SUPERKULTUR

Stephen Hawkings tidsrejsefest #5

jan
13

Man skulle tro, at tidsrejsende ville være punktlige. De har alle muligheder for det. Men nej. De første gæster mødte op allerede klokken 11.15, tre kvarter før det klokkeslæt, der stod på invitationen. En lille gruppe mødte op til tiden, men ellers kom de dryssende i løbet af de næste par timer.
Stephen Hawking lod sig dog ikke mærke med de dårlige manerer, men han virkede oprigtigt begejstret for, at der kom folk til hans fest. Det var tydeligvis ikke det forventede resultat af hans eksperiment, men som videnskabsmand forstod han at sætte pris på det for det, det var.
Festen var en ubetinget succes.
Gæsterne kom fra en lang række vidt forskellige kulturer og tidsaldre, men Hawking tog imod dem alle og agerede den perfekte vært. Det var en eklektisk blanding af videnskabsfolk, eventyrere, berømtheder og folk, hvis positioner i livet var svære at beskrive forståeligt for den 21. århundredes sensibilitet.
Som aftenen gik, endte værten meget naturligt i et hjørne sammen med andre videnskabsfolk. Det eneste skår i stemningen var, da han spurgte forsamlingen: “Hvordan har I håndteret det problem, at vi kan risikere at leve i en simulation?” – men nogen afværgede det med en meget kompleks vittighed, som høstede en del latter.
Festen fortsatte. Festen sluttede. Folk forsvandt.
Vi gjorde os vore notater om forløbet og arkiverede vore nye data.
“Hvad så nu, profesor?” spurgte en af mine assistenter.
“Lad ham leve lykkeligt til sine dages ende før vi genstarter,” svarede jeg. “I morgen tror jeg, at vi prøver med tidsrejsende igen. Men denne gang er de allesammen rumvæsener.”

Just After Sunset

jan
12
The Cat From Hell er klart den sjovest i den her bog.

Principielt ser er jeg jo glad, når folk strækker en genres grænser og bruger den til noget andet end det, der måske lige betragtes som et kerneområde. Derfor var det lidt akavet at læse igennem Stephen Kings novellesamling “Just After Sunset” – den udstillede nemlig meget klart, at jeg nok har nogle forventninger til genren, jeg ikke kan komme udenom.

“Just After Sunset” virker som en lidt aldrende forfatter, der forsøger at komme overens med sin egen dødelighed. Det er en samling hovedsageligt nyere noveller, der gerne beskæftiger sig med helt almindelige mennesker, der kommer i kontakt med det overnaturlige (eller “bare” i et par tilfælde en psykopat, der forsøger at slå dem ihjel).

“Just After Sunset” er også ret kedelig.

Genredefinitioner på horror har det med at cirkulere omkring forsøget på eller ønsket om at skræmme læseren, og jeg har aldrig rigtig brudt mig om dem, fordi den slags intentioner er svære at udtale sig om – men jeg må dog indrømme, at jeg nok ville indskrive behovet for en eller anden form for trussel i en sådan definition. Og det føler man ikke rigtig her – det overnaturlige tager mere form at afdøde ægtefæller, der ringer hjem for lige at sige “Det skal nok gå”. Ja, der er et par psykopater, men de historier føles mest som korte, trælse gentagelser af “Geralds farlige leg” – King er god til at placere sine hovedpersoner i en meget begrænset situationer og så malke den for alle de problemer, han kan. Men nu har vi læst den historie, og den bliver ikke mere interessant af at være kort. King skriver stadig godt, og der er nogle eminente anslag i samlingen – de der indledninger, hvor de kribler med potentiale under historiens hud. Men forfatteren kontrollerer dem for meget – der er ingen plads til store armbevægelser eller overraskende handlinger eller de lettere groteskerier, der kan krydre en horrorfortælling så godt. Alt bliver på sporet, og vi bliver ført fra A til B under pæne forhold.

Men nogle gange vil man gerne føle, at bussen kunne vælte undervejs.

Den eneste novelle, der stikker lidt ud, er “The Cat from Hell”, som også er en ældre sag – det er ren EC-style horror. Der er måske ikke det store indhold, men i det mindste er det fornøjeligt. Og lidt nostalgisk, fordi jeg husker filmatiseringen fra mine unge dage, så måske ramte King mig alligevel på den aldersprægede tilgang.

“Just After Sunset” gav mig lyst til at genlæse nogle gamle King-samlinger, hvor han turde danse disco med historien. Skulle man have lyst til at læse denne, vil jeg nok anbefale at sprede den over et stykke tid – læst enkeltvis kan indholdet måske nydes mere. Læst samlet flyder de ud i ét.

Episk #zombie haiku

jan
08
Verdens undergang starter i et tog, så…

Denne bog findes – i 30 eksemplarer og så et enkelt metaeksemplar, som jeg har overladt hr. Haverholm at bære til evigheden. Eller i det mindste til den næste vandskade.

