De søvnløse
Fordelen/ulempen/konsekvensen ved at bo sammen med en tidligere bibliotekar er, at når man lægger en bog fra sig og siger ting som “Det var så grønlandsk science fiction“, er reaktionen “Så skal du læse Kim Leines De søvnløse!”
Så efter Grønland anno 2021 drog jeg straks videre til år 2025, hvor Leines bog foregår. Og måtte snart konstatere, at det i al fald i dette tilfælde var en fordel at have giftet mig, som jeg har gjort. For De søvnløse er en sært fængende lille roman.
Vi er helt nede på jorden – det er ikke en roman, der byder på store sf-elementer, men grundlæggende en lille omgang socialrealisme på baggrund af en svag fremskrivning. Det er et par år fremme i tiden, og der er krig i Europa – det er dog ikke noget, man mærker det store til på Grønland, andet end som en baggrundsstøj. Man arbejder på at få erklæret Grønland selvstændigt, altimens krigen breder sig gennem Europa, men det er også blot endnu en tone i baggrundsstøjen – vore personer har nok at tage sig til med dagen og vejen.
Og personer (og dermed problemer) er der nok af i De søvnløse – oftest gribest jeg bedst af et velkomponeret blot eller en velbeskrevet verden, men lige her er det personerne, der fænger. For Leine bevæger sig glidende og let gennem det ene sæt øjne efter det andet – vi starter hos den kræftsyge Carina, gliver umærkeligt videre til hendes mand, Ejnar, og fra ham videre og videre gennem historien, til vi når en slutning. Det er stream of consciousnesses snarere end stream of consciousness, og det er en listig strategi, der lige så umærkeligt som skiftene trækker læseren videre i teksten. Nogle gange må man stoppe op og læse lidt tilbage, fordi man har været uopmærksom på det forkerte tidspunkt, og stemmen nu er en anden, men det er skrevet med en sådan lethed, at man ikke lader sig irritere over det, men måske snarere krummer et øjenbryn ad sig selv.
Leine er kendt både for barsk socialrealisme og historisk fortælling, gerne i omfangsrige bøger – De søvnløse er en lille sag på 200 sider, som man blæser igennem, og måske derfor virker det, som om den er blevet overset i skyggen af de andre. Anmelderne på de store aviser var i al fald ikke vilde med den, men det vil jeg så tilskrive en fejl hos dem – det virker, som om de har forventet mere af det samme. De søvnløse er nok ikke bogen, man skal kaste sig over, hvis man forventer det – eller for den sags skyld, hvis man forventer “rigtig” science fiction, for de elementer er som sagt sparsomme, men den var i al fald for undertegnede en overraskende, gribende oplevelse.
1 kommentar
For 117 år siden – eller sådan føles det lidt – var jeg til et medlemsmøde i Science Fiction Cirklen, i Suhmsgade i København, hvor Niels Dalgaard (hvis jeg husker ret) gjorde sig munter over at Samuel Delanys “Triton” (eller var det “Dhalgren”?) var noget stream of un-consciousness.
Det fandt jeg egentlig ret muntert, for jeg “sad midt i” en fortsat læsning af Joyces “Ulysses” og Márquez’es “Patriarkens Efterår” (som efterår – hrm, der efter min mening er betragtelig bedre end “100 års ensomhed”). Så hvis – og man – så eventuelt kunne tænke sig mere af noget med skiftende tilstandsformer, forvrængede fortællerstemmer og eventuelle forhastede bevidsthedsstrømme i pseudotelepatiske beskrivelser, så ligger “Patriarkens Efterår” lige til et hjørnespark. Og det bliver den ved med 🙂
Ahr – nu er Kim Leine vel ikke grønlænder, trods alt. Men der skal gives ham “credits”, helt bestemt.
Og det var da også vældigt, at der kunne konstateres “inuit-science fiction”. Næste trin: prærie-indiansk SF, Ainu-SF og australsk aboriginals-SF. Men idet disse nationers mytestof allerede er kilder til megen moderne SF&Fantasy, bestrider de vel nærmest en bestyrelsespost i foreningen Bevarelse Af Science fiction Kilder – BASK, for short. Men hvad så med samisk, tyrolsk, baskisk, bretonsk, tamilsk, mongolsk? Det findes helt sikkert – og det vil være det rene science fiction, som de siger i nyhederne, når nogen har bygget en bro eller fået majs til at gro i en ligusterhæk 🙂