And still the Weaver plies his loom, whose warp and woof is wretched Man//

Weaving th’ unpattern’d dark design, so dark we doubt it owns a plan.

– Kasidah af Haji Abdu al-Yazdi (Richard Burton)

I temmelig mange år har jeg givet den som landmus, men jeg er i virkeligheden en rigtig storbyrotte, og som sådan helt på det rene med, at spydspidser på parkgitre ikke kun tjener et dekorativt formål, samt at knopper på gelændre ikke er tænkt som ekstra holdepunkter. Hvilket så ikke er ensbetydende med, at “rotten” altid kan gennemskue, hvad formålet er med de beslutninger, der bliver taget om Det Offentlige Rum af Byens Vise Fædre & Mødre (og Stadsarkitekten). Men “genet” giver sig altid til kende ved en følelse af uro eller fornemmelse af, at være stillet overfor noget ikke blot enigmatisk, men måske ligefrem sinistert. Som f.eks dette:

“- C’mon!” siger du. ” Det er jo bare en bænk ved havnefronten. Og der er armlæn til vore ældre medborgere, når de sidder og nyder udsigten over den blændende havn og de stolt knejsende nybyggerier!” Hvilket præcis var min egen forklaring, indtil jeg stødte på disse:

-og tænkte, at det var dog en helvedes bunke omsorg, der bliver vist “vore ældre medborgere”, men mere mystisk er det med armlæn på steder, hvor man ikke forventes at opholde sig i længere tid ad gangen: – Togperroner, busstoppesteder, banegårde. Og “Længere Tid Ad Gangen” er the keyword. Hvilket vi lige straks kommer tilbage til.

Jeg ÆÆÆÆÆLSKER konspirationsteorier. Der er så meget irrationelt “guf” i dem, at de bliver en port til forståelsen af menneskelig frygt og længsel. Lige dele gru ved både livet og døden. Tilværelsens uudholdelige mangel på mening. “Det må være nogens skyld”! Og derfor holder jeg mig også jævntud til “Hanlon’s Razor”: – don’t ascribe to evil, what can be explained as stupidity. Hvilket er al rigelig forklaringsmodel for megen af den lovgivning, der bliver produceret i diverse ministerier. Men så opdagede jeg, at min vage uro, min følelse af at “-der er sgudda noget galt hér”, var formuleret og benævnt som “Dark Design“, der – hh til opslagsværket, der aldrig tager fejl – skal benævnes som “Fjendtlig arkitektur” eller den mere sentimentale “defensiv arkitektur”. Og jeg vil mene, at den første “benævnelse” er den ærligste, mens den anden er hyklerisk.

Lad os tage en lysbillede-karrusel mere, med eksempler på DD:

Så lad os tage “det fjendtlige” og “det defensive” først, og bagefter vende tilbage til “det mørke”. For hvem er denne fjende, som vi har nødig at sætte defensive værn op imod?

Og så er der alle deres “kolleger”:

Det er overfor disse “fjender”, at Stadsarkitekten føler sig så meget i “defensiven”, at der må foranstaltes sikkerhedstiltag, i form af “design”, der ikke tillader disse “fjender” mindstemålet af tilstedeværelse i det offentlige rum. Slet ikke om natten.

Derfor laver man armlæn på bænke, så det ikke er muligt at lægge sig ned på dem. Eller også laver man “street-art”:

Eller laver skrå gitre over udluftningskanaler og lyskasser; sætter “dupper” på alle flader og trappetrin; opsætter ligegyldige cykelstativer under broer; eller … – gå selv ud i ByRummet og på jagt efter flere af den slags tiltag. Eller spørg en hjemløs.

Kandiderer alt dette så til en konspirationsteori, by yours truly? Nej, det gør det faktisk ikke.

Der er faktisk ingen, der nægter at antallet af hjemløse har været stigende, gennem de sidste 10 år. Men af tekniske årsager, herunder i høj grad at registrering af personer uden bopæl ikke er mulig (hvorfor hjemløse også har betragtelige problemer med at kunne oppebære “sociale ydelser”), er statistikken belagt med en hvis usikkerhed. For nu at sige det pænt (man kunne også påstå, at den er til at lukke op og skide i, men det vil vi afholde os fra). Så afhængig af dit&dat og histop&komherned findes der et sted mellem 7.000 og 10.000 hjemløse danskere. Og heraf har en stor procentdel andre og øvrige problematikker at bakse med: – misbrug, psykisk sygdom, social utilpassethed (spektret autisme til ADHD, med en snert af PTSD i overbygningen). Men ihvertfald er dette den “fjende”, der skal gøres noget ved. De skal uvelkommenliggøres. Hvilket ligner noget vi kender, fra en anden “problematik”.

Og nu: – ind i Mørkets Hjerte. “Fairness” er på sin plads: – Selvfølgelig må enhver kommunalbestyrelse, med opbakning fra handelsstandsforeningen og turistrådet, tiltræde de operationelle og nødvendige skridt i forhold til at kunne præsentere et byrum, der afspejler intentionaliteten i den førte kulturpolitik. Herunder æstetiske overvejelser om arkitektoniske og designmæssige udtryk. Sådan er det bare i et demokratisk velfærdssamfund, båret af kulturkristne værdier. Og derfor kan man ikke finde sig i, at byrummet forstyrres af eksistenser, der ikke er definerede i tanken om den perfektion man ønsker at give udtryk for.

Jeg forstår godt tanken. I et vist omfang kan jeg acceptere den. Jeg kan endda forstå – men dog ikke acceptere – at det sørenjensemig ikke kan være rigtigt, at “lovlydige” (hér menes mennesker med bopæl og skattepligt) borgere skal blive udsat for vederstyggeligheden ved subsistensløse individers anmasselse og tilstedeværelse. Hvad vil turisterne ikke sige?

“The Dark Matter” er, at alle disse byrumstiltag, hvis eneste formål er at forhindre hjemløse i, at finde bare den mindste husvalelse, den mindste ro, et øjebliks stilhed, er noget som man godt vil pumpe rigtig mange millioner kroner i. Hvilket betyder så meget som, at fremfor at gøre noget ved problemet (hjemløshed – og vi taler som sagt statistisk om max. 10.000 mennesker) hellere vil entrere med designere, arkitekter, entreprenører – the whole chebang af “forretningsdrivende” – med det ene formål, at vi andre ikke sér det, kan glemme det – og fanden tage de hjemløse. Hellere idag end imorgen. “Gå hjem og dø”. Og lige netop den operation koster kassen. Og jeg gad godt se det regnskab, der godtgjorde at “Defensiv Arkitektur” er mere økonomisk rentabelt end tilbud om bolig og arbejde – til dem der har hverken/eller.

Det behøver man vist ikke være storbyrotte for at kunne ønske sig – mindre kan gøre det 😉