KRIMI MED VARULVE. ”Fuldmånens magt” er løst fortalt en krimi, som foregår i en verden, hvor 98 % af klodens befolk forvandler sig til varulve ved hver fuldmåne. Og kort sagt er det en forbløffende god bog.

Advokaten Lola Galley er en glatryg – dvs. en af de resterende 2 % – og arbejder for DIRLA, Departementet for Igangværende Regulering af Lycantropisk Aktivitet. Deres primære job er at patruljere på fuldmånenætter og indfange de strejfere og uheldige, som bliver fanget udendørs under månens skær. Det er ikke noget taknemmeligt job: de er underbetalte og underbemandede og i konstant fare på de nætter. Modsat lycanterne gennemgår de ikke en jævnlig transformationsproces, som har den bivirkning, at alle mindre sår og ar forsvinder, så de er letgenkendelige i gadebilledet. Og tag ikke fejl, det er lycanterne, som er de almindelige, de normale – glatryggene er måske uundværlige, men de er også samfundets bund.

Romanen starter med en rutinehændelse: en lycants bil bryder sammen, og han er udendørs, da forvandlingen starter. Under indfangningen flår han hånden af en fanger, og det bliver Galleys job at forsvare ham, også selv om hun ikke bryder sig om ham. Men det er kun begyndelsen – snart bliver den sårede fanger slået ihjel, hvilket bliver starten på flere mord og et personligt mareridt for vor heltinde.

”Fuldmånens magt” er Kit Whitfields debut – og hun ankommer på scenen med et brag, for det er en af de mest behagelige læseoplevelser, jeg har haft længe, samtidig med at det er en eminent gennemført roman.

Galley er en typisk krimi-heltinde af den mere hårdkogte slags – hun har levet et liv i en ubehagelig verden, og hun går ingen steder uden at have paraderne oppe. Og det får hun brug for, mens mysterierne tårner sig op omkring hende. Folk – hendes venner og kolleger – dør, og hun kan på intet tidspunkt vide sig sikker, for hun er næste navn på listen, og hvis hun vil overleve, skal hun finde ud af hvorfor. Men alt klares på personens niveau, hvilket ofte kan være svært i en roman af denne type: Galley bryder ikke pludselig ud af sin plads i samfundet eller viser sig at være en superadvokat, der kan klare selv de hårdeste lycanter – ofte kastes hun uforstående rundt og forsøger at uddele lige så mange tæv, som hun får.

”Fudmånens magt” lever i høj grad på beskrivelsen af Galley, som også fortæller historien. Men mest ros skal Whitfield dog have for at beskrive sin verden så gennemført – vi får på intet tidspunkt en forklaring, det er blot sådan, tingene er: hver måned bliver størstedelen af verdens befolkning til varulve, og det er op til de resterende at bevare roen og sørge for, at der er en verden at vende tilbage til. Det drager Whitfield en lang række logiske konsekvenser af, også selv om det kommer til at gå hårdt ud over hendes personer – hun har en god fornemmelse for, hvordan det er at være så ekstrem en minoritet.

Der er, som nævnt, tale om en debut og forfatterens eneste bog indtil videre. ”Fuldmånens magt” bør læses, hvis man er til genrelitteratur – næsten lige meget hvilken genre, for man finder spor af krimi, horror, science fiction, kærlighedsroman og andet blandt dens sider. Det eneste negative, jeg kunne sige om den, angår nok Aschehougs valg af forside, der er komplet ligegyldig. Måske er den et forsøg på at ramme så bredt som muligt, men en konsekvens af det, er, at man ingen rammer. Ignorer den og gå direkte til indholdet. Det kan betale sig.

Bogen er også anmeldt af Jette på Gyseren.dk