Jeg har prøvet at være ude i en ørken – i Ægypten – og det er længe siden, men jeg synes at kunne huske, at det største problem ikke var om vi havde vand (for det havde vi vistnok), men at fødderne blev svitsede. Og hver gang man havde gået ti skridt, måtte man grave et hul i sand der brændte på hænderne, og sætte fødderne ned i det. Og det til trods for, at vi havde udmærkede sko.

Nå! Det mere relevante i denne sammenhæng er, at i Hermann Melvilles roman (orwhatchammacallit) “Moby Dick”, spår Ahabs parser-harpunér Fedallah, at Ahab ville ikke dø, før der viser sig to rustvogne på havet: – den ene vil ikke være af menneskeligt fabrikat, og den anden vil være af amerikansk bøgetræ. Men Ahab skal overleve disse, og kun dø ved hampereb (id est in context: – blive hængt).
Vores “protagonist” Ishmael har allerede fra starten af romanen gjort opmærksom på sin interesse for rustvogne – ligvogne – og nu tolker han det i fuldt flor.
1) Fedallah bliver vinklet ind i en harpunline, og den eponyme hval trækker ham med ned i dybet, og vinkler både ham om linen om sin krop. Moby Dick er blevet Fedallahs ligvogn.
2) Moby Dick vædrer “The Peqoud” og mandskabet bliver knust. Skibet er blevet e ligvogn.
3) Ahab kaster sin veltilberedte harpun efter Moby Dick (og rammer hvalen), men rebet vikler sig om Ahabs hals, og han bliver ført med, da Moby Dick – nåja – dykker.
Fuldkommenliggørelsen af spådommen.

Alt det blot for at skrive, at jeg holder meget af ananke-fortællinger, hvor spådommen går i opfyldelse på en lidt anden måde end man umiddelbart skulle tro. Oprindelsen til denne form er vel ikke engang Ødipus; vi skal vel helt tilbage til Gilgamesh eller Mahabarata!!??