Hej Øl & Ævl

Nu om dage er der næsten noget elitært over at være lejer eller have andelsbolig – selvom det edderhyleme’ heller ikke er billigt: – 7000,- kr. månedligt for en kollegielejlighed på 30 kvdmt. 275.000,- kr. for at købe en andelslejlighed (i gamle dage var det 3 måneders husleje). På den anden side er det sgisme’ heller ikke billigt at købe ejer-bolig. Men endnu værre er det, at hvis man så skal have lavet noget, så ved håndværkerne godt hvad de vil ha’! Og det veksler lidt, om det er med rette – til tider “ja”, til tider “absolut NEJ!”
Så man er nødt til, at genopfinde sig selv som håndværker, selvom man måske troede man intellektuelt skulle svæve akademisk over vandene.
Men jeg vil da indrømme, at jeg – processu tempori – er begyndt at føle en smule stolthed over, hvad undertegnede og Madame har udrettet, hér på matriklen – med egne hænder … samt kendskab til nærliggende byggemarkeders spidsfindigheder og materialer. Det var ikke en viden vi søgte, men nu har vi den. Og den viden og de evner afføder altså respekt fra såvel håndværkere som mere selvbestaltede “handy-mænd” og gør-det-selv-freaks.
Og tro det eller lad være: – dette (og navnlig bemærkningen om at “genopfinde” sig selv) leder direkte til “Richard III”.
Historiske kilder vil vide, at Richard var lidt skæv i den ene skulder, men iøvrigt ikke havde nævneværdige skavanker eller “hændikæps” – eller deform venstrehånd. Så Shakespeares figur er altså et fantasme – men det er iorden, idet vi ikke er kommet for historisk dokumentarisme, men for en dramatisk ekskurs, en fremstilling af en type-godkendt persona.
Jeg har set “Richard III” i 5 forskellige opsætninger: – tre på film, 1 som dukketeater og én som total-teater. De tre filmiske er hhv. den I nævner, med Ian McKellen, den med Laurence Olivier og endelig én fra 2007, der foregår i Hollywood!!! Klassisk, fortolkende, eksploiterende, med andre ord.
Og i vist omfang holder de sig til teksten, hvilket gør det hele lidt kontrapunktisk ifht de to seneste af de nævnte filmudgaver. Men det understreger blot min essentielle opfattelse af stykket – den zebrastribede puddelkerne – nemlig at Shakespeare (guddødemig) hermed introducerer en postmodernist, længe før nogen tænkte på det begreb. Richard den 3. er en opportunistisk postmodernist (med eller uden blue suede shoes).
Richmond er jo nødt til være der, men han er – efter min mening – blot en kedelig “hunk”, der skal stå som symbol for “det gode” (men hvad siger ikke Platon om “det gode” i dialogen “Faidros”?). Så Richmond får “Slet” og Richard får “tg+”. Og for hele dramaet: 8/10

Tak for et fornøjeligt lyt. Vi høres ved 🙂

hilsen Henning