Vi har nærmest ræset igennem første sæson af Star Trek: The Next Generation (1987-94).

Jeg har svært ved at give en neutral vurdering af en serie, jeg syntes var det cooleste ever, da jeg så den på damp-TV som 12-årig. Som voksen ser jeg nok anderledes på både figurer og historier, også i sammenhæng af den Star Trek som kom før og efter, men der er stadig en særlig hengivenhed for de afsnit, der blev sendt på TV2 i slutfirserne…

Skal man se helt nøgternt på det, havde The next generation sine begyndervanskeligheder. Der er ærkejammerlige afsnit imellem — det er en god idé at skippe “Code of honor”, “Justice” og “Angel One” — mens den oprindelige serie fra ’60erne både visuelt og narrativt kaster skygge langt ind i denne sæson. Samtidigt har The next generation fra grunden indbygget et fokus på videnskab og diplomati, som siver ind i de bedste afsnit af sæsonen, og giver skuespillerne et fundament for at definere deres roller undervejs.

I The next generation flyttes målestokken et nøk ud for en af intromonologens målsætninger: “To seek out new life”. Enterprises besætning må om og om igen omdefinere begrebet liv; fra den kosmiske klaphat Q til ikke-organiske mineraler, der begynder at kommunikere med dem. Mest slående er vi selv i 2020erne ved at nærme os lignende møder med menneskeskabt liv, i The next generation manifesteret som androiden Data, og holodækkets (metaversets?) omfattende interfaces for selvstændig, kunstig intelligens og bevidsthed.

Endelig introduceres i første sæson ferengierne, der var tænkt som en gennemgående modstander for det nye Enterprise, men sådan blev det ikke. Dels viste fremstillingen af de troldske rumvæsener sig sværere end håbet at tage seriøst — dels var deres ukontrollerede kapitalisme nok for tæt på benet som fjendebillede. Star Trek har altid postuleret et fremtidssamfund, hvor penge ikke spiller rolle, men showets forfattere har svært ved at mere konkret formulere en postkapitalistisk verden…

Med disse temaer i baghovedet har jeg plukket nogle af højdepunkterne ud af den seneste uges skærmjournal:

Encounter at Farpoint

Første afsnit falder tofold ind i konceptet med nye livsformer. Det er første møde med Q, som her stiller sig til doms over menneskehedens barbarisme, men den fjerne handelsstation Farpoint er også mere end den synes.

Piloten er mere cinematisk end de fleste følgende afsnit, men har stadig en vis visuel slagside i retning af den oprindelige serie. Som appetitvækker for de kommende syv sæsoner er det en lovende start med plads til at vokse i.

6/10★

The last outpost

Enterprise virker udmanøvreret af de stort set ukendte ferengier, men ikke alt er som det synes. Den sidste rest af en svunden civilisation sætter konflikten på spidsen, og for en gangs skyld er det ikke et Shakespeare-citat, der redder dagen.

Plottet er nu mest staffage for ferengiernes introduktion, og selv den er lidt vakkelvorn — men der bliver lagt et fundament for det mere nuancerede billede som senere males af dem i Deep Space 9.

6/10★

Where no one has gone before

Du havde ét job: En arrogant ingeniør forsøger at fintune Enterprises warpdrev, men de havner på kanten af det kendte univers uden en klar vej hjem. Først så langt ude på det kosmiske overdrev identificeres skibets egen “space Mozart”, deres eneste håb.

Undskyld sarkasmen, det er et udmærket afsnit som kaster nogle store bolde i luften. Dels i det fjerne terræn, og i erkendelsen af at selv Treknologi kun er ét skridt på rejsen.

6/10★

Intermezzo: En klods om benet

Her er vi nødt til at snakke om Wesley. Det var en potentielt god idé at have en fremmelig teenager med på rollelisten, men hverken manus eller casting hjælper rollen i mål.

Wil Wheaton havde på dette tidspunkt vist i Stand by me, at han kunne spille en almindelig amerikansk knejt i samspil med jævnaldrende. At overbevise som et wunderkind blandt voksne i et scifi-show er en helt anden disciplin, og seriens forfattere vidste tydeligvis heller ikke hvad de skulle stille op med figuren.

I al fald stikker figuren Wesley ud som en kålroe i en Macstore, og hans geni-status undergraves løbende i de (alt for mange) historier hvor han medvirker. Når Wheaton ikke spiller ham FOR nuttet, FOR akavet og FOR trodsig, er han bare i vejen.

En stor del af medansvaret bærer som nævnt forfattere og instruktører som har glemt hvordan teenagere er. I det mindste har Wheaton bygget en karriere på at være en selvmedlidende has-been, så nogen mening var der med Wesley trods alt…

ANYWAYS:

The big goodbye

Picard byder sine kolleger med på rekreation i et film noir-scenarie på det opgraderede holodæk. Men en kortslutning fanger dem i konflikt med gangstere, og eskapismen bliver blodig alvor. Det første af mange afsnit, hvor både holografisk VR- og AI-teknologi bruges til at udforske grænsefelterne for korporlig virkelighed og bevidsthed.

Alle Star Trek-serier har desuden en faible for det 20. århundrede, og i The next generation er det altså 1940erne…

7/10★

Home soil

Burde have heddet Ugly bags of mostly water!, men det er lidt sent at komme med forslag nu.

Et terraforming-projekt på en gold planet hjemsøgtes af uforklarlige uheld. Heldigvis har Picard & Co. valgt at dumpe ind på besøg, og opdager uventede livstegn i inorganiske krystaller.

Igen et eksempel på sæsonens “big idea of the week” og grænsesøgninger af muligt liv i verdensrummet. I lige så høj grad spekulativ videnskab som et scifi-drama.

6/10★

Conspiracy

En kollegas pludselige død får Picard til at vende skuden hjem til Jorden for at undersøge, om selve Stjerneflådens øverste cirkler er blevet infiltreret af en uidentificeret sammensværgelse.

For mig er det her, The next generation træder ud af Kirk og Spocks skygge. Den krybende paranoia er fem år forud for X-files, klimakset låner mere fra David Cronenbergs The fly end fra Forbidden planet, og den isnende udtoning skriger stadig på en forløsning.

7/10★

Boblere, som også er værd at stifte bekendtskab med

“When the bough breaks”, som synes at berøre spørgsmål om menneskehandel, imperialisme og adoption

“Heart of glory”, der begynder en række af studier i klingon-kulturen.

“Symbiosis”, som kan ses som en kritik af dels medicinalindustrien, dels narkohandel .

Endelig sættes henholdsvis 20. og 23. århundredes samfund i kontrast i “The neutral zone” .

---

Opdateringer om de følgende sæsoner kommer efterhånden 😉