Jeg har en frygtelig mistanke om, at hvis jeg giver mig til at søge i mine dokumenter og på nettet, vil jeg finde lidt for mange tilfælde af mig, der siger noget i retning af “Jeg genlæser sjældent bøger…” Det var utvivlsomt sandt engang, men de senere år har jeg faktisk gjort det en del, er det gået op for mig – blandt andet har jeg fået startet en fast tradition med at genlæse noget godt i mine ferier. Det har budt på titler som Dune, Watership Down, The Gone-Away World og andet til helt igennem glædelige gensyn.

Men Iain Banks’ Hvepsefabrikken har aldrig formået at liste sig ud af reolen igen, selv om det er sådan en bog, jeg gerne anbefaler folk (nogle gange med den bævrende bagtanke “Kan vi være venner, hvis han ikke kan lide den?”). Og det på trods af, at jeg med glæde faktisk har genlæst andre af hans bøger (men okay, de har allesammen været indenfor Culture-serien). Hvepsefabrikken var dog den først Banks, jeg læste – jeg kan huske omstændighederne, jeg købte den under, og den umiddelbare forelskelse, da jeg opdagede, at de havde afsat de første par sider til citater fra anmeldelser, men havde fordelt dem ligeligt mellem “Jeg elsker den” og “Denne bog burde forbydes”.

Jeg mistænker, at min halvt bevidste modvilje mod at gentage succesen bundede i, at Hvepsefabrikken havde en vis mængde coolness. Og ærligt talt, ting, der var cool, da jeg var ung, har det med at frembringe en vis rykken i tæernes krummemuskler i dag.

Således heldigvis ikke med Banks’ debutroman.

Det er historien om teenageren Frank Cauldhame, der bor alene med sin far på en skottisk ø. Faderen har lidt af en gal videnskabsmand i sig, og et af resultaterne er, at Frank ikke officielt findes. Det giver ham megen tid til at gå rundt med sig selv og sine egne tanker – og på den lille ø bliver det til et hav af OCD-religiøse ritualer og et rigt fantasiliv, der ofte går ud på at ødelægge. Det er ikke rart at være mindre dyr eller fiktive mennesker i Franks umiddelbare nærhed. Bag det hele svæver titlens fabrik, en sindrig konstruktion, som Frank bruger til at forudsige fremtiden, alt efter hvordan indfangne hvepse dør.

Frank er fortælleren og fremlægger både sin nutid og sin fortid, hvilket også afslører, at fiktive personer ikke er de eneste, der har det med at dø på opfindsomme måder, når Frank ser sig sur på dem. Men der er opbrud i den sære hverdag – Franks bror er stukket af fra et sindssygehospital, og gennem en række telefonsamtaler aftegnes både hans tur hjemad og de to drenges forhold.

Det er grumme sager, og megen af kritikken går da også på de udpenslede beskrivelser af død og ødelæggelse, men under det hele ligger der (synes jeg, men måske tager jeg helt fejl) en humor, der gør den værd at læse. Bogen er oprindelig fra 1984, og i dag fremstår Frank som lidt af en incel, men Banks er på ingen måde ubevidst om sin hovedpersons grundlæggende idioti, og det skinner igennem sprækkerne af fortællestemmen på bedste vis.

Det er en fornøjelse at slå fast, at jeg stadig med god samvittighed kan anbefale en bog, jeg har været lidt nervøs ved at kunne lidt i så mange år.