Der findes et begreb, der hedder “AGA-saga”, hvilket drejer sig om (primært) engelske tv-serier, der handler om Hjemmets Arne (ikke at forveksle med “Tågernes Kaj”), i tiden omkring og efter 2. Verdenskrig. Eksempler kunne være “Familien Ashton”, “Upstairs, Downstairs” – eller danske “Matador”. Og betegnelsen drejer sig (selvfølgelig) om dette stykke isenkram – en AGA:

Engelske Ian McDonald har skrevet en “chaga-saga”, der handler om en “invasion” af nanomaskiner og fuellerines (netformede kulstofrør), fra det ydre rum – somewhere in Africa. Muligvis inspireret af chaga-svampen:

Det var vist for 10-15 år siden, at Stig W. Jørgensen, på sin nu nedlagte blog “Ekkorummet”, var inde omkring “science fiction musik”. Og adskillelsen mellem “musik til science fiction” og decideret “science fiction musik” bliver nok lidt mudret, når man inddrager Martinsons “Aniara” og musicscoret til “”2001”, “Zardoz” og “Rollerball”. “Hvad er tingen i sig selv?” som Marcus Aurelius spørger i sine “Selvbetragtninger”. Og “An der schöne blaue Donau” eller Bachs fuga i d-mol, er jo sådan set ikke “tænkt ind i” et science fiction-regi. Og selvom musikken til “Aniara” er “tænkt ind i” en science fiction-fortælling, er den ikke (i sig selv!) science fiction, omend dragende og – nåja – “uafrystelig”. Hvilket gør, at jeg af samme grund vel nok er imponeret af “The astral pirates”

– men det hare mere med Kaluta, end med White at gøre. Glimrende musik – ingen tvivl om det! Men SF? Aldeles ikke.

Sig tiden nærmer, hvor jeg er ved at blive et godt gammeldags reaktionært røvhul. Og det må jeg så arbejde med. Men i min bevidsthed, her på kanten af debil cement, vil jeg påstå at gælder det egentlig “science fiction-musik”, så må man til 1970’ernes og ´80ernes “symfoniske rock”. Hvilket leder mig til at pege på ikoner som Electric Light Orchestra, Jean Michelle Jarres “Oxygen” og

Det canadiske band “SAGA” blev dannet i 1977, og har egentlig eksisteret lige siden. On&Off, som man siger – og med udskiftninger i stampersonellet. Men alligevel: – 45 år; meget tæt på Rolling Stones, dér!

Til hver en tid vil jeg være kritisk overfor et koncept, hvor DEN HELE FORTÆLLING er spredt ud på et antal bøger eller antologier – og man ihukommer forlaget Tellerups forkærlighed for at splitte Brian Aldiss’ “Heliconia” op i syv bøger og lignende unoder. Derfor var det måske også lige smart nok, at SAGA “distribuerede” The Chapters over 6 LP’er. Dog skal det nævnes, at bandet siden udgav en samlet “The Chapters”, med samt pamflet til forståelsens fremme.

Og hér er det så, at jeg er fræk nok til at copypaste et Wikipedia-citat:

The story was inspired by the Cold War, and the preservation of Albert Einstein‘s brain, which was kept by Thomas S. Harvey, M.D. There are also science fiction themes, such as aliens being concerned with humanity’s self-destruction, and the resurrection of the dead through technology.

Det var næppe Einstein jeg tænkte på, første gang jeg hørte “Don’t be late” men det var klart for mig, at hér var en fortælling, en tekst, der handlede om et eller andet med kyborger og udenjordisk tilstedeværelse og nødvendigheden af en udveksling. Og så faldt jeg selvfølgelig for tricket og købte flere LP’er, og forsiderne var jo også formidable

Nu hænger jeg ikke min hat – min argumentation – på det forhold, at SAGA inkorporerede “Chapters” i deres udgivelser. For var det bare det, så …

Men der er faktisk spækket med science fiction-fortællinger på snart sagt alle af bandets udgivne LPer, CDer eller hvad fanden det nu kunne være: – robotter, tidsrejser, udenjordiske, fjerne fremtider, fortidens gåder. Og der er meget lidt “smerte/hjerte” og “hvordan kan du forlade mig/når jeg nu savner dig”. Og det – i sig selv – er sådan set meget befriende.

Nåja! Det hele strander jeg nok på om man kan lide det symfoniske. Og måske er det sådan at der også findes “science fiction-musik” inden for jazz og folk … det ved jeg bare ikke noget om. Så det hér må betragtes som et mere eller mindre kvalificeret bud. Men prøv det alligevel 🙂