Bøger, jeg måtte opgive: Dick
Jeg er slem til at læse bøger færdig, selv om jeg ikke er særligt vild med dem. Min hjerne går på autopilot og sjosker gennem ordene, mens den bruger energien på noget andet. Det er en træls vane – nu og da betyder det, at en bog rent faktisk skifter i løbet af læsningen og bliver det hele værd, men det er nu blandt sjældenhederne; oftere sker der det, at jeg mentalt cosplayer Paul Atreides’ vandring gennem ørkenen, mens jeg tilbagelægger ord efter ord og håber på, at jorden vil opsluge mig og gøre en ende på mine lidelser (Ja, Great North Road, jeg taler bl.a. om dig, og nej, Peter, jeg tilgiver ikke).
Men nu og da vågner jeg op, kigger på mig selv og træffer en beslutning: det er nok med denne bog. Og så, men dårlig samvittighed lysende ud af øjnene, lægger jeg den fra mig og begynder på noget andet.
En af de få, der har oplevet æren to gange, er Philip K. Dick. Jeg er bare ikke god til Dick, og ja, det ville have været en god onkeljoke på engelsk. Men jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har læst Drømmer androider om elektriske får – jeg husker en startscene med et ægtepar, der skændes om, hvorvidt den ene af dem vil trykke på de knapper, der vil få vedkommende i det rette humør til dagen. Længere nåede jeg ikke.
Nu forleden kastede jeg mig over The Three Stigmata of Palmer Eldritch, hvor Elon Musk vender tilbage fra rummet med nogle nye stoffer, som måske/måske ikke er en invasion. Endnu engang måtte jeg opgive det, der skulle være en klassiker inden for genren. Måske er det Dicks forsøg på at beskrive futuristisk hverdag, der altid bliver lidt for konstrueret for mig – måske er det hans massive stofmisbrug, der skinner igennem?
Det sære er, at jeg sådan set er ret vild med PKDs noveller – de fortaber sig ikke i ægteskabelige skænderier, men kommer mere til pointen. Men det er mig en stadig kilde til frustration, at jeg ikke kan komme i gang med hans romaner – især når han jo har en renæssance i tiden. Og det er ikke svært at forestille sig, at den vil fortsætte – stoffer, paranoia og sære bobler af virkelighed, det er jo som samtidsromaner. Man kunne forestille sig, at andre science fiction-forfattere ville grave sig tilbage i genrens historie for at lade sig inspirere – vi har steampunk og dieselpunk og alle mulige slags punk, så hvorfor ikke en ny undergenre baseret på Dicks version af fremtiden? En 50-60er-fremtid, hvor borgerskabet tager stoffer, kigger lidt ind i fremtiden, læser avis og smutter en tur i deres rumskib.
Jeg siger ikke, at det kommer til at hedde dickpunk, men…
