Vor skæve landpost, hvem tror og aner,
at gamle Niels skriver borgromaner?
Nej, ingen tror det, og få kun veed det.
Og bag gardinet kan ingen se det.
Men sent på natten, til lampen svigter,
så sidder Niels på en stol og digter
en tyk roman, som Niels Landpost digter
om
Adelheide von Fürstenfelsen.

Niels Landpost trasker med landposttasken
i storm og uvejr. En daglig trasken.
Til tvære gårdmænd og trevne husmænd,
stationsby-købmænd og plumpe brugsmænd.
Men mens han traver, et liv han lever.
Han omgås fyrster og ædle grever.
De kurtiserer
og duellerer om
Adelheide von Fürstenfelsen.

Niels Landpost skulker langs mørke diger
i frygtsom sky for de unge piger.
Han søger skræmt sine egne veje,
og ingen kvinde har rørt hans leje,
Hans hjertes ømhed i hellig gløden
er viet een, han er tro til døden.
Hans elskerinde
i sjæl og sinde er
Adelheide von Fürstenfelsen.

Niels Landpost ligger med sår på vristen.
Hans vandfad fryser til is på kvisten.
Hans knæ de ryster, hans tarm er sulten,
hans rugbrød står og bliver tørt på pulten.
Men blækket har han på sin servante
og skriver løs som for liv og helsen,
for grevens tante,
den intrigante,
har vundet indpas på Fürstenfelsen!

En venlig dame, fru inspektøren,
i bæverpelsværk ser ind ad døren
med varmt i dunken og mad i spanden,
Niels Post blir ræd som for selve fanden.
Hvad vil den dame? Hvad skal den frue?
Kan gå den vej, som hun kom i pelsen!
Hvad skulle fruen, hos ham i stuen?
Der var jo hofbal på Fürstenfelsen!

Der danser fyrster og kardinaler,
som febersyner med guldpokaler.
Kanoner tordner … Til alt må briste,
og snedker’n er der med Nielses kiste.
Og klokken ringed fra kirkepladsen,
da Niels blev jordet på hjælp
af snedkersvende, da var til ende
de glade dage –
på Fürstenfelsen.

Hans kluns blev solgt på auktionslokalet:
Hans stol og træseng. Mahognimalet.
Hvad bød de nu på? Ak om du vidste!
Kryb sammen, Niels, i din dybe kiste!
For nu tog Kjeldsen – fuldmægtig Kjeldsen –
en to punds bog mellem øl og sjatter.
– Han deklamerer – til larm og latter
af …
Adelheide von Fürstenfelsen.

Det var med nogen forundring, dengang det var da, at jeg i efterordet til:

-læste, at der faktisk havde været en Emperor Norton, Kejser af De Forenede Stater, der havde fået for sig at San Francisco var hans imperiale residensby. Og det skabte faktisk en interesse for “micro-nations”, og hvad der lissom er gang í, på det højest besynderlige niveau.

Okay, der findes godtnok mininationer, der nyder en hvis anerkendelse i “Det Internationale Samfund”, f.eks Statto della Citté Vaticano, der sammen med “Den Vestafrikanske Republik” og “Den Palæstinensiske Republik”, IKKE er medlem af FN – og med det samme sagt, at de to sidstnævnte IKKE er anerkendte …. – af FN –

Så er der jo Andorra, Monaco, Liechtenstein, Tuavalu, Marshall Øerne og San Marino – måske Malta (?) – men det er nu ikke disse, der er interessante i denne sammenhæng. For hér taler vi ikke om “mini-stater”, men om MIKROSTATER, og det er et helt andet boldspil. idet sidstnævnte er definerede ved at de er selvudnævnte:

Fræksæmpel Sealand (bemærk det autonome flag), som er resterne af et eller forsvarsværk fra Anden Verdenskrig. Denne nations raison d’etre er så ikke så nem, at have med at gøre, fordi den måske mere ligner Radio Mercur – uden underholdningsværdi; rebel without a clue.

