Cort Tancke har øje for kunsten. Og ikke blot den i øjeblikket fastfrosne og der afbilledet eller på anden måde gengivne kunst – Tancke har for vane at blive fanget i nuet, når det antager transcendente former, når lyset falder rigtigt og tingene forholder sig til hinanden på en måde, som overgår almindeligheden. Det er ganske forståeligt, at den danske konge har sendt ham ud i Europa for at købe kunst (og måske også lidt pornografi).

Kaj Lykke har øje for kvinderne. Og de har øje for ham, hvilket måske er lidt mere overraskende, for han udgør en pudsigt figur med sine tynde ben og tykke mave. Og så er han på flugt, fordi han har begået majestætsfornærmelse, og det er ikke det gode øje, dronningen har til ham.

De to mænd mødes – igen og igen – i en hæsblæsende dans gennem Europa.

Bo Reinholdts nye bog, “Tancke”, følger naturligvis titelfiguren, og det er hans blik, der er vores synsvinkel, men Kaj Lykke, der er baseret på en virkelig person, er ikke til at komme udenom. De to er vidt forskellige, og deres møder kommer især til at påvirke Tancke. Han oplever nye steder, personer og perspektiver, og til tider forsvinder jagten på kunst til kongen i baggrunden for andre, mindre konkrete mål. Men kunsten som sådan er der hele tiden, for det er blikket og nuet og fastholdelsen, der er den røde tråd. Selv når han sidder en sen aften på sit værelse, alene med en mumie, og forsøger at nedskrive sine tanker.

Reinholdt formår at skrive en lidt løsagtig fortælling, der synes at stikke i mange retninger, men langsomt og helt naturligt fortykkes til at handle om det, der engang skal blive til lysbilledet. Det er en overraskende bedrift af den slags, der ser så legende let ud for læseren, men kræver en sikker hånd bag scenen. Han skriver i en særegent mesmeriserende tone, der fremkalder samtiden, men bibeholder en lethed, der driver én gennem historien. Nu har jeg læst et par titler af Reinholdt og kan begynde at genkende nogle elementer og karaktertræk fra forfatterens hånd – kunsten, det lidt svævende, følelsen af uvirkelighed – men “Tancke” formår alligevel at være helt sin egen.