den rasende roland

den rasende roland

I episode 273 af Øl&Ævl, kom Mathias og Mikkel – i sædvanlig småberuset tilstand, efter at have indtaget en halv øl – ind omkring Orlando Furioso, Orlando Bloom og Virginia Woolfs “Orlando” … – og fik det hele æltet sammen med “As you like it” i segmentet “Et kvarTÆR mæ’ ShakeSPÆR'”.

Hvilket ikke skal komme de to ølævlere til skade eller ugunst, idet det foranledigede at “yours truly” ihukom visse oplevelser og hændelser med netop merbemeldte “Orlando” som centrum.

(tør man påpege i hvilket omfang dette stykke Doré gengiver Orlandos sejr over dragen, er en direkte genudsendelse af myten om Perseus og Andromeda:

(parentes slut)

På et tidspunkt var jeg ret opsat på, at få listet alle landes national-epos(ser). Hvilket var begyndelsen til mine grå hår. Men ihvertfald står det til troende, at det babyloniske nationalepos er “Gilgamesh”, det indiske (dravidiske) er “Mahabharata”, det græske vel “Odysseen”, det engelske må være “Kong Arthur”, det kinesiske må være “Abe” og det finske er “Kalevala” (omend det på en måde er et kunstprodukt). Det danske nationalepos er “Elverhøj”, og i min uvidenheds armod troede jeg, at det italienske var “Den Guddommelige Komedie”. Not so!

Det italienske nationalepos er Ariostos “Orlando Furioso”. Der kan man sé! Og dette fører mig til en ret sær iagttagelse: – for en del år siden fik jeg (af mange snoede omveje) mulighed for, at få en studieplads på Litteraturhistorie på SDU. Og det første der skete var, at “vi studerende” blev udsat for det, som min hustru kalder en “stop-prøve”. Jeg skal ikke modsige hende, men blot skitsere hvori prøven bestod.

Det drejede sig om en artikel på tysk, vedrørende Ariostos Orlando, som man så skulle analysere efter nogle regler og med behørig kildehenvisning. Opgaven skulle skrives på engelsk –

Lad mig udtrykke det sådan hér: ” – kæden faldt af”: – en dansker skal skrive en analyse på engelsk, af en artikel på tysk, vedrørende en italiensk renæssance-tekst, affattet på latin, der drejer sig om en frankisk sagnfigur fra 700-tallet! Du har 48 timer!

Jeg HAR fantasi nok til at forestille mig, hvad opgavebeskrivelse på 3. år, med et sådant udgangspunkt, kunne tænkes at være: “Givet Turgenjevs fantastikbegreb, udbedes der en redegørelse for den semiotiske substans i James Joyces Finnegan’s Wake. Der skal refereres direkte til Philip J. Farmers Riders of the purple Wage, samt Italo Calvinos Hvis En Vinternat En Rejsende!”

(Det er Turgenjev til venstre, grandpa’ Winnegan til højre, og den rejsende i midten, bare til orientering)

Nå! Lad os nu lige komme tilbage til en virkelighed, der overgår fantasien. Krønikeskriveren/Historikeren Einhard, fortæller at der ved Karl Den Stores hof i 700-årenes Frankien var en general Rodhiland, der d. 15. august 778 blev dræbt af baskere i Roceveaux- eller Roncevalle-passet i Pyrenæerne.

Angiveligt skulle denne general have kommandoen over bagtroppen, da frankerne trak sig tilbage efter at have pisset territoriet af overfor maurerne (der menes det muslimske kalifat) i nord-Spanien. Og i henhold til legenden medbragte generalen et horn af elfenben – Oliphant (hej Tolkien). Men omendskønt han truttede om hjælp fra fortroppen, kom ingen til undsætning.

Der er den fikse finte, at ingen ved, hvad der foregik i Ronceveaux den “skæbnesvangre dag”. Det eneste “man” ved er, at bagtroppen blev fundet døde nogle uger senere. Og hertil kommer, at generalen angiveligt skulle have haft en adjudant ved navn “Ogier le Danois”: – Danskeren Holger.

Og om “Holger” kan siges, at ikke nok med at han sidder under Kronborg og vil “statte op, den dag landet stander i våde”, så sidder han tillige under Nonnebakken i Odense, og i Skjern Bakker. What a hero!

Til gengæld, mine damer og herrer, er det åbenbart lykkedes Roland, at smide hjemmeskoene og tandbørsten ind i såvel fortællingerne om “Ridderne Om Det Runde Bord”, som Michael Moorcocks cyklus om “The Eternal Champion” og – altså – italiensk nationalromantik.

(Elric battles Roland)

Endvidere optræder Roland i Ebbe Kløvedals

– af hvilken det fremgår, at Holger – ligesom Merlin – lever “baglæns i tid” (så tro da faen, at han kan sidde 3 forskellige steder – ikke?)

Jeg tvivler på, at Orlando Bloom har noget med alt dette at gøre. Og jeg er ikke tilstrækkeligt inde i Virginia Woolfs forfatterskab til at kunne afgøre om den tidsubestemte og kønsflydende “Orlando” har affinitet til Ronceveaux. For det korte i det korte er, at der faktisk ingen kilder findes til, hvad der skete den dag i Ronceveaux. Og det betyder, at Roland udmærket – i det korte “tidsvindue” mellem hændelsen og fundet af hans afsjælede legeme – KUNNE have oplevet eventyr med underskønne prinsesser, drager og monstrøse entiteter fra det multiverse overdrev.

I den forbindelse vil jeg henlede opmærksomheden på, at RAI – det italienske fjernsyn – for en del år siden producerede en storstilet, ret flot og ganske gotisk visuel fabel med udgangspunkt i Ariosto. Og den kan man godt se. F.eks her

1
Dungeon shenanigans -Are you prepped or not? II

1 kommentar

Avatar photo
Øl og Ævl

En dejlig historie, Henning! Godt, vi var anledning. Min (Mikkels) ældste søn læste faktisk en oversat sang af Den Rasende Roland som sin selvvalgte månedens bog i løbet af dette års undervisning i fjerde klasse. Han skulle skrive en boganmeldelse, hvor han forklarede, at det var ganske fedt med alle de riddere, der slåssede, men at den ind imellem var lidt “kedelig”. Han mente dog, at det, der kunne gøre den bedre var, at der havde været flere sange oversat til dansk. Det er der vist blevet siden, så måske er der sommerferielæsning på vej!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.