…og som jeg hadede med 1000 soles intensitet!

Blackout, Connie Willes

Dette er den værste tidsrejsehistorie nogensinde. Ikke fordi intrigen virkede dårligt (det var svært at sige, jeg fandt aldrig ud af hvad den var). Det var heller ikke præmissen (tidsrejsende historikere på visit i anden verdenskrigs England). Nej det var karaktererne. Jeg hadede dem. Aldrig har jeg læst om en samling af intelligente mennesker, der var mindre forberedte på udfordringerne ved tidsrejse.

Åh, tidsportalen åbnede ikke da den skulle, og nu er jeg efterladt 100 år i fortiden… nåmen så gør jeg ingenting og venter mens jeg passer min dækidentitets normale job.

Og sådan var det hele vejen igennem. Det var til at blive idiot af. Når læseren hamrer hånden op i biltaget, mens han råber Så gør dog noget, så har det været en frustrerende læseoplevelse.  (Det skal lige siges at jeg hører lydbog når jeg kører bil, jeg smider ikke en 800 siders bog op på rettet og læser lystigt løs, mens jeg drøner ned af the fury road med 110 km/t)

Ancillary justice: Ann Lecke

Oh Ann. Det her var nok den største skuffelse af dem alle. Alle steder på nettet, blev den prist til himlen som det nye fantastiske. Som en af de science fiction bøger der virkeligt kunne kaldes for Stor Litteratur, en Vigtig bog, et nyt imponerende kapitel i litteraturhistorien.

Men ak. Jeg hadede den 1000. Præmissen er, at i hovedpersonens kultur findes der ikke et begreb om køn. Alle kaldes for hun. (Og det var i sig selv mærkeligt, hvis det skulle have været sand intetkøn, så havde det nok været bedre med Den). Også selvom der tydeligvis var mænd og kvinder. Og hovedpersonen var konstant altid ude af stand til at se forskel på mænd og kvinder. Det virkede også lidt sært.

I bogen følger man to tidsspor. Nutiden hvor et intelligent rumskib, downloadet i en menneskekrop, er fast besluttet på at myrde kejseren. Og fortiden hvor rumskibet møder kejseren og opdager at hun er splittet op i 100 forskellige kroppe, der alle sammen farer rundt og bekriger hinanden.

Plottet var så enormt langsomt om at komme i gang, der skete ingenting. Imperier kom og gik, civilisationer kollapsede og genopstod, solen blev en rød kæmpestjerne mens jeg læste den. Så langsom og kedelig.

Hvordan den har fået alle litterære priser i verden, er mig virkelig en gåde.

Gardens of the moon: book 1 af Malazan Book of the Fallen, Steven Erikson

Jeg hørte den i tre timer, så stopped jeg og slettede den. På de tre timer lykkedes det forfatteren at smide 4-5 point of view karakterer ind, men på intet tidspunkt forstod jeg hvad de havde med hinanden at gøre. Eller om de foregik på samme tidspunkt eller for den sags skyld i nærheden af hinanden. Jeg havde ikke nogen ide om karakterernes mål, hvem de rigtigt var og hvad der foregik.

Dette er den første bog i serie på 10, som spænder over 10000 års historie. Da jeg læste det på wikipedia, da vidste jeg at jeg aldrig ville komme videre med den, slettede den og læste noget bedre. Livet var godt