Sammen med “I Ching”, “Don Juans Lære” af Carlos Castaneda, “Steppeulven” af Hermann Hesse og læsning af Ouspenskij og Gurdijeff, skulle Robert M. Pirsigs “Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel” efter sigende være (dele af?) “hippietidens” plurale Bibel.

(Hr. Pirsig og søn på vej ud i det blå)

Det forbavsede – forskrækkede? – mig, hvor mange gange jeg har henvist til “Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel” i breve, mails, skriftlige opgaver, kommentarer, indlæg og artikler, mens jeg faktisk aldrig er stødt på nogen, der har læst molevitten. Så nu tænkte jeg, at jeg lige ville brede mig lidt ud om kalorius.

Bogen er fra 1974 (late hippiecen) og jeg læste den vel i starten af ’80erne. Robert Maynard Pirsig levede fra 1928 til 2017. Han fik et psykisk sammenbrud i midten af ´60erne, blev diagnosticeret som skizofren og behandlingen bestod en serie elektrochok og beroligende medicinering. Resten må man læse sig til anderswo. Men ihvertfald tager han og sønnen Chris på motorcykeltur fra Montana til Californien, engang sidst i ´60erne (formoder jeg).

Bogens undertitel er “En undersøgelse af værdier”, som er noget lidt andet end det “blurp”, der i første omgang ledte mig på sporet af dens eksistens: ” – hvor forfatteren bliver sindssyg af, at forsøge at definere hvad kvalitet er”.

“ZATAOMM” (Zasham) er enten “autobiografisk” eller “autofiktiv” – hvilket kun har den relevans, at den dårligt kan beskrives som en roman. Og på den anden side kunne der komme en udmærket film ud af bogen, med tanke på de udmærkede film der på det seneste er lavet om John Ford Nash – “A beautiful mind” – og Alan Turing – “The imitation game”. For “jeg-fortælleren” er i et vist omfang skræmt af den person han var engang – før elektro-terapien. Og “spøgelset” af dette – fortidige – knivskarpe intellekt forfølger ham på motorcykelturen, mens han – med John Lennons ord – “is busy making other plans”.

(John Sutherland, Chris, Robert – motorcykel)

– Og han kalder dette “spøgelse” Faidros, navngivet efter én af Platons dialoger. At han så oversætter “Faidros” til “ulv” kan undre – især når man betænker, at manden angiveligt skulle have haft en intelligenskvotient på langt over 160 (Mensa-skalaen – høh!). “Faidros” betyder “skinnende” eller “strålende” … – ligesom “Lucifer”. Og så er frikvarteret overstået!

Fra forfatterens note (og til Mikkel ovre på Øl & Ævl: – dette er en “note”, og kvalitativt noget andet end “anstrøg en duft/smag” 🙂 og du har ret mht. “øl med noter af kastanje og nyklippet ligusterhæk”. Det er noget vrøvl): ” – Det følgende er baseret på virkelige hændelser […] Det har dog ingen forbindelse med den specielle viden der udgør ortodoks zenbuddhisme, og er heller ikke særlig nøjagtig vedrørende motorcykler.”

Da han lige får sluppet gashåndtaget et øjeblik, kommenterer jeg-fortælleren: ” – Det jeg har tænkt mig er slags chautauqua (min fremhævelse). […] Det var en slags omrejsende højskole […]” Og dén er god nok; der var faktisk en chautauqua-bevægelse i USA, helt op til 1920’erne, der ikke lod Kold og Grundtvig meget efter. Og en mulig udløber af samme kan have været Tennesee Valley Authority, der byggede på tanken om, at adgang til energi kunne afstedkomme kollektiver og andelsforeninger, der vidste hvad der skulle gøres i det lokale område. “Socialisme er sovjetmagt og elektrificering af hele landet”, som Lenin skrev … ! “Chautauqua” er opkaldt efter Lake Chautauqua, der ligger i staten New York, i det nordøstligste af USA. Ordet er “erie”, men eftersom “erie-folket” blev udryddet ved man faktisk ikke hvad ordet betyder. Dog har jeg ladet mig “forføre” til at tro, at det betyder “trække fisk op af det klare vand”. Måske en meget god metafor for at blive klogere –

