En tidssløjfe? Jeg er med.

En krimigåde? Ja, okay, det kunne også godt fungere. Jeg var ikke vild med “Arlena Hardcastles syv dødsfald”, som bruger samme kombination, men der kunne jo være en bedre ide her.

Og så lidt domestic noir oveni? En tidssløjfe og nærgotiske familiehemmeligheder, det lyder som en god ide.

Men tidssløjfen bevæger sig baglæns? Oookay.

Og der er en kærlighedshistorie? Måske er den tragisk? Du dræber lidt stemningen.

Og forklaringen på det hele er … nåja, idiotisk er vel det rette ord, hvad siger du til det?

Ret langt hen ad vejen virkede Gillian McAllisters “Dem vi bliver” egentlig som en god ide. En kvinde ser sin egen søn stikke en fremmed mand ned på åben gade – uden provokation eller forklaring. Og da hun vågner næste dag, er det den samme dag igen. Vi har allesammen set “En ny dag truer”. Det er måske endda snart tid at se den igen.

Da hun vågner dagen efter, har hun bevæget sig en dag længere tilbage i tiden.

Og dagen efter … og så fremdeles. Men hun bevæger sig ikke omvendt kronologisk – faktisk vågner hun kun på de dage, der har noget med drabet at gøre. Fordi … sådan er det bare. Forklaringen er, som nævnt ovenfor, idiotisk. Og det er det, der knækker bogen, for enhver forundring drukner i, at vor helt hurtigt accepterer, at det er hendes opgave at løse gåden.

For så vidt er ideen sjov – at klarlægge forløbet omvendt. Og der er da også en spændingskurve, der er spændt, som sådanne skal være, så “Dem vi bliver” er for så vidt medrivende. Men det er også tydeligvis en ide, som forfatteren ikke har kunnet omsætte til virkelighed uden en forklaring, hvis beskaffenhed er nævnt tidligere.

Mig fungerede den ganske enkelt ikke for. Jeg tænker, det hjælper, hvis man virkelig identificerer sig selv som MOR med kapitaler.