nå frem til en grøn Mars. 3o kroner på et loppemarked opnåede det samme.

Det er bevist, at skønlitteratur kan gøre én mere empatisk. Stakkels klovnepik.

(Det er What The Hell Did I Just Read af David Wong)

Ferie

jul
28

Ferien kommer til os alle – på et eller andet tidspunkt. Nu er det mig, den har trængt op i et hjørne, så hvis jeg ikke er så aktiv her på siden det næste stykke tid, skal I ikke bekymre jer. Men hvis jeg vender tilbage og tror, jeg kan flytte ting med tankens kraft, så…

Plakaten er af Steve Thomas  – og der er flere her.

Dating-scifihaiku

jul
28

Last digits of pi
Are my phone number, honey.
Call me anytime.