Andy Robinson, der spillede “Scorpio” i Dirty Harry (Don Siegel ,1971), fortæller i et interview, at han udmærket kender til “stalking”. I en længere periode oplevede han, næsten dagligt, at blive passet op af (navnlig) mænd – i supermarkeder, lufthavskøer eller blot på gaden – der lige skulle lire deres, mere eller mindre korrekte, udgave af Clint Eastwoods “do ya feel lucky, punk?” af i ansigtet på ham. Og Robinson fortæller, at det mest almindelige (ligesom det ovenfor anførte) var en fejlcitering, samt at han følte sig intimideret. Kan man nu forstå det?

Nu skal dette ikke forsøge sig med en kortlægning af de sociokulturelle og samfundsøkonomiske grunde til “subkulturen” PUNK, udover konstateringen af, at også denne snart udspaltede sig, differentieredes, i forskellige “sub-sub’er”.

Jens og Anders (https://scifisnak.dk/) nåede i podcasten om Snow Crash ( Neal Stephenson, 1992) vistnok frem til, at hvis man skulle tale om “punk” i forbindelse med genrebegreber som “cyberpunk”, så indikerer det et perspektiv fra kanten af det etablerede samfund. “Utopias proletariat” (min udlægning). Og så er det, at der går BZ og anarkisme i den, og helt op for volumenknappen så bølgerne af KAOS kan mærkes og NO FUTURE når et crescendo.

“Cyberpunk” blev “the rage”, det nye sort. Og i løbet af kort tid blev suffix’et “-punk” brugt i nye sammenhænge, indenfor genrelitteraturen (med kinematografiske tilliggender). Allerede i 1987 (Gibsons roman er fra 1984) udkommer Infernal Devices af K.W. Jeter, og den roman er anerkendt som kimen til “Steampunk”, for det har Jeter selv sagt.

Hvor cyberpunk gerne udspiller sig et kvartér over imorgen, er steampunk gerne sat i et Victoriansk Milieu that never was. Og herefter gik der nærmest inflation i begrebsdannelserne. Hvor man ellers gerne skal lægge øren til, at “der er så mange partier, så man jo ikke ved hvad man skal stemme på”, så er der ingen grænser for hvad genrer kan udspaltes i. Så næste levende billede: – DIESELPUNK! Vi bringer et illustrativt eksempel, det er vi jo så uforskammede vant til:

I henhold til “Opslagsværket, der aldrig tager fejl” situeres dieselpunk-fortællinger ofte i mellemkrigstidige omstændigheder. Nogle nogenlunde holdbare eksempler kunne være Skycaptain and the world og tomorrow (Kerry Conran, 2004), Brazil (Terry Gilliam, 1985), Indiana Jones (måske?), Dark City (Alex Proyas, 1998). Til gengæld kniber det mere med eksempler fra litteraturen, medmindre man går helt “retro”, men det kommer vi tilbage til.

Yderligere udspaltninger hedder “Greaser-punk”, altså noget der foregår i midten af ’50’erne, blandt “greasers”; “Atom-punk”, der foregår i ’60’erne; “Lazer-punk”, der udspiller sig i de tidlige ’70’ere – og så kælver gletcheren ellers med “Bio-punk”, “Nano-punk”, “Steel-punk”, “Stone-punk”. Men som noget af et kuriosum: “Myth-punk”, der faktisk – og som én af de eneste i denne lavine – opretholder Anders’ og Jens’ “dogme”, ihvertfald i den hér serie:

De fleste af de ovenfor anførte udspaltninger fejler, som sagt, i forhold til skiffysnakkernes “paradigme”, idet de ikke har protagonister, der er marginaliserede (udover, hvad de selv ønsker og har midlerne til – allerede dér ….). Men der opstår også det andet problem, nemlig at disse sub-sub-sub-genre-betegnelser mere er udtryk for modestrømninger, der kun har definitorisk belæg i udtalelser som “hvis jeg siger at det er post-futuristisk retro-barok, så har jeg lov at mene det!” – Så sandt så sandt! Det bliver det bare ikke mere rigtigt af. Og hertil kommer, at der går “body-count” i den, hvor tidligere – meget tidligere – litterære værker pludselig bliver redefinerede i en “-punk”-kontekst. Således kan En Verdensomsejling Under Havet pludselig finde sig i selskab med Howl’s Moving Castle. Og 2001; a space odyssey må være steampunk, fordi dens “forfader” er H.G. Wells’ The first men in the moon.

Bortset fra at en sådan argumentation ikke holder, hvis man skal gå akademisk til vaflerne, så er selve “bevægelsen” måske også mere udtryk for et akut/latent behov for at “gafle” territorier til sig: – “Se os Bio-Punkere! Vi fik fat i Un Autre Monde af “J.J. Grandville”) – Ta’ dén! Spassere!”

Seneste skud på “-punk”-stammen (medmindre jeg tager eklatant fejl – det er set før!) er “Solar-punk”.

Igen: – hvis man er socialt og økonomisk marginaliseret, kan det edderhyleme’ være noget af en udfordring (idag findes der jo ikke længere “problemer” – der findes kun “opgaver” eller “udfordringer”) at få få cost/benefit-analysen til at balancere med et udholdeligt livsgrundlag, hvis man også skal opsende vindturbiner i “blimp-size” op i sky-højde. Så denne selvstændige kommune, som illustrationen ovenfor viser, kan ikke være helt uden midler, uanset hvor meget den og dens borgere har marginaliseret sig fra et omgivende Kejser Ming-Imperium. Så alt i alt, eller: “punk” og “punk”? Og så tror jeg forøvrigt ikke, at 1980’ernes punkere overhovedet gad befinde sig på den der bondegård. Jeg husker et digt fra den tid: “Bo på landet?/Jeg ville hellere bo i atomreaktor/End stå face to face med en edderkop!”

Så i en lille sluttet kreds som denne, kan man vel nok tillade sig at konstatere, at “punken” har sejret ad helvede til, idet den er blevet ihændetaget af mere eller mindre akademiske grupperinger, der finder at netop deres faible for cykelture til Månen (Polystom, Adam Roberts, 2003) er udtryk for noget punket, så man kan være “ung med de unge”.

Der er sagt og ment meget om genre-definitioner – om det ikke er for intellektuelt, for akademisk? Jo, i dagligt brug bliver det hurtigt lidt for højrøvet. For hvis det er med den på, så kan jeg også opfinde en særlig “punk”. De litterære forlæg er Dune, Troldmandens Sværd, Pavane, Anathem, The handmaids tale og Rosens Navn. Jeg kalder det “kutte-punk”.