Sikke et hus/Mus i mit krus/Rotter i potter/Og katte med kutter/Og 5 hottentotter/der sidder og prutter

(Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen)

På Universitetet har man sådan set ikke “fag” – udover dét, der er ens hovedfag. Man har “kurser”. Og ét obligatorisk kursus er “Videnskabsteori”, hvilket jeg måske skulle have valgt som hovedfag (kan man det?), istedet for “Dansk”, der viste sig at være – tadaaah – grammatik! Som interesserer mig mindre end kold pasta.

Men altså: – Videnskabsteori! – Og min omgangskreds fortalte mig, at det er “skam meget, meget svært”. Og “min omgangskreds” må vel have sin grund til et sådant synspunkt – omend jeg ikke rigtigt kan følge det. Men hvis man hellere vil lære om syntagmer og monosyllabler som jamber eller trokæer – jammen, knock yourselves out!

Jeg var faktisk ret glad for Videnskabsteori, og selvom underviseren virkede lidt ligeglad, og tilsyneladende stod og jabbede noget af, så havde han faktisk et par pointer, der er noget værd. Først og fremmest en historisk og aktuel stratigrafi over Humanioras status på såvel Universitets- som samfunds-niveau. (Selv min egen datter (biokemiker/mediciner) kalder det for “snakke-fag” – modsat (skal man forstå) hendes eget stringent videnskabeligt-rationelle, hvor “de hårde facts” ikke står til diskussion … -vel da’!)

Underviserens pointe mundede ud i en diskussion om synet på begreberne “kvantitet” og “kvalitet” på de forskellige niveauer af ønsker og krav til undervisning, subsidiært videnskab, og endelig spørgsmålet: “hvad er videnskab?” (Doktor Bondo!)

Og så blev der pludselig “Fri Leg”:

” – Forleden dag bagte jeg boller,” sagde Underviseren. ” – Jeg stillede dem op på en hylde, for at kunne køle af. Men da jeg kom tilbage var der kun krummer i kurven! Spørgsmålet er nu: – er de blevet spist af mus? Eller er det min nabo, som elsker mine boller, der har spist dem, og for at camouflere det har efterladt nogle krummer, somom det var mus? Eller er det resultatet af, at “aliens” i musestørrelse er kommet forbi i deres flyvende tallerken, og har spist mine boller?”

Min observation er, at det er uhyre fåtal af studerende, der svarer på spørgsmål – eller stiller spørgsmål; ja, det skulle da lige være: ” -skal vi kunne det her til eksamen?” Men denne gang var der “fuld plade”, og jeg blandede mig udenom, fordi jeg ( SÅ klog er jeg nemlig blevet … med tiden) godt kunne se, hvor det hér bar hen. Og der var da også en medstuderende, der greb krog, flyder og fiskestang i een mundfuld:

” – Det må jo være musene!” sagde det unge menneske. ” – Hvis vi bruger Occams Razor, så kan det kun være musene!”

” – Og hvad er “Occams Razor”?” spurgte underviseren – rimeligt nok!

” – At man skal vælge den enkleste forklaring på et problem!”

Javel ja! Det er ihvertfald, hvad det er blevet til. William of Ockham skrev – angiveligt – at “man skal ikke multiplicere faktorer uden skellig grund”. Eller sagt på en anden måde: – en forklaring, der indeholder så få mærkværdigheder som muligt, er at foretrække. Og det skal jo nok være rigtigt … – et stykke ad vejen.

Nu har jeg just genlæst Stephen Jay Goulds fantastiske “Wonderful Life”, der handler om organismer fra tidlig Kambrium, hvoraf 30-40 stykker overhovedet ikke er repræsenteret i “vores” nuværende fauna. De gik til grunde, og det har ikke været muligt at besvare spørgsmålet “hvorfor gik de til grunde?” Og værre endnu: – det har ikke været muligt at pege på en “for-moder” til hvirveldyrene, i det fossile materiale. Men hun må jo have været der … – ellers var vi her jo ikke! Tag dén!

Tilbage til krummerne. Ligesom Gould siger i sin bog om Burgess Shale: – vi ved for lidt, Occam eller ej.

Hvis vores underviser bor på syvende sal på Bellahøj, er det urimeligt, at antage tilstedeværelse af mus. Og dermed rykker både Naboen og Ufoen et “hak” op – medmindre der faktisk er konstateret mus i ejendomskomplekset. Men hvis nu underviseren boede langt nede ad en skovvej, så kommer musene ind i billedet, mens naboen næppe trasker to kilometer for at plyndre bollerne. I så fald rykker musene op og Ufoen udskifter Naboen.

Finten ligger i udgangspunktet. Vi skal alle “føle”, at de to mindst troværdige scenarier er Naboen og Ufoen. Og så er det man skal spørge: – hvorfor er musene mere troværdige?

Nu skal jeg ikke plædere for, at ufoen er lige så troværdig. Men jeg vil godt henlede opmærksomheden på det faktum, at vi ikke ved det. Jvnf. Burgess Shale er det højest utroværdigt, at vi overhovedet findes. Men det gør vi!

Og implikationerne kan man så tænke over. Hvem spiste underviserens boller?