Norman Spinrad: Kontinentet der gik tabt

Titelnovellen “Kontinentet der gik tabt” kommer rigtig op i omdrejninger og viser, hvorfor Spinrad er en afholdt forfatter, men også til tider har haft (og har) problemer med at få udgivet sin ting. Den foregår i Amerika, efter at et økologisk sammenbrud har bragt den tidligere så stolte nation i knæ. Hovedpersonen lever af at vise turister – fra det rige Afrika – rundt i ruinerne af Rumalderen. På den tur, historien beskriver, rumler det af racisme, indestængte aggressioner og masser af skarpe kommentarer til det amerikanske samfund.
Hovedstykket er dog kortromanen “Deus X” fra 1993. Her befinder vi os igen på en fremtidig jord, hvor naturen lider under menneskets misbrug. Det endelige sammenbrud er dog stadig undervejs, men virker uundgåeligt. Folk er begyndt at uploade deres personligheder (”efterfølgerentiteter”) til computer-netværket for på den måde at leve videre. Det virker som en standard-setup til en sf-roman (i al fald her 15 år efter den oprindelige udgivelse af “Deus X”, mens uploadede personligheder nok ikke har været så almindelige på daværende tidspunkt), men Spinrad vælger en interessant indgangsvinkel og gør sin historie til en diskussion om, hvorvidt disse efterfølgerentiteter har sjæle – et altafgørende valg for den katolske kirke. Det er en til tider knudret diskussion, men Spinrad formår at gøre den spændende og samtidig give den noget wow-effekt.
“Kontinentet der gik tabt” er udgivet i forbindelse med Fantasticon 2008, hvor forfatteren var æresgæst. Som sådan har der været en deadline, som skinner igennem her og der – i en perfekt verden havde der været tid til en ekstra korrekturlæsning eller to, men det må være, som det er. I stedet må historierne bære læsset, og det lykkes i stor grad. Især “Deus X” kan godt blive i hovedet noget tid efter læsningen.

Ingen kommentarer