4. Kapitel “Der Er Nogen”

Hvor er du? Hvor vil du hen? Og hvad er den bedste måde, at gøre det på?

                      Svaret er: – ansæt en kybernetes – en ”styrmand”, en ror-gænger, en pilot, en navigatør, og beting dig at han selv medbringer sine astrolabier, sine linealer, sine passere – og fremfor alt: sine tegnetrekanter!

Eller skaf ham dem!

”Sprængladning?” spurgte klabost-kaptajnen. ”Vil næppe tidsindstillet?”

                      ”Ustabil!” svarede kobold-piloten fra Brundelderics bro. ”Men i dvale … der ventes på et signal!”

                      ”Et signal?” spurgte provost-navigatøren. ”Hvorfra skulle det komme?”

Præcis på kanten mellem den evige dag og den evige nat – for så vidt, at denne nat altid var belyst af den opsvulmede Sols ubændige boreal-lys – stod Brunhelderic midlertidigt parkeret, med fronten mod den iskolde monolit der ragede op over formationen, derfor også mod klabost-kaptajnen og provost-navigatøren, der stod tænksomme ved monolittens base.

                      Halvdelen af himlen over Pluto var orange-rød, men dulmedes ind imod den svage skygge, hvor utallige stjerner lyste som stål i Universets evige kryo-nat. En forjættende vision om uforanderlighed. Og intet kunne være mere forkert.

                      Klabost-kaptajnens blik vendte sig mod monolitten, idet han erkendte at provost-navigatøren stod i dybe tanker.

                      Faktisk var det ”Heterodox”’s bagerste køle-panel, og der stod der også ganske rigtigt HETERODOX på det, som logoet på en flyvemaskines halefinne, dengang det var sådan, at de fandtes – på Jorden.

                      Vigtigere var det, at klabost-kaptajnens sonar-sans blev opmærksom på et amalgam af atomare konglomerater, der ikke synes at være bestanddele af monolittens struktur, men nærmere flød frit rundt, og dannede sære mønstre og kortvarige strukturer. Og eftersom temperaturen på denne dybfrosne, men overbelyste klode, på grænsen til et tidligere solsystem, var tæt på det absolutte frysepunkt, fandt klabost-kaptajnen dette fænomen temmelig sært.

                      ”Der er to signaler!” udbrød klabost-kaptajnen, og vækkede provost-navigatøren af dennes eftertænkomhedsdvale. ”Der er to! Kobold-pilot?”

                      ”Klabost-kaptajn?” svarede kobold piloten.

                      ”Vi skal have en komplet måling; alle planer, alle niveauer! Provost?”

                      Provost-navigatøren ”vågnede” med et sæt, og løftede sit visir mod klabost-kaptajnens. Det strålende tve-lys, de stod under, farvede deres dragter skiftevis røde og hvide.

                      ”Punkt, linie, cirkel, trekant!” gispede provost-navigatøren. ”Det er de fire første. Sort, hvid, gul, blå – det er de fire næste … ”

                      Indført&logget, lød det over simultankonverteren.

                      ”Alle planer og niveauer afsøgt og simultan-indekserede!” lød det fra kobold-piloten.

                      ”Er meta-skyen lokaliseret og diffrakt?” spurgte klabost-kaptajnen.

                      ”Indekseret og diffrakt i logistikken; i øvrigt har vi kursen, baseret på provost-navigatørens udredning, logget og parat!” svarede kobold-piloten. ”Perfekt”

                      Enhver tre-kant er en pil. Det gælder om at finde ud af, hvor den peger hen. Men det gælder også om, at finde ud af hvor stor den er.

                      Klabost-kaptajnen overvejede det længe, mens han intenst – man kunne sige ”indædt”, hvilket ikke giver den store mening, idet hans art ikke ”æd” noget som helst – deres føde/energi-optagelse foregik gennem osmose eller lubrikering. De ville af samme grund ikke kunne forstå, hvad en ”tandlæge” er.

                      Men som sagt: – klabost-kaptajnen overvejede det længe.

                      Enhver trekant er en pil – enhver pil har en midterlinie – enhver midterlinie har et midtpunkt.

                      Klabost-kaptajnen løftede en ekstensor og trykkede hårdt på R’et på monolitten. Det midterste bogstav i Heterodox.

                      ”Det er en kryptering!” sagde han. ”Vi må afsted! Nu!”

                      ”Hvad så nu, gosbodaya Iljushin?” spurgte Halfindur Eliasson, det eneste tilbageblevne besætningsmedlem på Novaya Yaga, og derfor vel en slags kommandør på rumstationen.

                      ”Så er vi sikrede!” svarede Kim Pantang Iljushin fra hendes hovedkontor, et sted i Rumænien.

                      ”Men hvad skal jeg gøre, gosbodaya? Hvad skal jeg mere gøre?”

                      ”Din opgave er ikke afsluttet, Eliasson!” svarede Iljushin. ”Fra nu af skal du monitorere skibet – indtil afslutningen … ”

                      ”Afslutningen?”

                      ”Den kommer!”

                      ”Og hvad så?”

                      ”Så er det en ny begyndelse, Halfindur Eliasson!” lød stemmen, der var transmitteret fra et ukendt sted i Karpater-bjergene. ”Jeg sendte ikke Heterodox til Pluto, blot for at blive husket. Jeg sigter højere end Ellinor Becker; hun vil bare huskes. Jeg vil mere”.

                      ”Gosbodaya, vi er alle døde … snart!” sagde Halfindur.

                      ”Det er kun en overgang, kommandør!” svarede Iljushin. ”Vi ses!”

Sidste kapitel “Bibliotekarerne” kommer snart