Med nogen frygt for, at jeg kan komme til at “oute” visse nulevende personer, som værende i en eller anden relation til mig, vil jeg alligevel “trække i arbejdstøjet og gribe om nældens rod”, som én eller anden statsminister i det daværende Dronningerige vist udtrykte det – iført habit, slips og laksko – i det forrige årtusinde.

Men intentionen er en anden, og mon ikke de navngivne personer kan bære over med, at en årelang undren giver sig udslag i dette bittelille essay, der sandelig ikke “trækker deres navn (!) gennem sølet”, idet jeg absolut ikke har tænkt mig at være udleverende eller pågående. Blot registrerende.

For adskillige år siden havde salig Dan Turèll en klumme i dagbladet Politiken, der hed “I Byen”. Én af disse var betitlet “Hyrligt Humsk”, og i den tillod Onkel Danny sig en undren over, at ordene “uhyrligt” og “uhumsk” ikke var antonymer eller negationer. Og han (Superdan) kontemplerede, at i en verden hvor de to ord stod i samme kategori som “u-muligt”, “u-vedkommende”, “u-kritisk”, da kunne man forestille sig, at noget kunne beskrives som “hyrligt humsk” …. – hvilket nærmest kan betragtes som en pendant til “enormt hyggeligt”.

Det er ret sikkert, at jeg ikke har været mange somre gammel, da jeg første gang hørte udtrykket: “Det skal man ikke kimse af!” Og når jeg skriver “somre”, så er det fordi jeg tydeligt husker det sagt i mine forældres kolonihavehus – som blev solgt i 1970.

Det interessante er, at jeg egentlig – helt umiddelbart – forstod betydningen: – noget man ikke skal se ned på, ikke ringeagte, anskue som havende uindskrænket validitet. Men som årene går, bliver “man” jo nysgerrig, og jeg kunne ikke få det til at falde i hak, at der var noget der hed “Kim-bøgerne”, så hvad var der med den dér kobling mellem “Kim” og “kimse”? Kan man kimse af Kim-bøger? Eller kimser man bare, når man læser dem?

Men hvad så hvis man læser:

“Janner” man så? Eller hvad med:

Kan man “Femme” (og ikke et ord om kønsidentifikationer eller plural seksualitet) ?

Mange Herrens år senere, hvor behovet for at rydde op i egen rodebunke, og foretage én eller anden form for mentalhygiejnisk hovedrengøring, bliver spørgsmålet prægnant. “Hvad fanden er det at “kimse”?” Og med højre hånds pege- tommelfinger trykker jeg mig ind på ODS, og kan konstatere at ordet “kimse” kommer af norsk, samt at det betyder “slå med nakken”, “vende ryggen til”, “give udtryk for nedladenhed”. Og filologisk kommes der så ikke dybere – men det må jo stamme et sted fra, og have en “egenbetydning”. På tyrkisk betyder “kimse” “ingen”, på samme måde som det græske(?) “Nemo” – men hér er vi ude i noget, jeg ikke tror jeg skal befatte mig med – fordi jeg kommer til at give udtryk for min egen uvidenhed. Og der skulle vi nødig hen, velda’!

Men hvad så med navnet? Hvad med “Kim”?

Der findes et pragtfuldt “site”, der hedder “Behind the name”, hvor man kan gøre sig bekendt med navnes oprindelse, betydning, udbredelse, brug, mv. etc. & der viser sig, at “Kim”, på engelsk, anses for en abbreviation af “Kimberley” eller “Kimball”. Det sidste løftet fra Kiplings roman “Kim”. Men eftersom hverken Kiplings roman eller Kim-bøgernes udbredelse kan godtgøre navnets popularitet, så er det næppe en oplysning der fremmer sagens opklaring. Dog kan det lige indskydes at “Kim” er et vietnamesisk PIGE-navn, der betyder “guld” eller “gylden”, og på hmong (et sydasiatisk sprog) betyder det “dyrt” (expensive).

Der vil sikkert være mange læsere af dette indlæg, der undrer sig produktivt over, hvor jeg egentlig vil hen med al det hér. Og det forstår jeg godt. Men jeg må lige bede om et par linjers henstand, idet et forhold af væsentlig – omend personlig – betydning gør sig gældende.

Se! Jeg flyttede fra København til Sydfyn i år 2000. I hele min opvækst og voksne tilværelse i hovedstaden, stødte jeg sjældent på personer, der hed “Kim”. Yderst sjældent! Men da jeg flyttede til Fyn:

Lederen i den daginstitution, jeg blev ansat i, hed Kim

Medhjælperen hed Kim

Den anden medhjælpers søn hed Kim

Købmanden hed Kim

Elektrikeren hed Kim

Min kørerlærer hed Kim

Ejendomsmægleren hed Kim

Skorstensfejeren hed Kim

Chefen på genbrugspladsen hed Kim

Naboens søn hed Kim

Endda lå der en fiskerbåd i havnen der hed “Kim”, og nede på en bivej bor der en hund, der hedder Kim.

Nogle af alle disse må dog vide, hvad det er at “kimse”. Personligt kommer jeg det næppe nærmere.