Som figuren “Alf Velling”, der blandt andet læser op af telefonbogen (jo, der var sådan én, dengang det var da), nævner Tommy Kenter – i skikkelse af Velling – at han “lige dér går kontra Eddy”, vistnok ifht noget med, hvordan man skruer et show sammen.

Nu vil jeg så “gå kontra migselv”.

Dengang far var dreng, og Ruder Konge var Knægt, var jeg dybt fascineret af alt hvad der var “mystisk”. Spøgelser, vampyrer, UFOer, pyramider, mumier, stenalderen, dinosaurer, katastrofer og skibsforlis, og på biblioteket lånte jeg ofte ovenstående “værk”. Og af mere nostalgiske årsager købte jeg det, antikvarisk, og måtte forbløffes. Også over prisen: – en flad tyver.

Der er skam made, made ind-og-resante ting i den bog: – “Findes den Afskyelige Snemand?”; “Hvad er hypnose?”; “Kan man leve evigt?”; “Hvad ved vi om Den Flyvende Hollænder?” “Findes der Flyvende Tallerkener” (den sidste med nogle velvoksne henvisninger til Däniken og Shaver). Og som – what? – “tween” åd jeg det hele råt, mens jeg som mere velovervejet “post-stud.” og “cand. petergok” skruede op for den berettigede tvivl (unwilling suspense of disbelief). Der var – f.eks. – en mystificering af “Hvem var kelterne?” C’mon! Selv i 1971 vidste man udmærket, hvem kelterne var. Stridspunktet var: – havde kelterne været i Danmark? Var danskerne keltere? Kimbrertoget, Gundestrupkedlen, Himmerland (Kimberland). Men man ville hellere kolportere dette billede:

– hvilket måske skyldes, at man ikke ønsker at være på tabernes side. Og for dem, der kunne tænke sig, at læse noget om en moderne verden i “keltisk regi”, læs Poul Andersons “Delenda Est”.

Og så var der et kapitel om “Hvor lå guldlandet Punt?” – og lige den problematik vil jeg vende tilbage til i et fremtidigt indlæg, der kommer til at dreje sig om Bierce, Burroughs og Farmer. Det kommer vi til også selvom spørgsmålet er åndssvagt for igen vidste man – også i ’71 – udmærket hvor Punt lå.

I al denne redelige uredelighed, i pågældende bog, var der dog et billede – fotografi – der, som svensken siger, “forbryllade mig”:

I “Verdens store Mysterier” var dette billede brugt i en kort notits med headeren “findes der antityngdekraft?”

I mystikkens allertidligste ungdomsår var jeg yderst tilbøjelig til, at mene at en så grænseoverskridende maler som Salvador Dali, naturligvis havde kontakt til “kræfter” i denne verden, der på hans bud vilde kunde skulde ophæve tyngdekraften. Selvfølgelig – jeg havde jo lige set Uri Geller, ikk’ sandt? Hokus Pokus:

Langt senere fik jeg den idé, at der måtte være tale om at “man” – altså Dali – havde “købt” sig til en tur med NASAs astronautkurser:

(Marvel Avengers – eller noget … )

Senere igen fik jeg den idé, at det var et snapshot der var taget ned i en brønd, således at såvel katte som Dali, lige om et øjeblik ville slå sig noget så gevaldigt mod “bagvæggen” (brøndens bund). Heller ikke en gangbar teori.

Se! Det interessante hér, at jeg hele tiden søger en enten mystisk (okkult) eller højteknologisk (antityngdekraft) forklaring, og så er det i virkeligheden så såre simpelt.

Dette maleri – af Hr. S. Dali (det rimer) – hedder “Leda Atomica”. Og hvis man lige kigger godt efter på “Dali Atomicus” (!), står det på staffeliet til højre. Og hvilken forklaring der er på det, ja, det må man så finde ud af. For det jeg – efter næsten 50 år – har fundet ud af er, at den flyvende Dali, de tre “vægtløse” katte, det svævende staffeli og det bølgende, luftbårne vand, er resultatet af et samarbejde som fotografen Philippe Halsmann havde med Salvador Dali – samt fire assistenter, tre katte (der blev smidt ind i fokus), 8 spande vand, en hoppende kunstmaler og wire-ophængte møblementer af forskellig bestykning.

Verden er forunderlig og mærkelig. Men nogle gange må man godt tænke sig om, sagde jeg til mit yngre selv. Somom det hjælper.