Roger Zelazny, Jack Kirby og Buckminster Fuller kommer ind i en forlystelsespark…
En Hollywood-historie om fantaster! Genier! Gidseltagere! Selskabstømmere! Og Bigfoot!
En kortere version af denne artikel er tidligere udgivet på svensk i Bild & Bubbla nr 213 (2017)
I 1979 blev den amerikanske ambassade i Teheran besat, og størstedelen af staben blev holdt som gidsler i næsten halvandet år. I den indledende forvirring var det dog lykkedes seks amerikanske diplomater at søge tilflugt i den canadiske ambassadørs hjem, hvor de gemte sig i flere uger. På hjemmefronten spekulerede CIA på, hvordan de seks sikrest kunne smugles ud, uden at vække de iranske, revolutionære styrkers mistanke. Agent Tony Mendez, hvis ekspertise var at eksfiltrerere gidsler, fik idéen at rejse ind i Iran under dække som Hollywoodproducent, med påskud om at ville indspille en science fiction-film i landet. Dette var trods alt i kølvandet på den første Star Wars-films succes.
Pressemateriale skabt for den “virkelige” Argo. Fra CIAs arkiver. 
Plakat skabt til den “falske” Argo, anvendt i den “dramatiserede” Argo (2012) 
Annonce indrykket i Variety for at underbygge Mendez’ kredentialer.
Ved hjemrejsen skulle de seks diplomater så rejse med ham som del av hans produktionshold, på falske pas og identiteter. For at konstruere en overbevisende baggrundshistorie, grundlagde Mendez et produktionsselskab sammen med makeup-artisten John Chambers, blandt andet kendt for Abernes Planet, og købte derpå manusrettighederne til filmen Argo ud af et konkursbo. Efter at have organiseret tilbørligt grandiose pressekonferencer, auditions for hovedrollerne, annoncer for filmen i branchepressen, samt – ikke at forglemme – storyboards til nøglescener, havde Mendez bygget det overbevisende dække, han havde brug for.
Stop filmen!
Så vidt anslaget til filmen Argo (2012, instr. Ben Affleck), som overvejende bygger på, og dramatiserer virkelige hændelser. Én ikke uvæsentlig detalje, som ikke fremgår tydeligt, er at filmen i filmen — det manus, Mendez og Chambers opkøbte — længe havde været under udvikling med titlen Lord of Light, da CIAs skuffeselskab overtog rettighederne. Og rollen som storyboarder i dramatiseringen fra 2012 navngives i rulleteksterne som “Jack Kirby”. Virkelighedens Jack Kirby (1917-1994) burde være de fleste tegneserielæsere bekendt: Han står som en af de mest markante, produktive og indflydelsesrige amerikanske serieskabere i det 20. århundrede, og hans værker omfatter ikke mindst skabelsen af de tidlige Marvel-tegneserier — en ære som sidenhen overvejende er tilfaldet hans redaktør, Stan Lee.
“Jack Kirby: Michael Parks”. Fra rulleteksterne til Argo (2012) Michael Parks som Jack Kirby i Argo. 
Virkelighedens Jack Kirby, afbildet ved hans tegnebord.
De storyboards, der indgår i Afflecks film, lader noget tilbage at ønske for forlægget. Kirbys tegninger er lige så kinetisk ladede som hans historiefortælling er episk, pompøs og, til tider, sporadisk når det kommer til at holde rede på handlingstrådene. Særligt fra tresserne og frem, vendte hans fokus til moderne, kosmiske science fiction-mytologier. Fra Marvels Thor– og Eternals-panthea, til New Gods-sagaen, han senere spandt for forlagskonkurrenten DC Comics — Jack Kirbys skabelser var af galaktiske proportioner, og det synes derfor kun naturligt, at han også skulle lave produktionsdesign til en scifi-film med tilsvarende mytologiske temaer.
Med hovedet i skyerne
Lord of Light, baseret på Roger Zelaznys Hugo-vindende roman af samme navn, involverer et futuristisk samfund på en fjern planet, hvor menneskehedens efterkommere, ved hjælp af biokemiske opgraderinger, har opkastet sig selv til transhumane hindu-guder. Som Kirbys gudesagaer spænder også Zelaznys roman sig over svimlende tidsrum og generationer, og kan lige bekvemt kategoriseres science fiction som fantasy. Det storladne filmprojekt var både finansieret og adapteret til filmmanus af den uerfarne Barry Geller, som også havde til hensigt at instruere filmen.
Geller havde inden, sideløbende med sin vordende forfatterkarriere, efter eget udsagn lanceret flere banebrydende teknologier, såsom holografisk reklameprojektion, nuklear teleportation, og en helt ny energikilde, kaldet kvantefrekvens-koherens. Årsagen til at disse vidundere ikke så dagens lys er, ifølge Geller selv, den økonomiske nedgang i 1971, som stoppede investeringer i sådanne nyskabelser.