Men så er måske mere spas over

For den stats hjemmeside hævder at have juridisk øvrighed over adskillige planeter, til hvilket man så kan komme tilspørgende: – er det så stadig en “micro-nation”?

Men så er der så til gengæld “Ladonien”, hvis claim to fame er, at det er grundlagt af Lars Vilks og er skabt udfra “de naturlige ressourcer” i og omkring Kullaberg i Sverige. Med andre ord IKKE en geografisk eller geopolitisk entitet, men en ressource-orienteret stat. Og lige et par eksempler fra Vilks Nimis og Kullaliv:

“Land-art” i sin helt egen ret, og ikke som udsmykning i rundkørsler:

Dette er IKKE kunst, på nogen som helst måde. Det er en forstørret dimmer, til at sammenføje industrielle reolsystemer, produceret af Planova … støbt i bronze af guderne må vide hvem, og opsat i Svendborg og guderne må vide hvorfor. Og så snakker vi ikke mere om det!

Den mindste mikrostat i hele verden skulle, efter sigende, befinde sig i et kosteskab på tredje sal, et sted i Lower Manhattan, under protektorat af lejeren af lejligheden, og består af en befolkning bestående af to guldfisk og tre hamstere – og de udsteder gerne indrejsetilladelse på betingelse af udstedt visum til et gebyr på omkring 100$ (men jeg kan sgu ikke finde det link, så det må i selv rode med). Og i det hele taget er der SÅ mange mikrostater, med SÅ forskellige dagsordener, at det overordnet nok vil være mest fordelagtigt at henvise til opslagsværket, der aldrig ta’r fejl.

Men inden vi er helt færdige, vil jeg godt lige pege på noget mere lokalt. For vi har jo faktisk, på dansk grund en to tre eksempler.

I 1967 var der konstituering af Republikken Fugleøen i Sortedamsdosseringen i København:

https://kobenhavnliv.dk/kultur/michael-udraabte-fugleoeen-til-selvstaendig-republik-i-1967-de-nuvaerende-beboere-er-nogle-skiderikker

-og fra 1971 er der jo:

Og hertil kommer et relativt nyt begreb: – Guerilla gardening:

Men det er nok at spænde overskriftens bue lidt mere, end Odysseus kan trække. Så for nu at lande dette indlæg på benene: – bag de utallige forsøg med mikro-nationer, hvoraf der hér kun er præsenteret et bedrøveligt fåtal, ligger der – som antydet – et væld af motivationer. Nogle er drevet af: “-kunne det ikke være sjovt, hvis …” og andre er mere ovre i “Staten skal fandme’ ikke bestemme om jeg må (indsæt selv), så jeg løsriver mig”. Og som eksempel på sidstnævnte udsagde salig Jesper Klein, at “jeres statsminister … ja, for han er ikke min! – er jo gået i krig!” The Freestate of Ove Billes Vej 42, 2300 Sundby. Hvorefter vi kan gå videre med “Atomfrit område”. Og det var virkelig dengang det var det. Ikke fordi jeg har skiftet holdning, men fordi verden er forandret.

(“battered police riot shield” – bare så vi forstår hinanden, ikk’)

Imidlertid findes der – indenfor rigets grænser – en suveræn stat, der meget vel kunne kandidere til en virkeliggørelse af Niels Landposts storslåede – nærmest dunsaniske – fantasterier, og det er Kongeriget Elleore:

-Og hvis man har tilskyndelser til at få sig en titel, så er det bare med at komme igang med at søge om opholdstilladelse, asyl eller medborgerskab. Der er besat med Jarler, Baroner, Grever, Provincialer, Hofchefer, Råder, Konsuler, Ambassadører og diverse -Herre, men -Damer. Og det enste der er at sige til det er, at skulle de finde sammen – bare én gang – på Elleore, da vil det gå den som med Dokkerland, Tågegade, Atlantis og Rungholt.