For tiden genlæser jeg – for pokker må vide hvilken gang – Arthur C. Clarkes “Against the fall of night”. Når jeg siger “for tiden”, så er det ikke fordi romanen er særlig lang, og derfor ville tage lang tid at komme igennem, men fordi den er udnævnt til “go’nat-læsning”. Man kan så at sige, sige, at jeg falder i søvn til den. Ikke fordi den – så at sige(!) – er kedelig, men fordi jeg kender den; genkendelsens beroligende effekt. Eller: – det troede jeg ihvertfald.

Så sker der det, at Jakob smækker den her MOC-dokumentar på bordet, som aktiverer et associations-gen, der sender mig tilbage i tiden.

På hedengangne ESSEF skrev jeg et indlæg om Clarke, navnlig med hensyntagen til fire historier/noveller/romaner, der synes at have et fælles tema. Og her taler vi om “Against the fall of night” (sikkert også om den omskrevne udgave: “The city and the stars”, som jeg faktisk ikke har læst, beklager), “The lion of Comarre”, “The road to the sea” og “The wall of darkness”.

(det er altså The Road To The Sea, selvom der står noget andet)

Alle fire historier handler om utilpassede unge mænd, der føler at verden omkring dem er for trang, samt at der ligger hemmeligheder til grund for den idyl, der tilsyneladende omgiver dem. Drengene hedder henholdsvis Alvin of Loronei, Brant, Shervane og Richard Peyton III.

I mit essay/indlæg på ESSEF gjorde jeg gældende, at de sådan set var i familie med hinanden, om ikke ligefrem avatarer af den evige ungdomsoprører (hvorfor må jeg ikk’ få beatleshår? Hvorfor skal jeg altid klippes, mo’r?)

Og det skal jo nok være rigtigt, når jeg nu selv har skrevet det 🙂

Sideordnet er det faktisk lidt sjovt (associationer, igen), at der optræder figurer af sfinxer i både “The road to the sea” og i H.G. Wells’ “The time machine”:

(Virgil Finlay)

For ligeledes er vejen fra Diaspar til Lys (Against the fall of night) gemt “under” en statue; og ligeledes er Shastar (The road to the sea) en større udbredelse under jorden end over. Og det hele summerer sig måske op til noget med “laaaaaaaaaaaaang tid”, som er gået, før de unge mænd griber til fadet.

(vi er kommet lidt langt ud, ikk’? Skal vi komme tilbage?) Herfra “spoilers”:

“Many and strange are the universes, that drift like foam and bubbles upon the river of time”. Dette er indledningen til “The Wall in Darkness”, som handler om gutten Shervane, der finder ud af hvor lille et kosmos, han bebor, og hvor mærkeligt det er. Muren i mørket er grænsen for dette univers, idet det, som en möbius-strimmel, folder sig tilbage i sig selv. En anden slags fortælling, ad samme spor, kan findes i David I. Massons “Traveller’s Rest” eller Christopher Priests “Inverted World”.

I Jakobs MOC ser man en hest, der er på vej over en bro. Det er godt nok. Men hvad med skiltet? Se lige på skiltet! Javist er det en rundkørsel, men da dette foregår i Shervanes univers, og længe efter hans død, så er Maia og hendes hest på vej ind i möbius-terræn. Og det er derfor hesten tøver.

Men så sker der det … – så sker der det: Igår aftes opdagede jeg, at der på side 156 i

nævnes at: ” … the loveliness which such artist as Shervane and Perildor had created for men’s eternal admiration.”

Så hvis Shervane, der lever i absolut lukket univers, også optræder i Alvins fortid …. – men den skal jeg nok bare lad stå, og lade andre om at udlede. God fornøjelse, og pas nu på jer selv derude 🙂

Mødet er hævet. Tak for god ro og orden.