Dér var den!

Han behøvede hverken tælle ben eller øjne. Selve mønsteret, designet, formen, passede alt for perfekt med en lille støbeske, dybt i hans sind. Et mønster der støbte kuldegysninger og paniske flugtplaner – og søgen efter noget stort og tungt, han kunne slå med …. – Men bagefter? Bagefter måtte han jo have fjernet kadaveret, og hvad nu hvis den alligevel ikke var død, smadret, tilintetgjort? Eller hvad hvis den var smadret? Det var alligevel en edderkop – bare knust – og han ville vide det var en edderkop, og han ville ikke kunne feje den op, ja, han ville dårlig nok kunne røre ved den kost eller den avis, han havde brugt. I panisk rædsel ville han smide “våbnet” fra sig og gå et andet sted hen. Flygte. Løbe.

Men nu var det nat. Det var ud på de små timer. Og i dagtimerne ville han have spurgt sin hustru, om ikke hun kunne fjerne edderkoppen. Hvilket hun oftest gjorde ved hjælp af en tændstikæske af passende størrelse. Men nu var det nat … og han var lammet af kulde i maven og fanget i et loop af “se på den/nej, se væk/hold øje med den/nej, flygt!”

Han var ikke bange for edderkopper. Egentlig var han både fascineret og vældig interesseret i edderkopper, netop fordi de var så sært anderledes – så grufuldt anderledes – end alle mulige andre dyr, bortset fra at spindlere bare er mærkelige. Fordi deres udviklingshistorie var ganske unik. Fordi deres livsmåder var så uendeligt differentierede. Fordi deres grundform, deres morfologi, var tilstrækkelig plastisk til at de kunne indtage de særeste ledige pladser i livets amfiteater. Og fordi de åbenbart kunne indgyde ubegrundet angst: – ubegrundet, fordi den edderkop, der fængslede hans blik netop nu, næppe havde en diameter – ben iberegnet – på meget over en femkrones. Og angsten lammede ham, mens edderkoppen blev større for hans blik –

Edderkoppen løftede et forben og lod det bevæge sig hid og did, som om den vejrede hans udladninger af sved i klamme håndflader – som om den lugtede ham. Og pludselig vendte den omkring og kravlede op ad væggen, fandt et lille bitte hul hvor loftet mødte væggen og forsvandt fra hans blik. Men han vidste den var der – knap fire meter fra hans seng. Midt i mørket. Og det var nat –

Han var ikke “bange for edderkopper”. Enhver rationel tanke, enhver intellektuel overvejelse – alt hvad han vidste om edderkopper, ville i enhver given situation fortælle hans bevidste “jeg”, at edderkopper er skrøbelige og kun i de færreste tilfælde egentligt farlige. Og selv i de tilfælde, ville det være nemt at aflive dem. Han var IKKE bange for edderkopper! Men han led af araknofobi – “ubegrundet angst for edderkopper”. Og dét i en sådan grad at kuren mod det kunne få alle hans sanser til at gå i alarmberedskab. For kuren var det samme som “lidelsen”.

Nu, da han vidste at edderkoppen var kravlet ind i et hul, knap fire meter fra hans seng, besluttede han at tage sit sengetøj og gå ind i stuen, hvor han kunne sove på sofaen. Hvis han blev i sin egen seng, ville hele hans synsfelt, under de lukkede øjne, være besat af et krybende, kravlende mønster af edderkoppeformer i alle afskygninger: – lodne, nøgne, langbenede, kortlemmede, øjenklaser, palper og pulserende bladlunger. Han måtte fjerne sig; han måtte lave en demarkationslinje – og så måtte han se, hvad der skulle ske, hvad der kunne gøres, når hans kone vågnede.

Dér var den! På væggen! Lige over sofaen! Inde i stuen!

I gamle dage, helt tilbage i hans barndom, var han nærmest på jagt efter edderkopper. Jo større des bedre. Og han opsøgte kældre og huler og grotter for at se nogle varianter, han ikke tidligere var stødt på. Store rustrøde jagtedderkopper, der gemte sig under rododendronen; brune hjulspindere mellem birketræerne; sorte, langbenede fældefodsedderkopper, der gemte sig under et låg i krybekælderens jordbund. Og til tider var en jagtedderkop kommet i slagsmål med en rovbille i kældergangen, og udfaldet af kampen var næsten et væddemål værd.

Det var ikke edderkoppen, der vandt hver gang. Men nu var den her, igen! På væggen! Over sofaen –

Hvad nu? Hvad nu?

Med kriller i hovedbunden og nærmest stivnede nakkemuskler, snappede han sengetøjet fra sofaen, mens han både ville se op og ikke, for havde den flyttet sig? Havde den flyttet sig … ?

Med sengetøjet i favnen, og tre skridt væk fra sofaen, kiggede han på væggen. Edderkoppen var væk!

