Man gør ikke nar af hobbyknive

Når man gør sig i fanarbejde som denne hjemmeside eller dens tilhørende podcast, skal man være ret påpasselig med at lange ud efter brede grupper som “nørder” eller netop “fans”, hvis man ikke er forberedt på at nørden i spejlet peger tilbage på en selv. Eller hvad man nu siger. Lad os derfor nøjes med endnu et dybt greb i mine arkiver, som efterhånden vil lede til en trediehånds fanoplevelse, der var med til at forme mit syn på den gruppe.

Free Comics

Visse vil huske, at der helt tilbage i de tidlige nuller (vi snakker årtiet) fandtes et gratisblad helliget tegneserier, passende kaldet Free Comics. Bladet var helt reklamefinancieret, startet af Cüneyt Pala, Torben Hansen, Thomas Bøndergaard og Ulrik Hansen i 2003. Over godt fem år voksede bladets oplagstal og geografiske rækkevidde, og blev de sidste år omdelt i store bunker på både caféer og uddannelsessteder i hele landet. Det var på en gang et skævt og kommercielt produkt, og ofte skinnede redaktørernes sans for kitsch og lidt bizarre humor endda igennem i de reklamer, som blev produceret in-house for annoncører, som ikke havde standardmateriale på rede hånd.

Fra starten var Free Comics rugekasse for nogle af de dengang yngre serietegnere, som Christian Skovgaard, Anders Brønserud og Johan Krarup, der forsøgte at ridse sine navne i læsernes bevidsthed. De blev suppleret med arkivbidrag fra mere etablerede navne som Rune T Kidde, Peter Snejbjerg, Claus Deleuran og Ole Comoll Christensen, og nogle gange smagsprøver fra diverse forlags kommende udgivelser. Andre tegnere kom aldrig ud over Free Comics‘ sider, særligt serien “Bæver” af signaturerne Thit og Jarl var et gonzoindslag, som burde have fået bredere opmærksomhed. “Bæver” var både poetisk, gakket og surrealistisk, helt sin egen og kendetegnende for de meget vide rammer, man havde som tegner i FC.

Torben, Pelle, alle de andre, og mig

Selv sluttede jeg mig til bladets tegnere i slutningen af 2004 med stribeserien “SpK”, men hvor den sank som en sten – titlen var ment som en forkortelse for “Sjov på Kommando”, hvilket jeg igen og igen beviste at jeg ikke mestrede at være – blev det optakten til et kreativt samarbejde med Torben Hansen, den drivende kraft i Free Comics og Forlaget Forlæns. Det kan her være nyttigt at vide, at Torben dels har en bred viden i både høj- og lavkultur, og ikke skelner særligt mellem de to; dels at han både er en krejler (hvilket hjalp ham med mangt et annoncesalg) og samler, som får fingre i alle mulige sære ting.

Fremfor alt havde vi flere lange aftener i Free Comics‘ brune redaktionslokale på Nørrebro, hvor vi udvekslede (for det meste halvbagte) idéer til projekter i eller udenfor bladets rammer. Én aften hev Torben f eks et indbundet kompendium af gamle Bo Bedre-blade frem, fyldt med ’70er-specifikke interiørfotos i overmættede farver, i stærk kontrast til andre, mere spartanske sort/hvid-annoncer med blokke af Helvetica-tekst. På en eller anden måde blev det grundlaget for historien om Pelle, som mere blev ridset op end egentligt fortalt over en række fup-annoncer i Free Comics nr 21 (august 2005, PDF tilgængelig her).

Detalje fra omslaget til Free Comics nr 21: Pelles forhistorie ridset op i seks billeder.

I 2021 er “Pelle” indholdsmæssigt én stor trigger warning; den 6-8-årige titelperson har slagtet sin dysfunktionelle familie, muligvis i fejlrettet jalousi over farens overgreb mod søsteren, og løber nu rundt som et spøgelse i de mennesketomme Bo Bedre-kulisser. Det var og er stadig formen, fortællingen udfolder sig i, der er mest interessant for mig. Alle annoncetekster og logotyper er ændrede, både for at tilpasse dem den fiktive ramme, og selvfølgelig for at omgå ophavsretten. Mest af alt havde jeg en fest med at sidde og finde skrifttyper, der bedst muligt passede de oprindeligt anvendte, og tillempe salgstekster til Pelles absurd blodige sammenhæng.

