BATMAKVÆRK! Der er efterhånden skrevet en del standalone-historier om nattens ridder. Lige siden Frank Miller skrev sin paradigmeændrende “Nattens Ridder vender tilbage”, har det været på mode at forsøge at gøre ham kunsten efter. Det har medført fortællinger der er lige så episke som forbilledet, men det har så sandeligt også medført en masse dårlige kopier og makværk. Desværre falder Batman-Broken City hovedsageligt (for ikke at sige kun) ind i den sidste kategori.

Nogen har myrdet Angel Lupos søster. Uden vi helt ved hvorfor, bliver det Batmans opgave at opklare mordet. Han går til sagen med en usædvanligt voldelig ildhu. Efter at have banket og tævet sig igennem det meste af Gotham underverden, står det pludseligt klart, at sagerne ikke er så enkelte som de så ud i starten.

Selvom det ovenstående referat er meget kort – ultrakort, så indfanger det hele albummet. Historien har simpelthen ikke noget særligt indhold, derfor kan den opsummeres på ganske få linjer. Heldigvis har man ikke udstyret albummet med sidetal, så man opdager ikke (hvis man da ikke ligefrem selv tæller) hvor mange sider forfatteren bruger på at fortælle ingenting.

Historien er, udover at være lidet interessant, meget usammenhængende. Det gik aldrig rigtig op for mig hvorfor Batman var så interesseret i at opklare det mord. Derudover virker det meget underligt at “verdens største detektiv”, udelukkende sætter sin lid til vold for at opklare en forbrydelse. Hele den første halvdel af bindet går med at Batman tæver forskellige gamle kendinge – Killer Croc, The Penguin, Scarface og en enkelt ny forbryder som ikke har nogen særlig narrativ funktion. Alt imens erklærer Batman sin kærlighed til Gotham, med alenlange indre monologer – det er meget Millersk, men det er ikke nødvendigvis en god ting (jf. Frank Millers instruktørpræstation i filmen “The Spirit”).

Derudover får vi ikke en eneste scene med Bruce Wayne. Det er ellers nærmest obligatorisk for historier om Batman, at vi skal præsenteres for problematikken i at leve et dobbeltliv – som jetsetter og selvtægter. Men i denne historie er Batman kun Batman – hverken mere eller mindre. Det er måske også det, der er forsøgt indfanget ved at skrue op for volden – Batman uden Bruce Wayne medfører et voldsfandango af en anden verden.

Tegningerne som sådan ok. De er præget af sort, lilla og mørk grå, men det er vel måden at indfange “nat” på.  Stregen passer faktisk udmærket til Batman som seriefigur. Den er tilpas pæn til at man kan se hvad det forestiller, men tilstrækkelig grim til at den understreger Batmans barske tilgang til forbryderbekæmpelse.

Alt i alt er “Batman – Broken City” ikke en tegneserie jeg vil anbefale – og slet ikke til indkøb. Vil man torturerer sig selv, så lån den på biblioteket, men nu er du advaret!