For 3-4 uger siden havde Superkultur en masse morskab ud af at lave en reklamekampagne for surstrømming. Den velkendte svenske specialitet, som i bund og grund er fermenterede sild. Berømte og berygtede for at stinke helt forfærdeligt.

Hvad redaktionen ikke var helt klar over var min plan om at prøve at smage på varen – på trods af alle blinkende advarselslamper. Man kan måske endda sige den plan har fermenteret ca lige så længe som en dåse surstrømming. Aftalen med min Far og mine brødre var at få fat på en dåse fisk og så åbne den på en mark langt langt fra andre mennesker. Og prøve at spise det på en nogenlunde civiliseret (jeg mener svensk traditionel) måde.

Ingen kom til skade ved forsøget. Men en vis paranoia overfor gærede og fimsede dufte fulgte os i dagene efter. Og det må siges at vi morede os kosteligt med at iværksætte denne lille séance.

Her følger den længe ventede dokumentar af den dag vi spiste (for gammel) surstrømming.

Bon Appetit