I galleriet nedenfor finder du “Pelle”-annoncerne, uforstyrrede af de tegneserier (og egentlige reklamer!), de oprindeligt var omgivet af. Jeg har ikke kunnet finde mine originale filer til nummeret, og alle billeder er derfor gengivet fra den lavtopløste PDF, Free Comics lagde på nettet. Jeg håber, de alligevel tjener sit formål.

Ét opslag er taget fra instruktionerne til et anatomisk samlesæt af kvindekroppen (“You know, for kids!”), som Torben også havde fået op under neglene; det blev en illustration af Pelles postmortem-søgen efter morens kærlighed. En reklame for gulvtæpper skildrer forældrenes forsømmelse af Pelle, og fremhæver i denne version, hvor meget der kan fejes ind under produktet. Endelig ændrede jeg en annonce for hobbyknive, så varenavnet Stanley™ blev til “Stankel”, og én af produktbeskrivelserne fortalte at “ekstrablade fås til skæring i kød og knogler samt til ridsning af bindevæv”. Satiren burde være tydelig, syntes jeg, men for en sikkerheds skyld ændrede jeg alle kontaktoplysninger til Free Comics‘, dvs Torbens, adresse og telefonnummer.

Manden på knallerten

Torben og jeg morede os kongeligt over vores metatekstuelle eksperiment, i al fald så længe det tog at lave det, men da arbejdet var ovre, gled fokus videre til næste punkt på dagsordenen; næste måneds nummer for hans vedkommende, og klargøringen af min første bog for min del. Jeg husker ikke, at andre bemærkede “Pelle”, tværtimod måtte jeg selv gøre venner og kolleger opmærksomme på, at der foregik noget interessant på reklamepladsen i Free Comics, og den ret forstemmende historie var nok ikke det easter egg, de kunne have ønsket sig.

Vi havde simpelthen gemt den for godt: Når hver tredje side i et blad er en reklame, lærer man som læser hurtigt at filtrere dem bort, og sammen med “Pelle”s fragmenterede form gjorde det, at de som lagde mærke til den, næppe forstod eller påskønnede den. Man bliver ikke profet i annoncespalterne! Det viste sig dog efter et stykke tid, at folk rent faktisk læste reklamerne i Free Comics – og visse havde læst dele af “Pelle”, omtrent som Fanden læser et kuponkatalog.

På dette tidspunkt var Torben flyttet sammen med sin kæreste til et stort, og mindre brunt erhvervslejemål i en baggård på indre Nørrebro. En dag Torben var væk, bankede det insisterende på døren, og hans da højgravide kæreste Linda åbnede. I regnen på brandtrappen stod en midaldrende mand i en gennemblødt flyverdragt, med en knallertstyrthjelm over den ene arm og et eksemplar af Free Comics nr 21 i den anden hånd.

— Er det jer, der er Stankel? spurgte han. Linda, som havde andet og bedre at tænke på end hvad Torben og jeg havde bikset sammen måneden før, må have set ret forvirret ud, så han holdt den våde helsidesannonce med hobbyknivene frem mod hende.

— Det ér her, ikke? spurgte den fremmede og pegede på adressen, jeg havde indsat i stedet for Stanley™s danske importørs postboks-adresse. Det måtte hun indrømme.

Han forklarede, tilsyneladende uden at indse, at det kunne opfattes som en potentielt truende ting at sige til en enlig kvinde, at han var hobbyknivsentusiast. At han var blevet så eksalteret over at læse om dette Stanley™-plagiat, at han havde kørt hele vejen fra Amager i regnvejr for at erhverve sig en eller flere Stankel-knive. Jeg forestiller mig, at alle Lindas indre alarmklokker ved dette punkt bimlede for fuldt tryk, i al fald gik den rette sammenhæng op for hende.