Han huskede et digt fra sin skoletid: “Jeg vil hellere bo i en atomreaktor// end flytte på landet og stå ansigt til ansigt// med en edderkop!” Men det var ikke det digt, der havde flyttet ham. Så hvor var den kommet fra, araknofobien? Og hvad gjorde han nu, midt om natten, midt på gulvet, med favnen fuld af sengetøj, eksileret fra både seng og sofa? Fanget af et ottebenet diktatur –

Han kunne sove ude i bilen! Han kunne tage sengetøjet, iføre sig røjserne og rede op på bagsædet i bilen! Hvilket så godt nok næppe ville blive den mest behagelig søvn, men dér ville han være sikker, og så måtte det vente – det dér med edderkoppen.

Et sted i hans lammede sind vidste han godt, at det med at sove ikke var nogen naturnødvendighed. Han ville sandsynligvis kunne klare morgendagens opgaver, uden problemer. Det vigtige var edderkoppen. Det vigtige var, at komme langt væk fra den –

Det vigtige var –

Hans forældre havde haft en kæmpemæssig villa. Ikke fordi de var stenrige, så langt fra. Men fordi der skulle være plads til mindst to familier, samt en ungkarle- og en teenager-søn. Og da ungkarlesønnen flyttede ud, arvede han kælderlejligheden i forældrenes kæmpemæssige villa. Hvilket var ganske hyggeligt, og meget befriende, med to værelser og eget badeværelse og to gasblus i vaskerummet plus helt egen indgang – med nøgle! Men der var så lige edderkopperne!

Han tog slåbrokken af og lagde den på spisebordet, for han vidste at visse edderkopper var varmesøgende, og han ønskede ikke at edderkoppen skulle søge ind i ærmegabene på slåbrokken. Af samme grund stillede han også hjemmeskoene på bordet, idet han ihukom det gamle mundheld om, at sko på bordet varsler skænderi i familien. Og hvorfor så det? havde han spurgt sig selv. – Jo! fordi skoene står på bordet!

Dernæst iførte han sig trøje og bukser og røjsere, greb sengetøjet og åbnede køkkendøren ud til garagen.

Dér var den. Lige midt på dørtrinnet. Og tiden stivnede.

En aften lå han og læste i sengen, nede i kælderlejligheden, lige inden han skulle sove. Og i natlampens skær konstaterede hans øjenkrog en bevægelse nede under radiatoren. En jættestor edderkop krabbede sig møjsommeligt men sikkert langs gulvtæppekanten, ind under hovedenden af hans seng, og han lå netop og læste at araknofobi muligvis kunne forklares med, at vandabe-hunner godt kunne have det lidt svært med krabber, der nappede i måsen og andre ædle undervognsdele. Men det var ikke det! Det var størrelsen på den krabat, der nu forsvandt ud af syne – under hans seng. Og på siderne af sengen var der en væg, og under sengen var der et tæppe, og over dét var der sengebunden, og ved siden af dén var der sengekanten … – og det var en meget stor edderkop! Han slukkede lyset og krøb ned under dynen.

På dørtrinnet! I lyset fra køkkenlampen var den mindre, end da den sad på væggen i soveværelset. Men i hans bevidsthed var den vokset i takt med, at han havde “stået ansigt til ansigt” med den, nu for tredje gang. Og selvom den virkede lille og skrøbelig forekom den ham modbydelig, også selvom et sted inde i ham selv fik den samtidige den tanke, at den måske også prøvede at flygte fra ham i panisk rædsel. Søgte den også en udvej af dette forfærdelige møde?

Dybt begravet under dynen i kælderlejligheden, faldt han i søvn. Men en mærkelig forudanelse vækkede ham igen, ud på de små timer. Og i det fuldmåneskær, der stod ind gennem de materede vinduer så han, at den store edderkop havde lagt sig til rette på dynens kant, lige dér hvor hans varme ånde ville ramme den. Hele dens krop var foldet sammen og var som et et mejse æg, men da han bevægede sig kom den til live i et spjæt, og seks kulsorte øjne, fulde af tomhed, gloede ondt på ham.

Natten tilbragte han i badeværelset …

Han lod køkkendøren til bryggerset, og siden til garagen, stå åben, mens han – med sengetøjet i favnen – gik baglæns ind i soveværelset, blikket stift rettet mod edderkoppen på dørtrinnet, fuldstændig overbevist om at den ville følge efter ham, kravle opad dørkarmen og ud på køkkenvæggene, og derefter springe på ham (der findes spring-edderkopper). Han var fanget, kunne ikke slippe væk, og maveknuden blev hård og nakken blev stiv og han ville væk – væk …

Edderkoppen løftede det ene forben, drejede sig, som ville den kigge sig tilbage.

Og så forsvandt den ud i bryggerset.

Næste morgen sagde hans hustru:

-Du ku’ da bare ha’ vækket mig, fjols! Jeg vækker sgudda dig, når det er tordenvejr!