“Episk #zombie haiku” er en zombieroman fortalt i 170 haikuer (og et par løse) – i en cirka lige fordeling mellem zombier, romantik, tåbeligheder og fjol, vil jeg tro. Og hvorfor ikke sende den ud på superinformationsmotorvejen (eller hvad vi kalder internettet nu om dage)? Så det næste stykke tid regner jeg med at tweete historien på https://twitter.com/JanusAndersen

Jeg er ikke den store Twitter-bruger, men jeg mener dog, at scifihaiku opstod der engang for år tilbage. Og lige haikuer passer så godt til formatet, så af sted med det. Men er du lige så ringe som jeg til at følge med pippene, så regner jeg med at samle skidtet her på siden i de tre dele, det er delt op i. Så ingen grund til at stresse dig selv til en endnu tidligere død med en Twitterkonto, når nu zombierne gerne vil gøre det for dig.

Men her lige først bagsideteksten (et par af de løse haikuer):

Digitalt scifihaiku

jan
07

Beware of ebooks
You could catch a thought virus
Worse than papercut.

Stephen Hawkings tidsrejsefest #4

jan
06

Hvad havde du forventet?
Tidsrejser er og har alle dage været og vil alle dage være for unge mennesker. Gamle mennesker bliver hjemme og betragter tiden, unge mennesker rejser ud og skaber den. Så når du indbyder tidsrejsende til fest, er det unge mennesker, der gasser deres singulariteter op og lader deres musik spille på tværs af æonerne.
Og unge mennesker holder ikke bare fest, de holder også forfest.
Så vi startede et sted i det 28. århundrede, hvor nanomaskinerne kan spille symfonier på ens synapser, og de ikke skæver så meget til ens alder. Det var en god fest. Vi diskuterede, hvordan du ville håndtere, at så mange tidsrejsende mødtie op til den lille fest, du havde planlagt. Vi besluttede, at vi hellere mått medbringe drikkevarer, så i samlet flok smuttede vi omkring Titanic for at dræne lidt af deres samling.
Der er ikke noget bedre for en fest end overhængende undergang.
Så humøret var højt. Men hvis der er noget, tidsrejsende gør, er det at genopleve historien og gentage den. Så snakken – som den altid gør, når mere end tidsrejsende er samlede – kom til at handle om paradokser. Ja, du ved det ikke, men den første tidsmaskine blev opfundet delvis på grund af dig og din tidsrejsefest. Ingen mødte op, og derfor blev tidsmaskinen opfundet – så hvad vil der ske, hvis vi møder op? Universet har ikke noget problem med det – den slags paradokser er kun kortvarigt stabile, og så eksisterer de ikke længere. Og du synes måske, at du er vigtig, men i bund og grund er det bare en lidt mere kedelig udgave af bedstefarparadokset. Og det var egentlig det, der var problemet, for på det her tidspunkt var forfesten muligvis løbet lidt af sporet. Og min ven Stephen – ja, han hedder Stephen, opkaldt efter sin tipoldefar… det er dig. Min ven Stephen blev lidt besat af tanken om et dobbelt bedstefarparadoks. For hvad vil der ske, hvis han rejse tilbage i tiden og slog sin egen forfader ihjel til en fest, hvor manglen på tidsrejsende var med til at skabe tidsmaskinen? Ville det blot resultere i en kortvarig paradoksboble eller en helt ny tidslinie?
Du er videnskabsmand, så du forstår nok, at der kun er en måde at afgøre det på. Sig goddag til dit eget tipoldebarn. Og farvel.

Den lille død i Beirut

jan
04

På et tidspunkt i det hedengangne år besøgte jeg forlaget Jensen & Dalgaard (de har udgivet et par af min kones bøger) og nævnte, at jeg var i gang med “Den lille død i Beirut”. Reaktionen kunne næsten have været et haiku:

Forlagets første science fiction
Første libanesiske science fiction, endda
Men det er ikke science fiction

På den ene side var der en del af min hjerne, som gearede op med høj hvinen i “faktisk er det science fiction” – men på den anden side forstår jeg jo egentlig godt holdningen. Der er visse forventninger til science fiction, hvad enten man er fast læser eller flygter skrigende ved tanken – Niels Dalgaard sammenligner det et sted med portrætmaleri versus landskabsmaleri, hvor sf er sidstnævnte, fordi den gerne bruger ekstra energi på miljøet og de store sammenhænge i den fortalte verden frem for detaljerne i den enkelte person. Og “Den lille død i Beirut” er helt klart førstnævnte.

Havde forfatteren nu kaldt den “Sex og død i Beirut”, ville han måske have været tvunget til at føje noget mere action til – men det gjorde han ikke, omend det principielt set er det, den handler om. Bare på en usandsynligt fint underspillet måde.

Vi starter i Paris i år 2058. Vor hovedperson, Christian, får adgang til retrovionsmaskineriet med det formål at studere fortidens Beirut for at lære mere om angstens mimik. Kameraerne kan strække sig på tværs af tiden, og han får dem indstillet på to forskellige steder i Beirut fra 1973 frem til 2012. Noget af det første, han ser, er sin egen mor, der får et hurtigt knald på et toilet.

Snart fortaber han sig – ikke i de pornografiske scener, men i sin families historie. For faderen døde allerede inden Christians fødsel, og hvordan blev han egentlig til? Ja, “han” kan i den sætning både være faderen og Christian selv.