— Du … Du ved godt, det bare er en joke, ikke? spurgte hun forsigtigt knallertmanden fra Amager.

— En …? Han kunne ikke forlige sin passion for hobbyknive med noget grinagtigt, og ikke engang en original Stanley™-kniv ville kunne skære gennem den kognitive dissonans, han oplevede nu.

— Altså, det er ikke en rigtig reklame, sagde Linda, og forsøgte så kortfattet og skånsomt som muligt at forklare forløbet omkring tilblivelsen af “Pelle” til en våd og snart meget skuffet mand, der efter eget udsagn er meget glad for knive.

Nu var jeg ikke selv til stede, og har af gode grunde kun fået hændelsen beskrevet i tredje led af Torben, men på dette punkt i historien forestiller jeg mig altid kniventusiasten som en af Johan Krarups afmægtige knudemænd, som hellere overreagerer voldsomt end at fremstå som uvidende. Jeg forestiller mig levende, at han genfortæller sin odyssé fra Amager til det sorteste brokvarter, med en stemme, der stiger fra en vaklende kvækken til hans forurettelse kulminerer med et brøl, idet Linda smækker døren i:

Vi er faktisk nogen, der går meget op i det her!

Hva fan?!

Som sagt er det her ikke min historie, og hvis Torben dengang fortalte, hvordan Linda slap af med knallertmanden, så er det i mindet overdøvet af min egen hulkende latter. Torbens genfortælling gjorde det tydeligt, at der ikke var nogen skade sket. Mit indre billede af den ophidsede knivelsker er selvfølgelig mindre traumatisk end hendes førstehåndsoplevelse, men jeg kan da bevidne, at det endte godt og uden håndgemæng. Jeg har mødt både Linda og deres søn siden da, og ingen af dem har synlige knivskader.

Med min distance til hændelsen er det kun barokt, at nogen som mener at have indsigt i det meget specifikke emne, hobbyknive, kunne læse den annonce som andet end satire, men jeg har omvendt som ophavsmand til rammefiktionen langt mindre distance til dens tilsigtede kontekst. Derimod er det svært for mig, ikke at overføre billedet af knivelskeren på visse indædte fans, jeg har mødt – særligt på tegneseriefestivaler og lignende arrangementer – men trods fristelsen skal jeg ikke her forsøge at drage indgående paralleller.

Nogle år før alt dette skete, havde jeg overværet et foredrag med journalisten Georg Metz, hvor han blandt meget andet beskrev begrebet “manglebrætshistorikere”: akademikere, der specialiserer sig så skarpt på en lille flig af et underemne i deres fag, at de f eks ved alt om egnsspecifikke karakteristika i udformningen af manglebrætter for Fejø sogn mellem 1700 og 1780 (så nært gengivet fra Metz’ forklaring som hukommelsen tillader).

Jeg kommer til at tænke på manglebrætshistorikerne, når jeg tænker på knallertmanden, selv om hans særlige interesse med stor sikkerhed ikke var akademisk (i så fald håber jeg, han havde gennemskuet joken, før han styrede sin Puch ud i regnvejret), men drevet af en dyb lægmandsinteresse. Hvad for patologi, der får folk til at nære sådan en fascination netop for knive, tør jeg ikke sige; i tegneseriekredse, som vel med fandømmer for anden populærkultur, bunder megen interesse i underholdningsaffekt, nostalgi, samlermani eller regulær, materiel fetichisme.

Det perspektiv, at lighederne mellem knallertmanden og tegneseriefans i det mindste udligner forskellene, rustede mig dog mod den moderate opmærksomhed, som mødte min bog næste forår. Det var givetvis medvirkende til at den blev markedsført som en “grafisk roman”, at jeg håbede, kunstgrebet ville appellere til læsere frem for til fans, som trods alt har et element af fanatisme i sig. Torben synes sikkert stadigt, det er snobberi fra min side; han ved som forlagsejer, at begge segmenter betaler det samme for bogen. Selv sætter jeg pris på de støt svindende bibliotekspenge, jeg får ud af bogen – men særligt på, at mit arbejde ikke har fremkaldt flere truende situationer, for mig selv eller andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.