Enten er man visuelt orienteret, eller også er man auditivt orienteret. Man kan også enten være introvert eller ekstrovert, være inkluderende eller ekskluderende, biased eller fordomsfri. Men man kan ikke være det hele, så nu bør man lige tage sig lidt sammen, og undlade at forvirre andre med dialektiske komplementaritetsprincipper. Enhver må definere sig selv: – Skrækkelige Olfert eller Artige Verner? Også selvom det alligevel altid vil være andre, der bedømmer éns valg.

Heldigvis findes der en vej ud af irritationen over, at kategoriseringer af ovennævnte typer skulle være brugbare i nogen som helst kontekst, og det gør man ved at blive excentrisk ( for det er i det “centriske”, at kategoriseringerne er nødvendige …. altså for dem, der bebor “Det Centriske”). Og tillad mig lige, at nævne et par excentrikere, der har noget at have excentrismen i: – Stephen Jay Gould (palæontolog med speciale i havsnegle & ultimativ baseball- og Darwin-fan), China Mieville (forfatter, jurist (international retspleje), bodybuilder og marxist) & Paolo Pasolini (filminstruktør, katolik, kommunist og bøsse – med forkærlighed for ret unge drenge). Så tingene kan godt kombineres, hvorfor jeg ufortrødent vil kaste mig ud i dagens emne, uden at føle mig forpligtet til at retfærdiggøre det på nogen anden måde end: Det hér, det er bare fedt:

Alexander er blevet karakteriseret som en “kommerciel kunstner og illustrator”. Og det kan jo så minde én om, at “programmusik” er mindre lødigt end – hvad? – “rigtig musik”, og så er vi tilbage i de ovenfor anførte kategoriseringer, og måske er det dem vi skal stille et alvorligt spørgsmålstegn ved. For hør nu hér:

Ovenstående er en rimelig gengivelse af en scene i Frank Herberts “Whipping Star”, så vi taler altså om en form for “naturalisme”, ligesom vi med nedenstående kan tale om en form for emulering af renæssance-kunst:

Med andre ord: – illustrationskunst er sådan noget “1:1”-agtigt, uden varig værdi ( – det er jo kommercielt, synes tanken at være). Lad os derfor gå videre til noget mere “nutidigt”:

Dette er et udtryk for den symbolistiske tradition, idet der ikke er tale om en illustration af nogen specifik scene i romanen, men derimod en tolkning af romanens stemning – med en nærmest Salvador Dalisk interesse for tekstur og figuration. Hvilket fører os direkte videre til højdepunktet af (religiøs) symbolisme:

Igen: – denne forside er ikke en illustration af nogen scene, der forekommer i romanen, men derimod et yderst symbolladet billede på, hvad der har bragt romanens handling “til live”. En rumraket, der er en katedral. Og det giver faktisk mening.

Men så var der (jo) lige Salvador Dali og surrealisterne. Lad os kigge på det:

Atter en forside til en Frank Herbert-roman, men som formanden for Ædedolkenes Klub i Wieds “Livsens Ondskab” siger: – vi må være eksklumpsive! Men prøv lige, at sammenligne med denne hér:

Nu vil jeg ikke tærske grønlangkål på Paul Alexanders evne til at indskrive sig i forne tiders “kunstneriske retninger”. Blandt andet fordi jeg sikkert vil få problemer, når det kommer til “konkretisme”, “situationisme” og “dekonstruktivisme”. Istedet vil jeg pege på en “teknisk” detalje, der er kendtegnende for “The art of Paul Alexander”.

Ovre i Marvel-Land har de den højt besungne “Kirby-Crackle”. Frank Frazetta var – i et og alt – “Mesteren” ifht. trekants-kompositioner. Michael Whelan har en “obsession” om, at der skal være symbolladede elementer i hans billeder. Roger Matthews havde en forkærlighed for insektoide maskiner – før han gik bananas i religiøse forestillinger. Michael Kaluta er helt pjattet med ornamentik. Og Berni Wrightsons mandlige figurer havde altid høje tindinger (ko-slik). Og sådan kunne man blive ved.

For Paul Alexanders vedkommende er der en anden slags signatur. Lad os kigge på det:

Og hvor vil jeg så hen med det?

Udover præsentationen af en kunstner, som jeg er dybt fascineret af, vil jeg to steder hen – bare for at opretholde min dikotomiske indledning: – der er ikke noget mere eller mindre “kommercielt” ved illustrationskunst, end ved nogen som helst anden kunstnerisk udfoldelse. Så længe vi befinder os i den socioøkonomiske samfundsstruktur, vi gør, er vi alle “in for the money” …. – for ellers dør vi bare. Secundo: – illustratorer er ikke mindre hårdt arbejdende kunstnere end de, der er hyldet af et selvbestaltet parnas. Tertio (og det må jeg godt, fordi jeg er excentriker): – “Dannelse” er ikke, at være i flow med den nyeste trend. Dannelse er, at kunne få øje på såvel kunstnerisk som håndværksmæssig evne og integritet, hvor og når den optræder.

Der er intet at foragte ved illustratorer eller “kommercielle kunstnere”, og måske er det i virkeligheden sådan, at deres “populærkulturelle” output når langt længere ud, end selv-makulerende happenings på selvbestaltede børser.

Plads til begejstring: