SUPERKULTUR

Min far, Vlad

jul
22

Jeg har en forkærlighed for projekter baseret på struktur – som f.eks. Scifihaiku eller Du er (desværre) hovedpersonen (som jeg bør få lavet nogle flere af). Der er noget, der tiltaler mig ved at have nogle meget faste rammer og så se, hvad man kan gøre inden for dem.
Et godt og til tider syret eksempel på det er My Dad is Dracula – Reglerne er: 3 billeder, en søn, replikken “Hi, son” og overskriften “My Dad is Dracula and [indsæt dagens tema]”.
Ud fra det skaber Jason Poland små historier, der svinger fra det dadaistiske til det hjertevarmende. Det er ikke altid sjovt, men det er gerne overraskende på en eller anden måde.

Blodsuger-scifihaiku

jul
22

“Dr. Alucard”
There’s a reason that vampires
are mostly extinct

Er det tid at æde de rige?

jul
21

Ud fra den her artikel har de opgivet ethvert ansvar for en fungerende menneskelig fremtid, så er det ikke i det mindste tid at overveje opskrifter? Jeg kan godt lide rosmarin.

They started out innocuously enough. Ethereum or bitcoin? Is quantum computing a real thing? Slowly but surely, however, they edged into their real topics of concern.

Which region will be less impacted by the coming climate crisis: New Zealand or Alaska? Is Google really building Ray Kurzweil a home for his brain, and will his consciousness live through the transition, or will it die and be reborn as a whole new one? Finally, the CEO of a brokerage house explained that he had nearly completed building his own underground bunker system and asked, “How do I maintain authority over my security force after the event?”

5 ting der aldrig skete

jul
21

En lille følger til artiklen om kontrafaktisk historie fra forleden: 5 ting der aldrig skete – om fagbøger, der benytter sig af samme kunstgreb. Begge indlæg er en del af et tema om tid, så der kan være flere af interesse.

Øko-scifihaiku

jul
21

We’ll have the science,
Then we will come full circle:
Terraforming Earth

Jetbrændstof

jul
20

Noget af det sjove ved at arbejde med mennesker er, at man møder mange forskellige af slagsen. Noget af det trælse ved det er så præcis det samme. Jeg tror, jeg vil gemme den her video til næste gang, en af sammensværgelsesteoretikerne kommer forbi:

Via Hennings blog.

Space news-scifihaiku

jul
20

Top two worst space news:
“I’m afraid I can’t do that.”
“It’s space dementia!”

Den underforståede nazist

jul
19

For noget tid siden skrev jeg en artikel om alternate history til en af de lokale aviser (lokale i forhold til biblioteket, hvor jeg arbejder). De indledende faser gik på, at det under Trump næsten føltes, som om vi levede i en afledt tidslinie -men hen af vejen skar jeg artiklen til, så den fokuserede på den gren af genren, der leger med spørgsmålet “Hvad nu hvis nazisterne havde vundet krigen?”. Og så virkede det smart at fjerne Trumps navn fra det hele og i stedet formulere noget om, at verden kunne virke sær for tiden – der er nok visse politiske statements, biblioteket ikke bør stå for.

Men avisredaktøren kastede et blik på artiklen og forsynede den fluks med et meget stort billede af… Trump.

Jeg tror godt, jeg kan lide den redaktør. Og artiklen ligger nu på bibliotekets hjemmeside: Dengang nazisterne vandt krigen.

Effektivitets-scifihaiku

jul
19

We use human brains
They only use ten percent
The rest mine Bitcoin

Meet the Fockers vs. verdens undergang

jul
18

Det er sådan, jeg forestiller mig forspillet til “How it ends”, der forleden steg op fra dybet på Netflix. Med den fortsættelse, at den iderige mand besluttede sig for at lave filmen selv uden at nævne The Fockers.

For ærligt talt, starten på filmen virker lidt, som om man har tænkt i en lettere humoristisk film efter samme skabelon. Will besøger sine svigerforældre (forhåbentlig) in spe i den ene ende af landet med det formål at anmode om deres datters hånd. Faderen, der er gammel militærmand, signalerer sine følelser, som stod han med semaforflag, så det lykkes aldrig at få stillet spørgsmålet – og så sker der noget i den anden ende af landet, hvor datter og fremtidig hustru Samantha befinder sig. Strømmen ryger, kommunikationsnettet går ned, og en mystisk lyd i baggrunden af det sidste telefonopkald runger apokalyptisk.

Will og far Tom (spillet af Forest Whitaker) tager naturligvis afsted for at finde hende. Og vi får hurtigt slået fast, at Tom måske er et gammelt røvhul, men han ved dog, hvordan man skal forholde sig i en situation, hvor systemet bryder sammen, mens Will er en sympatisk fyr, men desværre lidt af en idiot i mange sammenhænge. Og derefter glemmer filmen ligesom den dynamik, der blev tegnet med tyk pensel i starten. Det er et lidt sært valg og tager ærligt talt også noget af kanten af filmen.

“How it ends” skal altså ikke ses for sine menneskeportrætter, for særligt dybe er de ikke. Der, hvor den så til gengæld fungerer ganske godt, synes jeg, er i sin fremstilling af en usikker apokalypse. Vi forventer undergangen udpenslet i al sin CGIvitet med eksplosioner, væltende bygninger og gerne lidt rumvæsener (og tag ikke fejl, jeg elsker den slags store, dumme film mere, end jeg burde), men “How it ends” holder sig langt hen ad vejen væk fra spektaklet. Tom og Will kører vestpå, og omkring dem bryder den gamle orden sammen, uden man helt ved hvorfor – de få radioudsendelser er lige så forvirrede som dem selv, og de organisationer, der skal holde sammen på tingene, ses kun flygtigt i baggrunden. Der går ikke Mad Max i den, som den slags ellers gerne lægger op til, men mere nede på jorden “det her er noget lort, kammerater!”

Er det et jordskælv, en vulkan, rumvæsener, atomkrig? Hovedpersonerne er ikke i tingenes midte, så de ved det ikke, og den situation slipper filmen overraskende godt fra. Den falder ikke i grøften med “alt er mææææææærkeligt”, men holder sig rimeligt realistisk. Fint fortalt og tillige godt filmet. Klart en film, der bør ses – dog uden forventninger om eksplosioner.