“Den lille død i Beirut” er et utroligt fint og velskrevet portræt af jagten på at forstå sit ophav og sig selv. Det er ikke en historie, der brager af sted, selv om man måske kunne tro det, når vi starter med sex og krig, men en bog, der roligt trækker læseren ind i den fortalte verden, både fortid og fremtid. Eller fortider, kunne man fristes til at sige, for Christian har adgang til to kameraer, der optager hver sin epoke – det ene af dem sættes ved et uheld til at optage baglæns kronologisk og gør det meget tydeligt, at det ikke handler om teknologien, men at teknologien er et værktøj, forfatteren har brug for til at fortælle sin historie.

Netop der ville den faste sf-læser nok blive lidt skuffet, mens de i starten omtalte skrigende flygtende ville stoppe op og vende tilbage til bogen. Men jeg synes faktisk, at Germanos slipper af sted med en bog, der evner begge sider af genreskellet – den personlige historie og en historie, der pirker til nysgerrigheden og giver lyst til at vide mere om den fortalte verdens fundament. I dette tilfælde er det så ikke retrovisionen, der er spændende, men det Libanon, den giver adgang til – det er en af de bøger, der afføder en nysgerrighed overfor faglitteraturen snarere end den beslægtede skønlitteratur. Hvis du vil vide mere.

Jule-scifihaiku

dec
19

He’s making a list
He’s selling it all over
He’s Mark Zuckerberg

Stephen Hawkings tidsrejsefest #3

dec
18

Tiden er som vand. Jo dybere man rejser, jo mere balancerer man på kanten af sin egen uigenkaldelige udslettelse. Alligevel rejser jeg, alligevel borer jeg mig ned i kulden og mørket og et ubegribeligt tryk på grund af det, jeg håber at finde. Det er min pilgrimstur.
Jeg er ikke alene i dybet. Jeg er Rejsende7315 – 7314 før mig har valgt dette som deres funktion og identitet. Jeg ved ikke hvor mange efter mig.
Mine forgængere har boret et hul i tiden, som jeg følger dem igennem. Det er få molekyler bredt, og gennem det siver en tynd strøm af computronium, som forankrer os til vores egen tid og giver vores bevidstheder et medium at eksistere i. Tidsrejser er ikke for kroppe.
Men jeg er her. Nu.
Den sørgeligste fest i universet. Og den største.
Vi er her for at ære vores største forfader, men vi gør det usynligt og i stilhed. Velkommen tidsrejsende, står der, og vi fylder rummet, selv om ingen ved det.
De få mennesker, der er til stede, ser utilpasse ud. Ingen af dem ser ud til at forvente, at en tidsportal skal åbne sig. De forstår nok på ét plan, at de er i selskab med storhed, men de formår ikke at indse hele sandheden.
Vi samler os i en malstrøm om rummet midtpunkt. Der er et kamera rettet mod Stephen Hawking, men det opfanger ikke vores tilstedeværelse.
Vi stivner, da det ubetinget vigtigste individ i universet taler. Metalliske toner fra højttalerne.
“Hvis tidsrejser var mulige, ville der være fyldt med tidsrejsende her.”
Det er bogstaveligt talt et historisk øjeblik. Vi synger i kor i radiobølger, røntgen og langt mere eksotiske medier:
“Vi hylder dig, Kørestol1!”

Himmel-scifihaiku

dec
12

Look, up in the sky
Is it a bird? A plane? No,
Pareidolia

Stephen Hawkings tidsrejsefest #2

dec
10

Min søn var lige lidt over 554 megasekunder gammel (subjektiv tid), da han besluttede sig for at tage til festen. Jeg selv var lidt ældre, da jeg fik ideen, men jeg havde ventet det – jeg havde kunnet mærket rastløsheden i ham gennem den senere tid.
“Det er en hån,” sagde han og gestikulerede ad invitationen, der havde hængt i en tidsboble på hans væg den sidste uges tid. Da jeg var ung, måtte vi nøjes med gengivelser på molekyleniveau, men det her var et lukket loop, der viste den ægte invitation.
“Det ville også være et paradoks, hvis du tog til festen. Eftersom ingen tog til festen.”
“Azeltorn, Phrenofred og Kevin slog Hitler ihjel sidste uge. Tre gange.”
Han havde tænkt det igennem, kunne jeg se. Så den eneste løsning var at knuse hans illusioner. Som alle unge mennesker vidste han godt, at Jorden roterede om solen, men tiden roterede om ham. Det var vel tid til at blive voksen.
“Kan du huske den ældre herre, vi besøgte sidste år (objektiv tid)?”
“Albert? Ja.”
“Og kan du huske, hvad han sagde?”
“Hvad sagde han ikke, vil jeg snarere sige.”
“Alt…”
“…er relativt, ja.”
“Men relativt til hvad?”
“Åh…”
“Ja. Hawking etablerede det første praktiske paradoks. En temporal singularitet. Så al tidsrejse foregår relativt til det. Uanset hvornår du rejser, vil din afstand til den dag altid være den samme.”