Søkøer. Vitus Bering. Et naturhistorisk museum i Finland. Hvad mere kan man ønske sig af en bog? Udover måske en sammenhæng mellem de tre.

Det leverer “På sporet af det levende” af Iida Turpeinen. Sammenhængen er desværre trist og kan beskrives med ét enkelt ord: udryddelse.

Der indledes med en kort, stemningsfuld tur på museum, men derefter tager Turpeinen os tilbage til 1741: Alle opdagelsesrejser begynder med en kop te, får vi at vide. Det er Vitus Bering, der serverer den, og den bliver skæbnesvanger for ham, for det bliver hans sidste rejse – og han serverer den for Georg Wilhelm Steller, hvis liv også kommer til at være bundet til turen. For det er her, han kommer til at møde et hidtil ukendt dyr, som får hans navn: Stellers søko.

Hverken søkoen eller de to mænd kommer til at overleve hele romanen igennem, kan jeg afsløre – for mødet med mennesker bliver også begyndelsen til enden for søkoen. Blot 27 år senere er de uddøde. Men Turpeinen følger deres historie helt frem til nutiden. Først i 1700-tallet, derefter 1800-tallet, hvor en finsk guvernør jagter skelettet af dyret, og så i 1900-tallet, hvor en konservator forsøger at samle det.

Igennem tiden får vi især et indblik i, hvor vores forståelse af verden har udviklet sig. Det handler om virkeligheden og naturvidenskaben, og der er ingen fantastiske elementer her, men til gengæld er det fantastisk skrevet. Der er anelser af Benjamin Labatut – ikke helt den samme sprogjongleren, men snarere en forståelse af det fremmedartede i fortiden; at disse mennesker ikke er os, og de oplevede verden helt anderledes, end vi gør. Der rammer Turpeinen noget, som mange sf- eller fantasy-romaner kunne lære noget af, for til tider føles personernes logik næsten magisk – som den ville gøre i en verden, hvor magi var virkelig. Det trækker en rød tråd og en udvikling gennem romanen, hvor der jo ikke er et fortløbende plot, og det er så smukt drejet.

Turpeinen har et blik for menneskene og deres tid og den måde, de påvirker hinanden. Den tegner hun gennem udryddelsen af arter og vores forståelse af, at det overhovedet kan lade sig gøre, for i starten af “På sporet af det levende” er det ganske utænkeligt. Det kan man spoile og afsløre, at det ikke er mod slutningen. Turen dertil er bedragerisk let, for Turpeinen skriver og maler sine billeder med fjerfine strøg, og det går kun langsomt op for én, hvor trist det hele egentlig er. Det er en af de bøger, man stryger igennem – for så at sidde sært ør efter læsningen og indse, at den ikke vil give slip. Meget anbefalelsesværdig. Ikke overraskende er den blevet oversat til en lang række sprog.