Det vil være i overkanten at påstå, at science fiction-genren vrimler med eksempler på øjeblikkelig transport over umådelige afstande. Snarere er der tale om, at “fænomenet” bliver benyttet – enten som “gadget“, som forudsætning eller som et centralt element: – det definerende novum.

Benævnelsen er “teleportation” og er vel at betragte som en teknisk tidsalders “svar på” Syvmilestøvler eller Den gamle mand fra Coblenz:

I en sciencefictionel kontekst kan det vel næppe eksemplificeres mere ikonisk end med denne illustration:

Alt efter temperament kan man jo udnævne forfatteren eller filminstruktøren, der benytter teleportation i fortællingen, som enten doven eller front-end-technophile. Og til tider bliver det da også brugt som ren overspringshandling, iført passende techno-babble, mens mere seriøse udøvere af metieren gør sig solide anstrengelser for at retfærdiggøre en teknologisk udgave af teleportation. Hvis ikke ligefrem som forudsætning for selve fortællingen. Og i den forbindelse kan man da lige – ang præsang – nævne “Rogue Moon” af Algis Budrys, “Echo round his bones” af Thomas Disch og “The unteleported man” af Philip Dick.

I Poul Andersons roman “The Enemy Stars”, teleporta-tranporteres det nye vagtmandskab fra Jordens Måne direkte og øjeblikkeligt til rumskibet “Sydkorset”, 700 lysår væk. Og det understreges, at i processen – altså selve overførslen – vil det “oprindelige objekt blive destrueret”!!! – men dog blive genskabt af “stofbanken” ombord på “Sydkorset”. Og det er måske man hér bør tilføje, at i “The Fly” (novelle såvel som film, tv-serie og Film II) er problemet et andet – hvilket giver endnu mindre mening.

For det korte i det lange er, at hvis det, der kommer ud i “Den Modtagende Telefonboks” er en kopi, hvad betyder det så for “jeg’et”?

Tager man Andersons udlægning for gode varer, så betyder det jo sådan set, at Ryerson og MacLaren døde i det øjeblik de trådte ind i transmitteren, men at der øjeblikkeligt blev skabt to kopier på “Sydkorset”. Hvilket ikke forekommer at være nogen umiddelbar win-win – muligvis bortset fra det konsortium, der forventer at få noget ud af “Sydkorsets” mission …. som egentlig står lidt hen i det uvisse –

Med andre ord er der konstitueret et problem. For selvom ét er, at “jeg’et” annihileres, men for en ydre verden blot vil fremstå som genskabt, så foreligger der en dikotomi mellem det objektive og det subjektive. Og det bliver værre: – thi både Ryerson og Maclaren opfatter sig selv som “Ryerson” og “Maclaren”, da de ankommer til “Sydkorset”, til trods for at vi lige har fået oplyst at det er stofbanken, der har genskabt dem via et (tachyon-båret?) signal fra Månen.

I sin “Gud&Golem a/s” skriver Norbert Wiener et sted noget i stil med, at herefter er man “selv ude om det”, hvilket gælder for videre læsning af nærværende tekst, idet der – kva emnets natur – må skiftes til en yderst subjektiv modus: – introduceringen af det “jeg”, der skriver dette.

Jeg er til stadighed fascineret af det åbenlyse, men sjældent accentuerede, forhold, at enhver nulevende organisme – herunder mennesker, naturligvis – er resultatet af en ubrudt linie fra det oprindelige liv på Jorden. Og yderligere resultater af stjerners liv, tidsligt hinsides Solens og Jordens “fødsel”. Vi kommer fra stjernerne.

Og hér er det så, at jeg må indskyde, at jeg ikke er religiøst anlagt, samt i det følgende ikke vil beskæftige mig med hverken Freud, Jung, Reich, Nietzsche, Platon, Lars Muhl, Peter Bastian eller ….. (indsæt selv)

Det er interessant at kunne konstatere, at alle der godt vil se ud somom de de har annammet alverdens visdom, hver evig eneste gang kryber uden om kernen i spørgsmålet. Gerne bliver det til noget med “er du sikker på, at du ved hvem du er?” eller “du er jo blot produktet af din arv og det miljø, du er vokset op i” eller ” jeget er en illusion”.

Nu om dage må man knap nok sige “jeg ved”. Nej, man skal pakke det ind i “jeg har en fornemmelse af …”, “jeg tror no, jeg kan sige…” eller “for min del føles det som …” (indsæt selv bandeord!)

Men JEG ved, at jeg er tilstede. At jeg lever. At jeg har en krop, der ældes med årene. At jeg har udrettet ting, samt formeret mig. Hvilket kan stå som en begyndelse til det egentlige spørgsmål, for selvom jeg udmærket er klar over, at min tilstedeværelse også drejer sig om en helt specifik sædcelle, der var “heldig nok” til at penetrere et “æg”, er det ikke en forklaring på andet end “slægtens fortsatte beståen” (samt en ægteskabelig hyrdetime mellem mine forældre).

I min optik er det fundamentalt mærkeligt, at jeg sanser, agerer, kontemplerer og er mig selv og mine omgivelser bevidst. For hvad er dette “jeg”, der i enhver og absolut forstand er eksisterende? Jeg kunne ligesågodt ikke være her (id est: – en anden sædcelle kom først, æv bæv bussemand). Så hvor har jeg den hér “jeg-viden” fra?

Spørgsmålet er meningsløst. Men det kan muligvis bruges i en større sammenhæng. For selvom jeg personligt er faret vild i min egen labyrint af manglende definitioner på “jeget” og “bevidstheden” (og ikke et ord om “sjælen”!!!), omfatter det måske ønsket om en forståelse af alt liv som noget ultimativt unikt.

I rest my case