Enden er nær er en udforskning af denne Verden vi lever i, og hvordan vi alle, hver især, formes af den. Vi indtager alle en position i det her puramidespil af smerte, vi kalder kapitalismen.
Kan vi fortsat holde ud at være til i denne Verden, eller bliver vi nødt til at forlade den, inden vi alle går under.
Bogen er også science-fiction. Det er en undergangsroman, for det er kun når vi tænker Verden til ende, at vi kan se den klart.

Således indbyder bagsiden læseren til Jamal Bendahmans roman “Enden er nær”. Eller, hvis man er denne læser: således sætter bagsiden forhindringer i vejen for at gå i kast med bogen. For den fremstår prædikende og selvfed – men lokker dog med dette lille “science-fiction” til sidst.

Bagsiden er fejlslagen helt igennem: “Enden er nær” er hverken prædikende, selvfed eller science fiction – men for fanden, hvor er den godt skrevet.

Vi starter med enden: Amir vågner op på Rigshospitalet og lader til at være Palle alene i verden. Toner af “28 dage senere” og “The Walking Dead”, uden der dog lægges op til drama og action. Dernæst begiver vi os bagud i tiden og bevæger os i cirkler omkring Amir – kapitler præsenterer os for hans bror, ven, far, chef og kæreste.

Hvilket stort set fortsætter frem til slutningen på bogen – med minimale træk af noget, der kan kaldes fantastik. Men det er egentlig lige meget, for Jamal Bendahman kan skrive!

Jeg kan godt undres over, hvorfor jeg som læser skal præsenteres for disse mennesker, og hvor science fiction-elementet bliver af, for det er i bund og grund en socialrealistisk bog, der er tale op, med masser af hug til det danske samfund – men det ændrer ikke ved, at Bendahman fik mig interesseret næsten fra første færd. Han skriver let, flydende og overraskende – og formår at levere en bog, der tydeligvis er hård og har et budskab, men aldrig bliver forelæsende. Den lander lidt samme sted i min hjerne som Theis Ørntofts “Solar” – vrede unge mænds billede af verden gennem en let forvredet linse; blot er “Enden er nær” skarpere og mere lige på for mig.

Men science fiction? Jo, såmænd, på sådan en homøopatisk vis, vel. Velskrevet? Ja, ufortyndet og lige i hovedåren. Jeg er fristet til at kaste mig over Bendahmans debut, “Vidnet”, selv om den er helt uden for min sfære – så på den måde virkede bagsideteksten vel egentlig efter hensigten.