Fra 1977 galdt det imidlertid filmatiseringen af Lord of Light, hvor Geller i højere grad allierede sig med etablerede kræfter. Udover Zelazny selv angives også Ray Bradbury som i nogen grad involveret i udviklingen, omend det ikke er tydeligt, hvor aktivt engageret, han i realiteten har været. Vidnesbyrd om Jack Kirbys væsentlige del i arbejdet kan dog stadig findes på internettet, i form af kostume- og set designs; og hans entusiasme for projektet er tydelig i dette citat fra Heavy Metal:
Denne film vil gøre enormt indtryk på verden. Den vil gøre det muligt for mennesker i øst og vest at relatere til hinanden. […] Jeg bare måtte være del af den… og det er jeg i højeste grad.
Uanset Gellers kulørte CV, så havde han tydeligvis evnen til at hale betydelige talenter ind i sit kredsløb. Det galdt som nævnt også makeup-artisten John Chambers, hvis karriere havde kuriøse afstikkere fra de film- og TV-produktioner, som han er kendt for.
Intermezzo: Spocks ører, CIA og Bigfoot
Chambers flair for protetisk makeup, såsom de mange masker til Abernes Planet, eller Leonard Nimoys falske ører i den oprindelige Star Trek-serie, kan meget vel stamme fra hans job efter Anden Verdenskrig, hvor han skabte både kosmetiske og praktiske proteser for lemlæstede krigsveteraner. Hans arbejde for film- og TV-selskaber gennem næsten 30 år, ofte udført i hans garage, der var omdannet til et makeupstudie, vandt ham stor respekt, og en æres-Oscar i 1969.
Under rollebesætningen af Lord of Light overvejede Geller, om Marlon Brando ville være for gammel til at spille hovedrollen, men Chambers forsikrede ham om, at han havde udviklet sminke for CIA, der kunne forynge folks udseende. I forlængelse af hans militærtjeneste, og i kraft af hans temmelig specialiserede arbejdserfaring, blev Chambers flere gange kommisioneret af CIA, bl a til at udvikle forklædningssæt til agenters brug under dække. Det var i den forbindelse, Antonio Mendez først kom i kontakt med Chambers, hvilket siden førte til samarbejdet omkring Operation Argo. Også CIA belønnede sminkøren med en hædersbevisning for denne mindre glamourøse side af hans arbejde.
Rygter vil antyde, at Chambers også havde mere spilopagtige karaktertræk, i og med at hans navn er blevet kædet sammen med flere Bigfoot-fupnumre. Han skal således have været med til råds på skabelsen af Ismanden fra Minnesota, og instruktøren John Landis har i et interview hævdet, at Chambers egenhændigt fremstillede den dragt, der blev brugt i det nok bedst kendte Bigfoot-stunt, Patterson-filmen fra 1967. Chambers benægtede først kort før sin død disse rygter, som altså florerede uimodsagt i 35 år.
Utopiske pavilloner
Gellers ambitioner for filmatiseringen af Lord of Light var mindst lige så store som hans sikre tro på egne filmskaberevner, og han havde allerede en forlystelsespark i støbeskeen, baseret på Kirbys scenografi: “Science Fiction Land”, tre gange så stort anlagt som Disneyland. I forbindelse med konstruktionen konsulterede han bl a arkitekterne Paolo Soleri og futuristen Buckminster Fuller, i den hensigt at overdække hele parkområdet med en gigantisk, geodætisk kuppel. Under denne utopiske boble skulle huses ikke bare forlystelsesparken, med dens 38 etager høje pariserhjul, holografiske dyrepark, fjorten Las Vegas-inspirerede “glædespavilloner”, og en robotbetjent bowlinghal med tusind baner. Der skulle også indgå et specifikt “Science Land”, hvor crémen af verdens videnskabsfolk kunne mødes, udveksle idéer, og formidle den nyeste kundskab til offentligheden.
Gellers visioner var vokset eksponentielt, som projektet skred frem: Hvorfor nøjes med en film, når man kan lave en forlystelsespark? Hvorfor begrænse sig til science fiction, når man kan formidle science fact til børn og unge? Og når nu han ikke bare havde adgang til nogle af hans samtids fremmeste tænkere, men også kunstnere og arkitekter, så kunne vel også “Science Land” nedbryde grænser mellem disciplinerne på samme måde? Til hans store ros tænkte Geller også på at rette systemiske uligheder: Han lovede potentielle gæster fuld kreativ kontrol, og en høj avance af den profit, deres arbejde indtjente. Som han siden har argumenteret, “både Kirby og Chambers genererede millioner af dollars til deres respektive arbejdsgivere, men tjente selv kun relativt lidt”.
