Lidt sent – men dog kun en måneds tid – gik det op for mig, at jeg måske nok burde skrive noget høfligt i denne anledning. På den anden side er “stiftelsesdatoen” 9. juni 1974 vistnok også udtryk for en slags parlamentarisk demokrati – eller en diktatorisk beslutning. Der står “9. juni” på et dokument fra ’74; altså regner vi det fra den dag – og så ikke mere vrøvl. Science Fiction Cirklen fylder 50 år i HELE 2024. Færdig. Dixi. Basta & Capisce –

Palle Lauring udtalte engang, at Danmark er et foreningsland: – såsnart to mennesker møder hinanden på et gadehjørne, og er blevet enige om noget, så danner de en forening. Sidenhen blev han lidt mere spids, og udtalte at “Danmark er en brugsforening”, hvilket ikke var helt pænt ment, og muligvis kun kan forstås i en temporal kontekst (sidst i tresserne … i forrige århundrede).

Jubilaren har “selv” udgivet et festskrift: “Fantastiske Fans, science fiction cirklen 1974-2024 (eget forlag)”.

Heri gives plads til, at en – reverenter talt – røvfuld af deltagere på den halvtredsårige rejse, fortæller om deres vej til SFC … eller til science fiction generelt. Nogle har været med på hele turen, andre stod af for år tilbage, og andre igen har “hæklet”. Hvilket i for sig er uinteressant. Jeg har selv været et “århusiansk blinklys” (undskyld Aarhus!): ” – Virker! Virker ikke! Virker! Virker ikke …”

Mere interessant er det, at fortællingerne i Festskriftet, om de enkelte bidragsyderes vej til science fiction, er så enslydende og så genkendelige. Også min egen fortælling ville indeholde ord og navne som “det lokale bibliotek”, “Proxima”, “Suhmsgade”, “Politikens Boghandel”, “Niels Dalgaard”, “Fantask”, “Novum” og “Huset i Magstræde”. Og jeg husker at nogle af disse ord, gav anledning til hidsigheder om, at SFC måtte betragtes som et “københavnerfænomen” – id est: hvem tror de, de er? Hvilket forekommer mig, at være en yderst “provinsiel betragtning”, eftersom Kongeriget (som det nu er, igen) jo ikkun består af små 6 millioner mennesker, hvoraf en tredjedel bor i – godt gættet! – Københavnsområdet! Og det er også dér der er flest boghandlere, flest biblioteker, flest mødelokaler, konferencecentre, klubber, foreninger og – nåja! – udskænkningssteder. Med andre ord: – langt fra “Ibens” kuldslåede “Ølstykke i November”, Carsten Valentin Jørgensens triste “Bjerringbro-by-Night” eller Bodil Steens naive “Hele Vardes Vilde Liv”.

Men for at vende tilbage til min egen fortælling, så indeholder den også ord som “oversætter” (1 gang – desværre kun én gang, udover en helt egne), “korrekturlæser”, “kritiker”, “forfatter” og “skribent”. Det sidste fordi jeg var så knippelheldig, at blive optaget som skribent på – beklageligvis – hedengangne “ESSEF” … og fordi jeg, i nærmest manisk grad (måske et udslag af et uforskammet behov for selvpromovering) har svært ved at holde gulerødderne væk fra kommentarfeltet på diverse blogs og ‘casts vedrørende de fantastiske genrer. Og senest har jeg også fået en plads i det åbne – meget åbne – kontorlandskab, hér, på Superkultur – inviteret direkte af Janus Andersen, som tidligere har bestyret “Novum” mm. Ringen er sluttet – eller ihvertfald er forbindelsen etableret.

Og nu vi er ved “fantastiske genrer”: Der var de dér to måger, i de dér reklamer for “bådfirmaet” Scanlines, Kaj og Bøje, hvoraf den ene startede med udmeldingen: ” – Jeg er træt til døde …” Og sådan har jeg det også, hver gang nogen tillader/formaster/vover sig til udtalelser om at “science fiction er en død sild”. Og nogle går derfor længere, og mener at SFC bør nedlægges, fordi – ja! – science fiction er død.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor man graver den slags vrøvl op. Men jeg vil påpege, at der ligger en helt speciel tænkning bag, nemlig ideen om at det er selve ideen der ikke ikke lader sig definere eller identificere og derfor ikke har nogen gang på jord. Interessant nok er argumentet hentet direkte ud af den idealistiske tænkning (i filosofiske/platoniske forstand) – ikke af den materialistiske (i den dialektiske/engels’ske forstand). Qué será, será! om man så må sige! Eller på terrængående dansk: – hvis det findes, så er det for faen vel ikke dødt! Og det findes –

Men jeg havde en animeret diskussion med Martin Wangsgaard Jürgensen – bestyrer af den desværre noget dvaleliggende blog “Fra Sortsand” – om netop genre-begrebet.

Martin forholdt sig til, at det var temmelig uinteressant at diskutere genrer, mens jeg mente at det ganske rigtigt kunne være ligemeget i en given læsning af et givent værk, men at det i akademisk forstand havde sin berettigelse, at tale om “genrer”. Og det mener jeg stadig, selvom jeg lige vil “tournere” min tidligere stålsathed á la “”Star Wars” er IKKE science fiction” + “Margaret Atwood bestemmer IKKE, hvad for en genre hun skriver i”! For jeg læste nemlig en artikel af Niels Dalgaard, hvor han argumenterer for, at fremfor at påstå at dette eller hint værk “tilhører” genren science fiction, kan man i stedet betragte det således, at en given tekste “deltager” i en genre. Og således kan en hvilken som helst roman, novelle eller historie “deltage” i flere genrer, samtidig. Hvilket forekommer mig at være en sund tankegang. “Genrer” er en “superstructure” og ikke “das ding an sich” (for nu at være akademisk -hej Niels! Hej Martin! 😀 )

At der så på både læreruddannelsen som på SDUs Danskstudie opereres med en anden form for “genre-betegnelse” er, for dette indlæg, blæsende ligegyldigt. Blot bør man være opmærksom på, at der menes noget forskelligt, afhængig af kontekst: – man kan ikke sige “space opera” og “autofiktion” uden at få klaps.

I Jubilarens (eget) Festskrift nævnes tillige, at der har været kritiske røster fremme i forhold til bogudgivelser: – Er SFC i det hele taget en forening? Er det ikke nærmere et forlag?

Personligt kan jeg ikke få øje på “konfliktens substans”. Udelukker det ene det andet? Og taget i betragtning, at SFCs formålsparagraf Numero Uno er: – At udbrede kendskabet til science fiction! Jammen, hjerte, hvad begærer du? Var det bedre med et filmselskab? Godt! Har du pengene? Eller strip-tease på stranden? Banko og andespil i Vejstrup Forsamlingshus? Til hvilken nytte eller ende? For selvfølgelig ligger det lige til højre fod, at en forening med den formålsparagraf begiver sig ud i forlagsvirksomhed. Og om ikke økonomisk så ihvertfald eksponerende har denne gesjæft da sat sit gedigne aftryk … – som en direkte arvtager af såvel Stig Vendelkærs (og Arne Herløv Pedersen) og Bent Irlovs ganske flotte raketter. Men med SFC har vi det helt store interstellare rumskib.

Jeg synes vi skal rejse os op. Gribe om nærmeste bajer – eller kæreste – eller kæledyr, og i fællig udbringe et halvtredsfoldigt “LEVE!” for en forening der virkelig har noget på hjerte!

Hip Hip –