Alan Conway er død. Ikke af den kræftsygdom, der sandsynligvis ville have slået ham ihjel, men fordi han faldt eller blev skubbet ud fra det tårn, der pryder den landejendom han har erhvervet, kva bestsellerserien om privatdetektiven Atticus Pünd.

Susan Ryeland var Alans redaktør på forlaget Cloverleaf Books, og nu sidder hun med den sidste bog, som Alan skrev om mesterdetektiven. Men sidste kapitel mangler! så: Whodunnit?

Bogen hedder “Magpie Murders” – eller lige præcis ikke “The Magpie Murders”. Det holdt Alan strengt på.

Så Susan Ryeland står med et par problemer: – Hvordan døde Alan Conway? Naturligt? Eller var det den unge elsker, der nu har arvet hele molevitten? Eller gartneren? Naboen? Susans kæreste, Andreas, der er græker? Og hvor er det forsvundne, sidste kapitel til “Magpie Murders”?

Anthony Horowitz hedder forfatteren til serien om Susan Ryeland, og det er også ham(selv) der har skrevet manuskriptet til de to sæsoner, á 6 afsnit hver, om “Magpie Murders” og “Moonflower Murders”, som man kan se ovre på DRTV (som man kan se//på DR TV//når man er færdig på WC//med at læse BT//på vej ud i sin 2CV).

To forhold klinede mig til skærmen. For det første spilles “Atticus Pünd” af Tim McMullan, der godt kunne ligne én der tjener penge på at se sådan ud. Og det har da også gjort. Ikke som i “styrtende rig”, men hvad med f.eks.:

Det fjæs glemmer man ikke! Og så har han iøvrigt været med i en snes film, nogle tv-serier, samt spillet teater, og meget gerne noget Shakespeare. Han har ansigtet – f.eks. til en weirdo MacBeth, totalt tyranniseret af sin hustru!

Det andet forhold, der holdt mig fast er, at Alan Conways figurer er taget fra hans oplevelser med rigtige mennesker. Og så har han fordrejet dem, gjort dem mere tåbelige eller brovtende, mere udsvævende eller svigagtige, og Susan Ryeland må forholde sig til begge ting – på en gang. Hvilket hun får hjælp til: – af Atticus Pünd!

Denne blanding af det “virkelige” i det fiktive, i det fiktive (sic), tiltaler mig stærkt (“Pi’s Liv”, “Rosens Navn”, “Idealister”). Men/og samtidig giver det skuespillerne mulighed for at vise deres talenter, udi skuespillet kunst. De sendrægtige og langsomt opfattende viser sig at være aldeles aktive og intelligente og de bedrageriske og falske viser sig at være aldeles retskafne og i enhver forstand “ordentlige mennesker”. Alan Conway kunne bare ikke lide dem.

Samtidig giver Alan udtryk for at han er dødtræt af “Atticus Pünd” (Conan Doyle “Sherlock Holmes”; Agatha Christie “Herkules Porre”), og alligevel ender det altid med at konfrontationen og opklaringen foregår i plenum, The Agatha Christie Way.

SÅ! Når man nu er kørt lidt (eller meget) træt i “Midsomer Murders” – eller hvad det nu måtte være – og heller ikke er til de helt hårdtslående svenske politiserier, så vil jeg anbefale

Som kan ses hér eller gå på biblioteket (f.eks. i Horsens) og finde bøgerne: hvorved man opdager at det er den samme forfatter, der har skrevet “Foyles War”