Chuck Dixon var sådan et navn, der optrådte som forfatter på en del tegneserier i mine unge dage – en del af de mere kendte superhelte, som jeg husker det, men samtidig på et niveau, hvor han aldrig rigtig blev et navn, jeg holdt øje med, men kun konstaterede. Jeg vidste, at han eksisterede, men det var det. Derfor var det nu alligevel sjovt pludselig at opdage ham på forsiden af en ny tidsrejseactionroman ved navn “Kannibalguld”, første bind i serien “Dårlige tider”.

En forfatter med en baggrund i at levere superheltetjubang på en deadline må da kunne levere noget spændende plottet underholdning, ikke sandt? Svaret er desværre ikke helt som forventet.

Det er grundlæggende de indledende sider i “Kannibalguld”. Helten med de største muskler hedder Dwayne, en tidligere Army Ranger, som desværre for sine ansættelsesmuligheder er lige så samvittighedsfuld, som han er badass. Så nu står han uden job – men heldigvis er der en videnskabsmand, som har brug for hans hjælp.

Morris Tauber har sendt sin søster og nogle kolleger gennem en tidsmaskine 100.000 år tilbage i tiden – det skulle være en stille og rolig tur, for der burde ikke findes mennesker på destinationen på den tid. Men de er ikke vendt tilbage, og nu har han brug for nogle rigtige Mænd med stort M og endnu større våben, som kan hente dem tilbage.

Velkommen til den del af filmen (og “Kannibalguld kunne lige så godt være en film), hvor vi præsenteres for vores team af hårdtslående machomænd i en række scener, som slår fast, at de kan lige at ryge og drikke og sætte livet på spil.

Og så går handlingen i gang.

Eller rettere: her viser det sig, at der ingen rigtig handling er. For “Kannibalguld” er grundlæggende bare en magtfantasi. Vore helte rejser tilbage, og der er rigtig nok ingen mennesker, men i stedet en gruppe kannibalistiske hominider uden selvopholdelsesdrift. Det betyder, at de kaster sig mod vores i helte i bølge efter bølge af spyd-, sten- og lortekastende umennesker, der er kloge nok til at tænke strategisk, men for dumme til at indse, at man ikke skal løbe direkte mod et tungt maskingevær. Dette kunne lige så godt være zombier eller aliens eller måske mennesker af en type, man ikke kan lide – det hele handler om at sige seje ting gennem sammenbidte tænder og pumpe magasin efter magasin ind i fjendtlige kroppe. Det er jo ikke mennesker, forstås, så det er okay.

På den ene side er “Kannibalguld” hurtigt læst og med den rette ironiske afstand måske endda underholdende, men på den anden side føler man sig en smule beskidt. Som når handlingen stoppes, så man lige kan forklare, at det altså ikke er racistisk at kalde fjenden for “skinnier” – det er bare, så vore helte kan dehumanisere dem og slå ned for fode uden at være totale psykopater. Det må du da kunne forstå.

Historien slutter med et tydeligt oplæg til en fortsættelse, som allerede er udkommet. Det ser ud til at være pirater, der skal plaffes ned i den.