Alfred Jarry blev født, og det døde han af.

I henhold til rygter og Wikipedia (en potentiel pleonasme, dér), var Jarry en stor tilbeder af Den Grønne Gudinde, og det kunne han heller ikke tåle. Anamnese såvel som dødsårsag ligger med andre ord klar: – fødsel + absinth. Så lad vær’ med det. Træk kondomet godt ned over hovedet – det er umuligt at drikke absinth i det udstyr.

Freddy er blevet kaldt meget: – absurdist, dadaist, symbolist, postmodernistisk avantgardist. Kært barn har lange negle.

Selv anså han sig for at være ‘patafysist (nej, netop IKKE “patafysiker”, ligesom monofysister IKKE er “monofysikere”. Sidstnævnte er folk, der enten har Ohms Lov på hjernen, eller er dybt optagne af den primordiale mono-blok, lige i evighedens uendelighed inden The Big Bang). ‘Pataphysique er noget andet. Man bringer en illustrativ illustration:

Og mens vi går videre med det ‘patalogiske (udtal det langsomt – ligesom “Johannes Vig”), kan man f.eks. lytte til denne hersens on “gentørv”:

Jaja! Der er sagt meget fjollet om ‘patafysik. Én af de mere gangbare udlægninger tilvejebringer associationer til Borges’ anmeldelser og referater fra imaginære bøger – skønlitterære såvel som fagtekster. Og personligt kan jeg da se en dejlig masse lighedspunkter mellem ‘patafysikkens borderline og den magiske realismes bestyrkede bevisførelse for “Et Kosmos Knap Fattet”. Eller som de siger i skolegården: – du tror du er så klog!

10. december, 1896 (det var en torsdag (“sjø’De”, som de siger i Frankrig), klokken 19.53 (vejret var let skyet med udsigt til nedbør, enten som regn eller slud, afhængig af hvor langt temperaturen ville dale i løbet af aftenen, og om vindforholdene ude over Biscayen ville komme nord eller syd for Dokker Banke – eller andre danske banker), slap Alfred Jarry et monster løs i Theatre d’Louvre, Latour-Marburg Boulevard nr. 50 (og det kan da lige fodnotes at “Marburg” både er en spegedreng og en ganske modbydelig virus, lige på 3.-pladsen under vinderen: Ebola. Så ved vi det)

Monsteret hed “Ubu” – egentlig hed han “Hebert”, men det er en 22/7 snak.

“Far Ubus” lynhurtige avancement til “Kong Ubu” skyldes primært at han og hustruen (“Mor Ubu”), har held til at udrydde dem, der ellers stod foran i køen. Yderst pragmatisk – ingen dikkedarer: – “den hér, det er Rigshospitalet; den hér er Vestre Kirkegård! Den er jeg selv bange for!” Og denne “opstyrtning” (for det er ihvertfald ikke en “opstigning”) bliver flere steder udlagt som historien om, at “når skidt kommer til ære … !” Hvilket – kort sagt – er noget vrøvl.

Det drejer sig ikke om, at det dødsensfarlige skvadderhoved har haft held til at en indtage en position, der er over hans stand og opdragelse. Det drejer sig om, at magten – ihvorvel den muligvis korrumperer – er besat af skvadderhoveder, der kun har den i hovedet. Og intet andet. Never attribute to malice that which is adequately explained by stupidity. (Hanlon)

Og så begynder det at ligne noget, vi kender alt for godt.

Samtidig er Ubu en provokation. Det skal han være. Det skal den forestilling være. Man skal føle sig svinet til, når man går ind og sér en opsætning af “Kong Ubu”.

Han er ikke så meget “den indre svinehund”, som han er den hjernedøde populist. Derfra hans verden går – og i mellemtiden kan han jo altid finde nogen at svine til – og hvis ikke de forstår det, så ka’ de jo altid få én på skrinet (“jeg har aldrig mødt en kælling, der ikke forstod et par på skrinet”). Og skulle der gå lediggang i den, nåja, så kan han forgribe sig på konen, der accepterer alt, bare hun kan blive dronning og slå nogle financialsvinepelse ihjel, fordi de ikke ved hvad de skal sige. De har “fejl i Turing-testen”, og kan derfor ikke blive borgerligt lydige i “Polen”/Langbortistan, Tlön, Uqbar eller Tertius Orbis. “Af med deres hoveder,” som Hjerter Dame så fyndigt udtrykker det.

Jeg havde den eksplicitte fornøjelse, at spille titelrollen i “Ubu Roi”, for mange, mange år siden. “Eksplicitte” fordi hele teaterholdet var kommet til enighed om, at den forestilling bare skulle “ha’ fuld skrue”. Eksplicitte, fordi DET FIK DEN, og der var “publikummer”, der følte sig forulempede (“krænkede” hedder det sikkert, nu om dage) – et tegn på succes! “Eksplicitte”, fordi jeg lige havde læst Márquez’ “Patriarkens efterår”, og derfor trak ret meget “power” fra den kant, ind i rollen som møgdyret Ubu. Og det var en stor fornøjelse at svine sig selv og andre til – ikke mindst publikum. Totalteater (hvilket også var “en vogue” på daværende tidspunkt). Og især husker jeg, at jeg svedte ad helvede til, iført hjemmesyet “fat-suit” (bomuld og pladevat). Men det var ikke mig, vi skulle snakke om.

‘Patafysiologisk set er Ubu muligvis identisk med både Ionescos næsehorn og med Becketts “Godot”. Og tænkeligvis også med Gogols “Næsen”.

Under alle omstændigheder er ‘patafysikken ikke i nogen udpræget grad “fringe”, men nærmere moderdyret til alle mulige “fringes”. Og det derfor besynderligt, at Alfred Jarrys navn ikke er kanoniseret. Eller måske ikke. Han spurgte til Magtens substans, kongruens og mening, hvilket ingen magthaver kan have på sig at skulle besvare.

Måske derfor!