Spadestikket, der hørtes i hele Aurora
Efter at have undersøgt mulighederne for at opføre dette enormt ambitiøse kompleks i Reno, Nevada, og flere steder i Canada, fandt Gellers forretningsfører, en tidligere stuntman ved navn Jerry Schafer, en endelig placering i Aurora i Colorado. Løfter om op til ti millioner besøgende det første år alene, og om tusindvis af nye lokale jobs, gav de lokale politikere dollartegn i øjnene — i al fald til en begyndelse.
Pressekonference for Lord of Light. Gengivet fra trailer for Science Fiction Land-dokumentaren 
Lord of Light-filmen og “Science Fiction Land” var ikke bare to alen af et stykke i Gellers vision, selve filmens finansiering var betinget af konstruktionen af forlystelsesparken. Efterhånden som de samlede, projekterede omkostninger nærmede sig den halve milliard, besluttede Geller således, at det ville være dobbelt arbejde at opføre forlystelsesparken efter filmoptagelsernes afslutning, og filmen skulle nu derfor indspilles i parken, mens den blev bygget.
Førte jeg mig selv bag lyset? Det ved jeg ikke. Fører folk, der tænker stort, sig selv bag lyset? Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke se forskel på bedrageren, CIAs spioner , og det jeg forsøgte at lave. Det er det mærkeligste af det hele. —Barry Geller i dokumentaren Science Fiction Land
Klip fra lokalpressen. Gengivet fra trailer for Science Fiction Land-dokumentaren Den tomme matrikel, hvor “Science Fiction Land” var projekteret til at ligge. Gengivet fra trailer for Science Fiction Land-dokumentaren
Som så mange andre luftslotte kuldsejlede Lord of Light på det menneskelige element, og da Gellers betroede Jerry Schafer viste sig at have begået underslæb for betydelige summer af produktionens budget — og endda havde forfalsket den kreditgaranti på $400 millioner, som skulle sikre parkens opførelse — gik også denne drøm i opløsning. Schafer og en tredie involveret fik fængselsstraffe for selskabstømningen, og i Aurora rullede politiske hoveder, helt op til den siddende borgmester. Geller blev frikendt for økonomiske anklager, men trak sig helt ud af show business, for til sidst at blive computerprogrammør. Selvlært, naturligvis.
Udtoning
Jack Kirby vendte tilbage til tegneserierne, og skabte serierne Captain Victory and the Galactic Rangers og Silver Star umiddelbart efter. Da John Chambers havde tilgodehavender i konkursboet, foreslog han at bruge den allerede halvt forberedte Lord of Light — inklusive Kirbys koncepttegninger til både filmen og “Science Fiction Land” — som præfabrikeret skalkeskjul, da Tony Mendez kontaktede ham få uger efter. Titlen ændredes til Argo, dels efter den græske argos-myte, og (efter sigende) dels efter pointen i en af Chambers favoritjokes, ”Arh-go fuck yourself”.
I sidste ende lykkedes det Mendez at redde de amerikanske diplomater ud af Iran, takket være forproduktionen til Lord of Light. Hverken Geller eller Kirby blev officielt underrettet om deres medvirken: Ikke førend 1997 deklassificerede Bill Clinton dokumenterne, der udlagde CIAs involvering i Operation Argo. Geller, for sin del, har siden hårdnakket nægtet nogen medskyld i filmprojektets lukning, og hævder den dag i dag, at CIA, med Chambers mellemkomst, stjal både filmens manus og produktionsdesign. Jack Kirby døede tre år før CIA-dokumenterne åbnedes for offentligheden, men man kan håbe at han på en eller anden måde vidste, at deres tilsyneladende mislykkede projekt havde været med til at redde seks diplomaters liv.
After credits
Baggrunden for Ben Afflecks Argo er blevet lidt af en internet-vandrehistorie, fortalt i forskellige perspektiver her, der og alle vegne: En artikel i Wired fra 2007 tilstræber at trække dramatiseringen af Argos historie. Adskillige fan-nyhedssites har offentliggjort blog indlæg med sensationalistiske overskrifter à la “Hvordan Jack Kirbys Tegninger Løste En Gidseltagning”. Barry Geller har publiceret sin vekslende udlægning af historien på lordoflight.com, og overalt hvor han i øvrigt kan få spalteplads. Det er blandt andet takket være ham, man kan købe nyfarvelagte UV-tryk af Jack Kirbys koncepttegninger (nu krediteret Kirby/Geller).
