Som overskriften antyder er dette et uforbeholdent og aldeles egomanisk selviscenesat trip, der primært handler om mig. Eller rettere om noget jeg har tegnet.

Se! Det begav sig således, at jeg fik en bog af min svoger (jaja, jeg havde ønsket mig den – dybt og inderligt, som i: “næste gang du kommer til USA, så køber du den hér til mig!” Hvilket han gjorde. Tak for det, svoger!). Nemlig den hér:

Min svoger er mindst lige så stor science fiction-nørd som mig. Bortset fra det faktum, at han har lakuner i sin “almen-dannelse”, derhen at han ikke har det mest solide greb om “klassikerne”. Og det forhold fik ham til, Julen 1999, hvor han gav mig ovenstående bog, at ymte noget om at de dér “ET’ere” de var sgu også så symmetriske.

Argumentet er rimeligt, omend udtalt på den anden side af rødvin til anden, kirsebærlikør til rissalanden og sjusser til aftenkaffen, samt herre-øl til nattens spil Abalone.

Så jeg besluttede, at svoger skulle få “Aliens” af en anderledes støbning. Asymmetriske Aliens! Og det skulle han have som en kalender for år 2000! Sæt igang!

Med skam at melde: – så pokkers a/s blev de nok heller ikke. Men idet de alle er hentet fra eksisterende romaner, tænkte jeg at mine fortolkninger af “kendte”(?) aliens måske kunne have interesser for et bredere publikum, end blot (nåja) min svoger. Here goes:

En tusindbenet skildpadde-sadist med en arm i panden, der kan svinge en pisk. Hvor nemt kan det være?

Uden uniform eller våben, og uden krigsskader. Det tog mig et stykke tid at regne den anatomi ud. Men jeg har senere ladet mig orientere – på nattet, s’il vous plait – om at andre illustratorer (nåja, godt ord igen!) er kommet til lignende manifestationer.

Og jeg skal da også – på forhånd – beklage, at jeg en “Niven” mere. Hvilket irriterer mig dybt, idet jeg ikke har meget til overs for mandens meninger, og iøvrigt finder hans bøger på linie med Die Hard-frankisen. Underholdende, og så er det det. Men vi skal videre:

Jeg må hellere referere til noteteksten: “nekroid form af en tre-faset livscyklus. I det lavbunde dyndhav æder arven sig stor på resterne af sit ophav, hvorefter den bevæger sig ind i sumpene og op i klitterne. Den forandrer sig til stadighed, og ender med at blive en humanoid form, der efter tyve tyve år går op på toppen af Mount T’Fal og dør. Herefter fyldes kadaveret med både indre og ydre gasser, der hæver kadaveret og fører det ud over dyndhavet, hvor det sprækker og frigiver sin last af larver, og processen begynder påny”.

Ja, det er ikkemig der har fundet på det! Det har Farmer – “biological fantasies”, ligesom Brian Aldiss, som vi kommer til nu:

Det er en roman, der ligger på linie med “Die Hard” (lige så meget du vil), eller noget Alistair MacLean. Men jeg bilder mig ind, at min – ovenstående – “Null” er et mere terrængående eller anatomisk virksomt individ, end de märchwürdichkeite ting og sager som inder-nettet kan præstere ifht forside-illustrationer af Aldiss’ (hm) kortroman. Godt nok er han latterlig at se på – men tænk lige på at han er 8 meter høj. Var det noget for et aftenenligt rendezvous i en smal gyde?

Ikke nogen nem opgave, dér! Men der er detaljer i molevitten, som er hentet direkte fra teksten, så jeg tør godt vise mit bud frem.

Dette er en “warrior-caste”-motie, som Horst-tidligere-Sauron-Soldier kommer “op imod”. Ja, der er ting på spil! Og det må være op til beskueren, at hitte rede i arme og ben, men jeg kan garanti-garantere, at den er tegnet direkte fra beskrivelsen i bogen. Så den er go’ nok!

Jeg ved heller ikke, hvor godt jeg syns det går. Men jeg vil godt lige henlede opmærksomheden på MIN udgave af Det Levende Hav, som fremstillet hér. Det kommer vi lige straks tilbage til.

Clarke beskriver The Athelans – og The Mitraneans (og tyg lige på den!) – som “enhjørninge” med to spinkle forben og ét kraftigt bagben.

Bemærk lige, hvordan jeg tolkede den ind i et anatomisk skema. Og tag så også lige Det Levende Hav med, samt havet omkring øverst ovenstående “Boatman”. Thi dette er tegnet før jeg vidste noget om dem hér:

Jeg mener! Det er sgudda sammenfald, så det klodser, hvabbehar? Mejn selvfølgelig viser det også, at Wayne er en bedre tegner end jeg er. Det må jeg lære at leve med 🙂

Tilsidst – en mærkelighed:

En champignon med klør og gifthale. Finten er at øjet er af en sådan beskaffenhed, at det kan se lyde og lugte. Stretch your imagination! Lyd er svingninger i et medie, lugte er molekyler. Derfor! Det er ikke nogen skide go roman, men den har sine lyspunkter – okay, jeg anbefaler den! Så er det gjort. Ikke mere snak om det.

Jo! Men det var så mit illustrative egotrip. Og så skal jeg også være ærlig: – jeg syns det er udmærkede illustrationer til (relativt) kendte værker/figurer, og idet man ikke skal sætte sit lys under en skæppe (når det kan stå under en tjærespand), så kunne jeg da lisså godt sende mine “værker” på en prøve – lidt længere end svogers to, iøvrigt udmærkede, øjne 🙂

Det var en stor fornøjelse at tegne dem, husker jeg. Håber det også er en fornøjelse at se dem. Ellers vil jeg bare sige: – fuld tilfredshed eller tiden er spildt.

Nåja: – hele kollektionen copyrigt Henning Andersen, 2000/2019