Det er altid de andre, der er noget galt med, når tingene går galt. De andre er problemet. Måske er det indvandrerne. Måske er det jøderne. Måske er det kvinderne. eller mændene. Men det er i al fald altid de andre. Og altid med supergode grunde – der så har en tendens tendens til at sprede sig lidt imellem “jeg hørte den her historie fra min onkels vens far” og lidt halv statistik for at give det en glans af videnskabelighed.

Men hvad nu hvis man kunne måle den slags? Få en videnskabsmand til at tage en test og pege på en graf og sige “dette er en skidt person”. Det er en besnærende tanke – problemet er selvfølgelig, at man ikke ved, hvordan man selv ville blive målt i en sådan test.

Det er udgangspunktet for den islandske “Mærket”. Den foregår i Island i en meget nær fremtid, hvor man har udarbejdet en empatitest – for det, som “de andre” har til fælles, er altid, at de ikke har den nødvendige empati. De er dårlige til at sætte sig i andres sted, og derfor begår de forbrydelser og overgreb. Det lyder da helt rigtigt, ikke – Måske er det denne gang, man virkelig har fundet de andre!

Så let er det selvfølgelig ikke. Desværre.

“Mærket” er en af de der få bøger, der med stor succes anbringer sig FØR dystopien, i det rørte vand, hvor alt det interessante sker. Jeg har altid haft svært ved værker som “1984”, “Fagre nye verden” og lignende, fordi jeg har svært ved at følge udviklingen fra nu til da uden at blive lidt karikeret. På den måde føles de mere som metaforer end konkrete verdener for mig. Men “Mærket” placerer sig lig der midtimellem – uden egentlig at sige, om det er en dystopi, der ligger på den anden side.

Empatitesten er blevet udarbejdet, og nogle steder er begyndt at bruge den; f.eks. er der banker, som kun vil låne til én, hvis man har taget (og bestået) testen. Der er steder, hvor man kun kan handle ind, hvis – og så videre og så videre. Nu står Island overfor en folkeafstemning, om testen skal indføres som national værktøj, og alle skal tage den. Det er selvfølgelig for at hjælpe folk – altså de andre.

Frída Ísbergs bog er en til tider lidt luftig fortælling, der følger både fortalere og modstandere og viser nogle af konsekvenserne. Men det er også en bog, der føles uhyggeligt realistisk og sand på sin helt egen måde. Det er noget, der kunne ske, tænker man – velvidende, at der allerede nu garanteret sidder adskillige startups og arbejder på den digitale udgave af frenologi.

“Mærket” er Ísbergs romandebut, hvilket gjorde mig lidt trist – indtil jeg opdagede “roman”-delen af det faktum. Der findes også en novellesamling ved navn “Kløe”, som trods et mere socialrealistisk sigte godt kunne være interessant at læse.

Gyldendal, 2023. Oversætter: Kim Lembek.

“Mærket” ser ud til allerede at være oversat til en del forskellige sprog.