Idag vil jeg skrive om noget som jeg egentlig ikke ved så forfærdeligt meget om. Måske fordi man faktisk ikke kan vide særligt meget om det. Og der skal da nok være mennesker i mit “bagland” og min familie, der hertil – sotto voce – vil udbryde, at den slags detaljer ikke plejer at holde mig tilbage. De har også ret!

Men altså! “Hukommelsespaladser”!

Første gang jeg stødte på begrebet var i Thomas Harris’ “Hannibal” – tredje roman i “serien” om Dr. Hannibal Lecter – hvor Den Gode Læge tager sig en spadseretur gennem sit “memory castle”, eftersom han – igen – i den grad sidder i isolation … – hvilket ikke forhindrer ham i at udpønske utugtsstreger. Men hans store ego og selvglæde spænder ben for egentlig ekstravagance, og forbliver små grusomheder. Eksotiske grusomheder, javist, men ikke global psykopati.

Egentlig opfattede jeg ikke Lecter som Anthony Hopkins (omend jeg synes udmærket om hans cinematografiske præstationer i rollen), men mere som “Mr. Moundshroud” i Ray Bradburys “The Halloween Tree”.

Det dér fik mig til at studse var beskrivelsen af Lecters “memory castle”, for sådan ét havde jeg også! Nåja: – slot&slot! Der var vel mere tale om en kælder med en bunke rod og visse rum afsat til visse interesser: – dinosaurer hist, fransk impressionisme hér; dérovre aflukket med science fiction, og ved siden af: det ramponerede arkivskab med verdenshistorie og politik, og filosofi i en stabel papkasser, lige ved siden af (den lille notesbog om forskellen på metalbor, træbor og murbor er faldet ned i en vandpyt, fra det dryppende vandrør, kan jeg se – men jeg skal heller ikke bruge den mere). Og så videre. Og så videre. Ikke noget så prangende og grandiost som:

Dybest set er Hukommelsespaladser ikke nogen nyhed. Egentlig er der tale om en hukommelsesteknik – eller “mnemoteknik”, hvis det skal være farlig fint og fornemt. Og ligesom i så mange andre tilfælde, er der nogen der har fundet ud af, at man slå plat på den slags – og uddrive likvide midler af sagesløse borgere, der har fået at vide at det de ikke kan huske skyldes manglen på et hukommelsespalads: “Build your own!”; kursusstart 1. november, gebyr: more than you know.

Der er også en Five Steps DIY-plan:

How to create a memory palace: Step-by-step guide

1. Decide what you want to memorize. First, determine what you would like to memorize. …
2. Choose a place. …
3. Plan a route. …
4. Assign the information to locations. …
5. Visit your palace regularly.

Jaja, og inden jeg lige tager et svinkeærinde, lad mig i denne forbindelse nævne to bøger – 2x skønlitteratur – der berører emnet: “The memory cathedral” og “Snow Crash”:

I en så farlig bunke år, at jeg knap har mod til at tænke på det (thi var det blot spild af tid?) har jeg interesseret mig for “bevidsthedens problem”. For hvad er “bevidsthed”? Og hér er det måske lige på sin plads, at udbryde et fyndigt: ” – glem alt om AI! Det er ikke det vi snakker om! Der er mere bevidsthed til stede i min hund Buller, end der er i ChatGPT (“chatgps”: – hvor skal vi hen, du?)”. Og i den forbindelse vil jeg pege på 2 bøger (denne gang non-fiction, om man så må sige) nemlig:

Og jeg hiver dem frem hér, fordi de begge behandler “bevidsthed” som et 3. ordens-fænomen. Nåhe! vil nogen sikkert udbryde: – det drejer sig om “sjælen”! Og NEJ! Det gør det ikke! Det drejer sig om, at bevidstheden (muligvis) er en erkendelse af, at det er ikke mig, der skaber verden (solipsisme) eller mine sanser, der bestemmer dens kvalitet (semiotik), men at jeg er et produkt af den verden der omgiver mig.

På den måde bliver Hukommelsespaladser faktisk associations-generatorer for en erkendelse, der styrker bevidstheden – også som fænomen.

Til hvilket man må sige: – jammen gå dog på associativ markvandring! Lad tankerne flyve! Stød på ting der minder om alt muligt andet … – Og ryd så op i rodet, når du får tid.

Så er du – mere end nogensinde – i gang med at bygge dit et HUKOMMELSESPALADS!