Så skete det, efter 18 år og 64 bøger, slutter den mest testosteronfyldte science fiction serie nogensinde. Horus Heresy serien fra Games Workshop. Det er en bogserie i deres Warhammer 40.000 univers. Den foregår i universets baggrund, 10.000 år før spillets ‘nutid’. Det er den, som mange af universets konflikter stammer fra. (Ikke at der egentligt er behov for de store begrundelser når ens plastik rumdukker skal bekrige de andres plastik rumdukker. De var der på den anden side af bordet – så skal de dæleme også skydes bigtime)

Hvad handler serien så om? Well, 30.000 år ude i fremtiden, efter civilisationens forfald, beslutter et udødeligt overmenneske at han er den rette til at lede verden. Og den bedste måde at gøre det på, er at bruge sine enorme psykiske evner og massive intellekt til at skabe 20 overmenneskelige generaler. De skal så passende lede hans genmodificerede hære til at erobre jorden og derefter hele galaksen. Ulykkeligvis er de mystiske kaos guder i paraleluniverset ikke enig i at det er en god ide. De bruger deres nederdrægtige magiske evner til at sende de 20 overmenneskelige superkrigere gennem galaksen, så de ikke kunne hjælpe deres skaber.

Kejseren, som skaberen kalder sig selv, beslutter sig for selv at lede sine spacemarines og erobre galaksen. Men efter noget tid finder kejseren sine supergeneraler og sætter dem til at klare resten af galaksen. I mellemtiden skal han lige ordne noget derhjemme på jorden.

Det gør chefen for Kejserens hære og den kløgtigste af de 20 superkrigere Horus, rigtigt vred. “Hvorfor har du forladt mig, SpaceDad!” Og efter en masse shenanigens og halløj begår han oprør mod sin skaber. Deraf navnet Horus Heresy.

Det er en bogserie der er bygget over et spilunivers. Det er ikke stor litteratur, men det er (mostly) udmærket. God tjubang, overnaturligt stærke genetiske superkrigere i power armor, der går rundt og giver den gas. Det er Space Marinerne, Warhammer 40.000s poster child.
Det minder meget om Illiaden i fortælleformen. Der er en masse helte og hovedpersoner der går rundt, og så er der rigtigt, rigtigt mange spydbærer.

En stor del af bøgerne går med detaljerede slagscener. Fordi space marinernes primære skydevåben hedder en Bolter, kaldes de gerne for ’bolter-porno’.
I fremtiden går man ikke meget op i artilleri, logistik og langsigtede strategiske planer. For det meste handler space marinernes planer om at løbe ind i fjendens linjer, skydende vildt omkring sig med bolterne, og når de kommer helt tæt på, så trækker de deres kædesavssværd. Den slags giver fed action, men kedelige romanfigurer.

Heldigvis er forfatterne ret snedige, og har fyldt marinernes skibe med kunstnere, journalister og poeter. De skal følge med og rapportere og nedfælde deres bedrifter. De er gode point of view karakterer, som vi kan forstå det her sære univers igennem.

Før de skrev serien, var der nogle få nøgle begivenheder som var kendt i spillets baggrundsmaterialet. Der er måske en 6-8 stykker forskellige slag ude i galaksen, og så stormen på kejserens palads her på jorden. Så hvorfor har det taget så mange bøger at få det skrevet?

Det er fordi, der er så mange space marine regimenter. 9 loyale, 9 oprørs. Hvert regiment skal have en række bøger så man kan følge deres bedrifter ude i galaksen. Som warhammer spiller – så er det sjovere at læse de bøger som handler om de regimenter og fraktioner man selv samler på – og det kan Games Workshop godt forstå. Så derfor bliver alle fraktionerne serviceret med bøger. Flest dog til spacemarinerne.

54 bøger i hoved serien, der følger optakten til oprøret, og hele oprøret frem til stormen på Solsystemet hvor Kejseren holder til. De er ikke udgivet i kronologisk rækkefølge, men der er folk på nettet der har lavet skemaer til at forklare alting.

De første tre bøger der forklarer optakten til, og begyndelsen på oprøret er ret gode. De forklarer settingen godt, de er spændende og interessante. Plottet og intringen er cool og vellavet – og som en ekstra bonus fungerer karaktererne ganske udmærket. Det er ikke altid nødvendigvis en selvfølge i spillitteratur.

Så kommer der rigtigt, rigtigt mange bøger der forklarer hvad dette eller hint space marine regiment eller tank regiment gjorde i den og den situation. Her kan man nøjes med at læse om de fraktioner man synes er interessante, det er ikke alle bøgerne der er main-plot relevante. Der er også en god håndfuld novellesamlinger i blandt. En ti-femten stykker.
Nogle er spændende, en håndfuld er virkeligt ringe, nogle er okay‘ish men hovedparten er ganske fine.

Efter 54 bøger når skurkene frem til solsystemet og så begynder nedtællingen til slutningen.Da de skulle skrive den sidste del, angrebet på Jorden, lavede de en særlig spinoff serie: Siege of Terra. 8 bøger til at samle alle trådene fra hovedserien og komme med en fed afslutning på det hele. Det viste sig at være lidt tricky, så den 8. bog blev til en tredelt affære. Det er også en blandet landhandel, mostly okay, en enkelt eller to mindre gode.

Og så slutningen, hvad med den?
The End and the Death 1-3 er ikke helt vellykket. Den er dog heller ikke forfærdelig. Men den tager bare så frygtelig lang tid om al ting. Fordi der er så mange karakterer og tråde, så er der mange af de samme ting der sker for karaktererne. Rumtiden går i opløsning, fordi Kaos guderne blander deres univers ind i vores. Det er jo spændende nok, men når 4 forskellige karakterer alle sammen skal opleve at geografien ikke passer eller tiden er gået i stykker – så bliver det lidt langhåret.
Der er også en plotlinje der føles helt og aldeles uinteressant. Vi følger en nederdrægtig biolog og forsker som vil lave en virus mod spacemarinerne. Vi ved ikke bliver til noget, fordi den ikke er blevet brugt i settingens ’nutid‘. Og alligevel følger vi ham utroligt meget. Han bliver fanget, slipper løs, bygger vira krigsvåben, slipper væk, bliver fanget igen og endelig myrdet (troede vi – men det var bare lyv!). Det viste sig at meget af den plotlinje smider bolde op til forfatterens andre bøger i warhammer settingen, men da de foregår 10000 år længere fremme, så føles det virkeligt meget som content uden konsekvens og primært bare fyld.

Alt i alt synes jeg det var en okay afslutning, men burde have været skrevet meget mere stramt. Mere er ikke nødvendigvis bedre. Bill Shakespeare siger at “brevity is the soul of wit” og den sætning burde man nok have taget til sig.

Endelig bedømmelse: Serien som helhed får 4 ud af 5 bolterrifler. Starten får 5 stykker. Afslutningen 3.