“Malstrømmen: Poe og Danmark” er første udgivelse fra Det Danske Edgar Allan Poe Selskab og rummer en blanding af nye og gamle tekster om – nåja, Edgar Allan Poe. Indimellem er strøet en håndfuld illustrationer, hilsener til Poe, af danske tegnere. Det er på godt og ondt en fanudgivelse.

På den gode side er den entusiasme, der gerne er i den slags projekter. Det er tydeligt, at folkene bag går op i emnet, og skribenterne borer sig gladeligt ind i den niche af forfatterskabets danskforbundne historie, som de nu har valgt at behandle. Det kan være ting som J.P. Jacobsens inspiration fra Poe, præsentationen af en dansk Poe-illustrator eller dansk tv eller musik med forbindelse til Poe. På den måde er “Malstrømmen” bogen for den, der troede, han vidste alt om Poe, men gerne ville vide mere. Og på det plan er det en fornøjelse at læse sig igennem den, for der er masser af små, skæve oplysninger, man kan tage til sig.

På den onde side er der ikke tale om en bog til “the casual reader”. Hvis man ser Kenn Mortensen-forsiden og tænker “Det ser fedt ud, nu vil jeg vide, hvorfor folk er så vilde med Poe”, bliver man nok ladt lidt i stikken – der tales til de indviede og levnes ikke plads til at fortælle, hvem eller hvad Poe var og betød (og hvorfor man bør være så vild med ham). Ligeledes er der en tendens til at teksterne opnår en noget omremsende kvalitet – det handler om at få mest data med, ikke om at formidle det, for man tager for givet, at læseren er lige så interesset som én selv. Det er der jo for så vidt ikke noget galt i, men man kunne ønske, at Selskabet som sit næste projekt kastede sig over en introduktion til forfatteren, en “Poe og dig” måske.

Forstå mig ret: Jeg er ganske vild med “Malstrømmen”, og hvis man kan lide Poe eller blot ekstrem entusiasme, så er det en bog, man skal have fat i. Jeg kan dog ikke undlade at citere denne sætning, der indbefatter stilen meget godt:

På lydsporet læser Erik Mørk en forkortet udgave af Poes novelle, oversat til dansk af Ellen Siersted, der også har oversat John Steinbecks roman Cannery Row (Et mægtigt gilde) og skrevet en fagbog om filmundervisning.

Det er næsten smukt, hvordan den sætning starter med at konstatere det nødvendige og dernæst overfylder med oplysninger, hvis eneste funktion er at vise, at der er tråde. At Steinbeck og filmundervisning kun har noget som helst med Poe at gøre, fordi forfatteren vælger at trække de tråde i sin tekst, er ligegyldigt – der er tråde, og det betyder, at der er nye nicher, man kan fordybe sig i. De tiltænkte læsere af denne bog kender glæden ved den fornemmelse, og de vil værdsætte det.