Superkultur-podcasten præsenterer: De levendes larm, del 1 — Cthulhu Fluxx
En aparte spilseance i tre dele, inklusive mellemspil
Hvori vi spiller Cthulhu Fluxx, et spil hvor man løbende sætter nye regler i spil — her altså med et Lovecraft-twist.
De levendes larm er resultatet af en hyggedag i forsommeren, hvor Anna, Janus og Allan satte sig sammen for at spille nogle passende forskruede selskabsspil — og selvfølgelig indspillede det hele til Superkultens masochistiske ørenlyd og -lyst. Fordi I fortjener det, og fordi det åbenbart er sådan, tosserne omgås efterhånden! Dette er det første af fire specialafsnit.
Musikken, vi har brugt til dette afsnit er Felix Blume — Barrel Organ playing ‚cien años‛ in a market in Mexico City og Dee Yan-Key — Finis Comoedia.
Cthulhu Fluxx, logo og illustration er © Looney Labs.
5 kommentarer
Hurra! Superkultur-podcasten er tilbage!
Ha ha, lad os se om I stadig jubler efter fire afsnit af det her nonsens!
Hej Superchtulhutister
Gad vide hvad Mr. Green ville sige til betting på et kortspil man kun kan høre. Nå! Spøg til H4. For (men?) i virkeligheden er det vel kun Lin Carter og eventuelt S.T. Joshi, der mener at der er en fastlagt Chtulhu-Mythos. Ihvertfald ikke Lovecraft. Han skriver – vistnok i et brev til August Derleth at ‟ – I have my Poe-pieces, and I have my Dunsany-pieces. But where are my own pieces?‟
Derfor er det måske også ret og rimeligt at hele molevitten er syltet sammen i det pære vrøvl, således som jeg (utroligt nok) har forstået det pågældende kortenspiels præmisser, regler og (hrm!) progression.
Men jeg har luret jer, har jeg: – det hele drejer sig om at lytteren skal hygge sig over, hvor meget i hygger jer.
Og det har jeg så gjort!
Kammerat Henning
Kom til at poste dette som svar til selve indlægget i stedet for din kommentar. Det er nu rettet:
Ikke forstået! Sikkert noget teknisk! Men tak for svaret, og som sagt