Rent strukturelt har vi historien om et lidt dysfunktionelt far-søn-forhold – overladt til sig selv, på en lang tur gennem et malerisk (Hockneysk) USA, med et spøgelse i hælene:

– og på den anden side har vi en historie om en mand, der går til grunde i overbevisningen om egen genialitet og ubestridelige dømmekraft. Hvilket kan afledes deraf, at Pirsig blev fyret fra sit professorat på et yderst anerkendt universitet, fordi han fastholdt, at eftersom man kunne formulere tusindvis af hypoteser, så kunne den videnskabelige metode ikke være anvendelig (ja, vi er ovre i det videnskabsteoretiske – og vi blir der, lidt endnu. Jeg beklager).

Jeg gjorde mig muligvis lidt munter i indledningen over, at “værdi” og “kvalitet” ikke er synonyme begreber. Og det er ganske rigtigt, at fortællerens chautauqua i høj grad handler om hans jagt på begrebet “kvalitet”, hvilket bringer læseren ud på den helt store filosofiske, etymologiske og fænomenologiske rutchebanetur. Og det er nok af samme grund, jeg hele tiden refererer til bogen, for det er en interessant tur – hvis man vel at mærke er til ” den helt store filosofiske […] osv.” Samtidig er det en bog med et par akademiske fælder – eller bør man snarere sige: – præmissen er rigtig nok! Konklusionen er kritisabel (alternativt: ” – til at lukke op og skide i!”)

Altså: Pirsig/Faidros stiller det ganske udmærkede spørgsmål: – Hvad er “kvalitet”? Og vi bliver belært om, at Faidros var i besiddelse af et laser-skarpt analyse-intellekt, der gjorde ham i stand til at dissekere filosofiske dilemmaer, og uddrage essensen af en tilsyneladende diskrepans. Flot!

Men ikke på ét eneste tidspunkt bliver det godtgjort, at der i filosofisk forstand “kun” er to tilstandsformer: – den idealistiske og den materialistiske! Er det tanken der skaber hjernen, eller er det hjernen der skaber tanken? Og hertil kommer, at “kvalitet” ikke er et objektivt begreb – overhovedet. Det er – som så meget andet – kontekstuelt betinget. For der er en kvalitativ forskel på Verdenshavet og Frederiksholms Kanal:

-Hvilket absolut intet har at gøre om det ene er bedre end det andet. Og så er der kvaliteter, der handler om modsætningsforhold: – blødt/hård, tørt/vådt, koldt/varmt. Og der er kvalitative forskelle på tomater og kokosnødder, på måneskin og rabarbergrød, på indkomstskat og konkrislafekt. Og jeg kunne komme ind på den dialektiske materialismes kvantitetens omslag i kvalitet – men det vil jeg lade ligge.

Men Faidros/Pirsig fastholder – skrigende ind i vanviddet – at der er en slags magisk essens, kaldet kvalitet, der indeholdes i bestemte fænomenologiske objekter. Og det til trods for, at han – nogenlunde i starten af bogen – påviser at øldåseblik er lige så godt til at reparere en hængende bremse på en motorcykel, som et autoriseret “for $800 et kromforgyldt beslag til Honda qz 34 bremsebelægning”.

Påstanden om Faidros knivskarpe analytiske laser-skalpel har jeg kun respekt for, så længe han benytter den i sit eget sekulære cirkus: – den filosofiske idealismes platoniske runddans om Den Højere Sandhed – Den Virkeligste af alle Virkeligheder. Dér gør den sit arbejde så glimrende – “Bob han bygger til lortet går i stykker!”

Nu skal det jo heller ikke være sådn’! Jeg henviser til ZATAOMM fordi den er god at blive klog af – fordi den opfordrer til, at man selv er “lidt vaks ved havelågen”. Og spørgsmålet “Hvad Er Kvalitet” er slet ikke så åndssvagt, omend søgningen efter svar ikke nødvendigvis betyder Highway To Madness. Hvortil – som sagt – kommer, at bogen også er en slags spøgelseshistorie og fortællingen om et far-søn-forhold, hvis ultimative afslutning kom i 1979, da Chris blev stukket ned i et slagsmål udenfor et center for Zen-meditation.