Som en ironisk krølle på historien, varslede instruktøren Judd Ehrlich i 2013, at han var ved at lægge sidste hånd på en dokumentarfilm om hele balladen omkring Lord of Light og “Science Fiction Land”. Dokumentarens fokus var eksklusive interviews med Geller, som skildredes som en ekscentrisk, misforstået visionær, som uden egen fejl blev kastebold i større kræfters spil. Via Geller havde instruktøren fået adgang til alle bevarede dokumenter fra den oprindelige produktion: Breve, manuskripter, skitser, osv. En Kickstarterkampagne trak hurtigt de $50.000 ind, som behøvedes for postproduktionen, og så… en lang stilhed, indtil crowdfundingsiden blev opdateret med en kortfattet besked. På grund af legale problemer kunne filmen ikke færdiggøres, og alle donationer ville blive returneret.
Det er aldrig kommet frem, hvori den legale tvist bestod, og Ehrlichs produktionsselskab har ikke svaret på henvendelser. Har Geller alligevel i sidste øjeblik følt sig misrepræsenteret, og trukket sig? Er der bare noget uheldssvangert over ethvert forsøg på at omsætte,eller i det hele taget omtale Zelaznys roman på film? I al fald har der siden 2017 været en tv-serie i produktion uden større tegn på aktivitet, men rygterne om dens fiasko er endnu kun — rygter.
Henvisninger:
My Secret Life in the CIA: The Real Story Behind Argo – Cold War Spy Culture (2000)
“Argo: How the CIA and Hollywood Pulled Off the Most Audacious Rescue in History”
Argo’s real Tony Mendez and the Real Lord of Light Script
Antonio J. Mendez: A Classic Case of Deception – CIA Goes Hollywood
Happy 100th Birthday, Jack Kirby!
Jack Kirby – Fine Art Prints from Lord of Light
Science Fiction Land could have been Aurora’s biggest tourist trap, if its backers weren’t crooks
Dokumentar om Science Fiction Land og Lord of Light bliver lukket ned
Behind ‘Argo,’ the Most Outlandish Science Fiction Theme Park That Never Was
Argo Artifacts: Spy Exhibit Unveils Real-Life Props Used in CIA Op
Wikipedia: John Chambers (make-up artist)
4 kommentarer
Argh, endnu engang lover amerikansk udenrigspolitik store ting og giver os intet!
Det er en vild historie. Man kunne godt mistænke, at der kunne findes en del af dem i Barry Geller.
Og (this goes without saying) det er eddermame nogle vilde Kirby-illustrationer. Men ville Kirby se godt ud på film? Er vi fortrøstningsfulde angående New Gods-filmen? Jeg må indrømme, at jeg forbinder ham så meget med tegnede still-billeder, at jeg lidt frygter for en bevægelig adaptation af hans stil.
“Ville Kirby se godt ud på film? ” Altså, Thor Ragnarok var vel et okay tilløb, og i og for sig den første med? Ellers har det været skralt med direkte overførelser til lærredet. Med mindre man tæller homages som Masters of the Universe, altså…
Kirbys arkitektur og mekanik kan jo sådan set godt gøres på film, hvis bare nutidige set designere kan sluge deres stolthed og lade være med at “opdatere” udseendet. Lige i forbindelse med “New Gods” vil det jo bare fremhæve, at det hele foregår på fremmede verdener. “A Wrinkle in Time” er den eneste (science) fantasyfilm, jeg har set af Ava Duvernay, men den giver mig da tillid til, at hun har en vis vision, hvad design og visuel egenart angår.
Når det så kommer til at omforvandle kropssprog og dynamik fra Kirbys billeder til film, så kan der saftsuseme hurtigt gå kabuki i den, hvis man ikke passer på… Jeg sætter igen min lid til at Duvernay kan tage det aspekt helt til grænsen, men ikke over den?
Et ki(c)k i kulissen. Hele Barry Geller-siden af sagen var jeg ikke bekendt med, men der man altså bare se.
Da jeg første gang (hvornår?) hørte (læste) om “Operation Argo”, tænkte jeg at den historie lugtede stærkt af konspirations-teori. Hvilket jeg så ikke kunne få til at passe med noget gangbart svar på qoui bono? Hvorefter jeg fandt ud af: – den er sgu’ go’ nok! Det passer.
Jeg er ikke overvældende begejstret for Ben Afflecks film – den er sådan “en meget god agentfilm med middelmådig spænding”. Dens komplet fiktive fætter, “Wag The Dog” har betragteligt mere potentiale ifht manipulationer, blinded-by-the-light, og reelt kørende populisme.
Nej, Argo er ikke ligefrem god, hvilket bare bliver mere tydeligt, når man opdager, hvilket rigt baggrundsmateriale, den er trukket fra…