Jeg fik jo så den dér “skraldede” bog – I BEGYNDELSEN VAR SKRIGET – skrevet af Henning Kure. Ja, det var min svigerinde, der spurgte mig “om ikke det var noget?”, for hun havde fundet den i en flyttekasse, der skulle smides ud, og det havde jo noget med vikinger at gøre ” -og så tænkte jeg på dig!” Sagde hun, mens jeg sad under et tæppe, med morderisk ondt i maven, træthed sivende ud af ørerne og øjne der hang nede på knæene. Virkelig en viking, dér!

Og så læste jeg den. Det kunne jeg ligeså godt –

– For jeg kender udmærket til Henning Kure, al den stund at han er ret central i dansktegneseriehistorie, i nyere tid. Ikke mindst som forfatter til “Valhalla”-tegneserien, sammen med Peter Madsen, Hans Rahnke-Nielsen og Søren Håkansson.

Jeg vidste også godt, at han iøvrigt forskede i myter – mytologier – og filologi og havde udgivet artikler om samme. Alligevel blev jeg positivt overrasket. Ret meget! Aldeles ganske! Nærmest henført og bjergtaget.

Se!

Jeg betragter ikke mig selv som specielt ondskabsfuld eller i besiddelse af sadistiske tendenser. Men jeg fryder mig inderligt når nogen brandbomber “de etablerede sandheder”, ikke mindst når det foregår på Den Videnskabelige Arena og koryfæerne får sådan én over lapperne! For alt for ofte får vi smækket sludder og vrøvl direkte i ansigtet, med besked om, at sådan forholder det sig, for det har “videnskaben”, “eksperter”, “vismænd” (hej CEPOS) eller “væsentlige kilder” udlagt som den sandhed, vi haver at forholde os til. Og jeg vil ikke engang Hive Hans Nobelsfredspris-hungrende Majestæt T. Rump ind i manegen. Det behøves ikke.

Og æder vi ikke dén, så får vi at vide, at “det er vilkår”, underforstået: – det kan man ikke gøre noget ved. Det er bare sådan det er. Men det er det ikke! Og nogle er frække nok til at rejse sig (subsidiært: – sætte sig til tasterne) og udbryde: – “vilkår kan ændres og synspunkter er ikke sandheder”.

Eksempler kunne være Friedrich Engels’ “Anti-Dühring”, hvor den socialdemokratiske værdisætning/”benchmarking” af begrebet “socialisme” bliver skudt i sænk af en dialektisk materialisme.

Det kunne være Carlo F. Hansens “Fysikkens elendighed”, hvor der bliver uddelt drøje hug til relativitetsteorierne samt kvantefysikken – id est: Einstein og Bohr.

Det kunne være Stephen Jay Goulds og Richard Dawkings indædte udfald mod kreationister. Eller det kunne være Elaine Morgans sammenbidte modstand mod en “tarzanistisk” tolkning af menneskets udvikling ( “Hvor kom kvinden fra?”)

(Jeg har også læst to bøger med en kritik af Tolkiens “Lord of the Rings”, med hvad hører af anklager om “borgerlighed”, “sen-victorianisme”, “romanticisme” og “pseudo-fascistoid tendens”. Og man må sige: “What’s not to like?” Det ved vi godt i forvejen, og det har ikke en skid at gøre med noget som helst, så luk nu bare kæften!)

Men hér, i tilfældet “I begyndelsen var skriget”, handler det om et nyt syn på nordisk mytologi, hvor Henning Kure gør op med en læsning af nogle centrale kvad, der oftest tolkes i en meget speciel optik. Nemlig en kristen!

Kures overordnede spørgsmål – eller snarere: – hans indledende spørgsmål er, om “vikingerne” ville kunne genkende deres verdensbillede – deres religiøse overbevisning – i den udlægning, der undervises og formidles í, nu om dage. Og hans svar er et klartonende “nej”, hvorefter han giver sig i kast med en demontering af “fastslåede kendsgerninger” og “uigendrivelige vilkår”.

Der er tale om udvalgte tekster (altså ikke hele korpus), navnlig “Havamal” og “Voluspa” ( “den højes tale” og “vølvens spådom”).

Det handler om verdens og menneskets skabelse.

Henning Kure anfører (og jeg er enig – er I?), at den almindelige dansker, herunder folkeskole- og gymnasieelever, har deres viden om nordisk/norrøn mytologi via en formidling af Snorre Sturlassons “Ældre Edda”, suppleret med nogle tekster af Grundtvig om “Saga” og “Frejas sal”. Og kontekstuelt betragtes mytologien herved som et famlende forsøg på, at nærme sig den kristne tros fundamentale begreber. Almost there but not quite! Udsagnet er, at de fattige vikingesjæle søgte i erindringen efter den tusind år gamle sandhed, der ligger i Mosebøgerne, og skabte en faksimile, der nødtvungent kunne holde, indtil den rette lære (kristendommen) endelig ville anduve deres kyster.

Deres mytologi var derfor sænket i et hedensk mørke. Der var de rigtige brikker, blot var de forkert sammensat.

Men det kan der gøres noget ved! Og derfor fifler Snorre videre med kildematerialet og når frem til dualiteter, der ligger kristendommen nær, når han genlæser og nedfælder sine gendigtninger.

Men!

 – siger Kure!

 – Der er ikke, i kildematerialet, belæg for påstandene. Hverken dramaturgisk, grammatisk, historisk, arkæologisk, filologisk eller kompositorisk. Det ligner mere en hvid kanin op af den høje hat og turtles all the way down.

    Med andre ord: – Snorre Sturlassons udlægning af norrøn mytologi er et falsum, udelukkende begrundet i hans eget behov for en kristen mission!

De vilkår – dualiteter – som Snorre påstår eksistensen af, fordamper ved nærlæsning af kildematerialet. De ligheder, der påstås, er ikke blot overfladiske og misvisende, men hidrører fra mistolkning af enkelte passager – helt ned til enkelte ord – der bare ikke har den betydning, som Snorre tillægger dem.

Se! Det er fandme’ kritisk  læsning. Og egentlig har kun én anke – ja, det er vel nærmest en fortrydelse, en ærgrelse: – hold kæfte hvor ville det bare have været fedt, hvis Henning Kure havde været med på sidelinjen, da Claus Deleuran skrev og tegnede sin “Danmarkshistorie For Folket”.

Jeg anbefaler derfor varmt: – “i Begyndelsen var skriget – Vikingetidens myter om skabelsen”, Henning Kure, 352 sider, Gyldendal 2010 (aner ikke hvad den koster – du må låne min)