Fremtiden er mange gange et noget bonert sted.

Jeg er ved at læse David Brins Earth – det er sådan god 90er-science fiction med fyldige infodumps og måske lidt for mange historier hældt ind imellem hinanden. Men noget af det, der slår mig mest, at Brins modvilje mod at bande.

“Dumpit,” siger hans helte. Eller “Gor-suck!”. Eller et par andre ord, som udstiller, at i fremtiden er alle folk meget rationelle væsener, som er vokset op med teknologi, og deres udråb kommer deraf.

Det fik mig til at tænke på science fictionel profanitet, og det første, der dukker op, er nok Battlestar Galacticas “frak”, der faktisk fungerer ganske godt. Det er bogstaveligt talt et four letter word, men det har også en lyd, der viser, at personen bag det er frustreret eller vred eller på anden måde i ikke-positivt humør. Firefly brugte kinesisk, som er et godt sprog at bande på, men listede også et “gorram” ind med tydelige konnotationer. Red Dwarfs “Smeg” passer også godt i miljøet – et næsten fugtigt ord, der tydeligt signalerer sin funktion, men samtidig også lyder tilpas sjovt.

Det er ret let at forstå, hvorfor tv-serier bruger disse krumspring til at få lov at “bande”, men det virker noget mere fjollet i romaner som Brins – især romaner, der tydeligvis er henvendt til voksne. Og det slår mig i al fald, at jeg heller ikke er stødt på litteratur, der har skabt lige så erindringsværdige øjeblikke i profanitetens historie som Robin Williams, der udbryder “Shazbot!”

Heldigvis har The Encylopedia of Science fiction en indførsel på Swearing – og den beviser, at Isaac Asimov som sædvanlig er indbegrebet af genren på godt og ondt.