John Varley wu-hu!
Engang, for årtier siden (jøsses, det er ikke engang en joke), havde min mor et eksemplar af John Varleys Ophiuchi Hotline med hjem til mig. Hvorfra, ved jeg ikke, men enhver varmblodet knægt ved jo, at mødre ikke forstår sig på science fiction, så den blev taget imod, og så diffunderede den stille og roligt over i en reol. Forsiden, som man kan se herover, var kedeligt glat, så den fik lov at stå der et stykke tid – men dengang var der ikke adgang til de samme mængder kultur, som der er nu, så på et eller andet tidspunkt kom den frem fra reolen – og BANG.
Der stod jeg med, hvad der tydeligvis var det mest cutting edge inden for genren – det var spændende, det var sjovt, det var mindblowing, og folk skiftede køn, som vi andre skifter profilbilleder nu om dage. Det var simpelthen for vildt, og jeg var fan med det samme.
Forestil dig min overraskelse over at opdage, at bogen var et år yngre end jeg selv. Og den føltes skinnende ny.
Ophiuchi Hotline var – ligesom en del af Varleys noveller og (sjældne) romaner – en del af Eight Worlds-universet, hvor menneskeheden er blevet fortrængt fra Jorden (rumvæsener med superteknologi mente, den havde det bedre kun befolket af intelligente racer). Og halleluja, nu er der endnu en ny roman fra Varleys hånd: Irontown Blues:
Bach’s PI business is more hobby (or affectation) than career, because in the post-scarcity, there-is-such-a-thing-as-a-free-lunch world of Luna, he doesn’t really need to work, but that doesn’t stop him from being sucked into a classic noir mystery, kicked off by a gorgeous dame in silk stockings who wants him to track down a pug who done her wrong: in this case, infected her with recreational transgenic leprosy, a new and illegal strain that requires extraordinary measures to be shut of — and which has already cost her half her face and most of her fingertips.
6 kommentarer
Yay, jeg har elsket Varley lige siden den gang jeg tilfældigt fandt Ophiuchi Hotline i en boghandel i Aalborg. Han er evigt cool, så det bliver dælme awesome at se om han stadig har det.
Jeg kan godt li Varley, og jeg husker at jeg faldt helt på røven over hans Gaia-trilogi, med vorter og alt. Hans 8 verdeners univers gik mig på, da jeg nåede Steel Beach, på grund af denne romantiske sværmen for selvmordet – det var lidt for meget Den Unge Werthers Lidelser. Og da han – Varley – kom med sin Tango Charlie And Foxtrot Romeo, blev jeg sådan lidt: ” – kan man drive sentimentalitet for langt?”
Men jeg ville ikke undvære samlingerne “The Persistence Of Vision” eller “The Barbie Murders”. Hvorimod “Mammoth” og “thunder”-serien forekommer mig spild af tid.
Og jeg er også bare gammel og sur, og insisterer på at ha en holdning. Det må man godt 🙂
Sidste gang jeg læste Varley, kan jeg godt huske, at der var lidt for meget “meget unge mennesker skal partout have sex” for min smag, men det druknede heldigvis i den generelle fornøjelse.
Jeg fik aldrig læst Mammoth og Thunder – vist mest fordi jeg var lidt træt af YA på det tidspunkt, og Simon herunder brokkede sig lidt over dem . Det kan jeg så have det roligt med, kan jeg heldigvis forstå 🙂
Vent, er “Tango Charlie And Foxtrot Romeo” en roman, som min hurtige søgning viser? Jeg er da sikker på, at jeg har læst den som en novelle…
Jeg tror det kommer af, at TOR udgav den som “double”, sammen med Delanys The Star Pit. Medmindre Johnny-drengen sku ha udskrevet den som roman – hvilket jeg tvivler på. (hvorfor havner jeg altid i Delany?)
Altså, Delany er vel ikke et skidt sted at havne 🙂