Hej Nørder!

Det var ellers noget af en Patrulje, og jeg var især begejstret for den sidste del vedrørende logistik og ting&sager. Det vil jeg vende tilbage til – for dette bliver (og jeg kan lisså godt advare) en LANG kommentar 🙂

Geopolitisk har Rusland et problem med hensyn til adgangsveje til større havområder: – Østersøen og de danske bælter er stærkt overvågede. Ishavet er – ja, Ishavet! Stillehavet? Ja, det sidder USA tungt på. Og pludseligt – med Sovjetunionens fald og “konsolideringen” af SNG-landene – var Ukraine blevet en selvstændig nation, der hævdede suverænitet over Det Azovske Hav (Krim) og adgangen til Sortehavet. Og dermed var der lukket for adgangen til Middelhavet og som konsekvens Atlanterhavet. Det er jo ikke så sjovt for en nation, der i høj grad kva Peter Den Store, har betragtet sig selv som herskende i alle rum (luft, vand, ild, jord).

Hertil kommer at Ukraine frem for alt har været det helt store kornkammer …. så meget, at Danmark i høj grad har importeret hvede fra Ukraine. Og det er vel – alt andet lige (hvilket intet alligevel er) – væsentligt for en nation, en stat, at kunne brødføde sin befolkning. Og blot på baggrund af disse to forhold er der absolut fornuft i Ruslands “militære indsats” i Ukraine.

Det er realpolitik. Som Clausewitz udtrykte det: – krig er blot politik fortsat med andre midler (eller noget i den stil 🙂 )
Hertil kommer en russisk mentalitet om, at være et forfulgt folkefærd. Og man skal passepå med sine associationer, men allerede romerne følte sig truet af alle mulige (til en hvis grad med god grund), og nedslagtede dem, der var udnævnt til fjender.
Når Ruslands argument for, at invadere Ukraine er at ville befri den uskyldige befolkning for “nazister”, så skal det lige ta’s med en stang rugbrød og et kilo groft køkkensalt. For det er en retorik, der dels udspringer af de lidelser den russiske befolkning blev udsat for under 2. Verdenskrig, dels af en traditionel opfattelse af at være truet af “vesten”. Og jeg vil hér pege på, at Eisensteins “Alexander Nevskij” udpeger “teutonere” som hovedfjenden – hvilket skal ses i konteksten: Teutonere = Tyskere; Tyskere=Nazier.
Men inden vi kommer for godt igang med at række tunge ad de ruski stupidos, vil jeg minde om, at englænderne, under ihvertfald 1. Verdenskrig, kaldte tyskerne “The Hun”. Altså: Hunnerne – udfra den betragtning, at de jo kom fra øst, og derfra kunne man kun forvente “The Yellow Horde”, som der står i Revelations.

I Danmark har vi haft sådan en dum-da-dum-da-dum udvikling, hvor modbydelighederne er blevet afviklet, og vi har opnået et påstået demokrati – der så genererer andre modbydeligheder, men lad os nu ikke slå større brød op, end vi kan vælte.
Men Rusland har været gennem en hundredeårig tumultarisk udvikling, der ikke havde nogen som helst model, at skabe sig selv ud fra. Orkkedokkedog: – masser af teoretikere, masser af indsigter, masser af akademisk ouverture og skitseringer. Men tilbage stod ideen om Den Stærke Mand: – Zaren! “Lillefar”! Der går – om ikke ideologisk, så ihvertfald mentalitetsmæssigt – en lige linie fra Stalin til Putin. “Vi alene vide”. Riget, Magten & Æren…..

Samtidig falder det for brystet, at den danske dagspresse har ekselleret i udtryk som “Putins krig”. Det hed aldrig “Nixons Krig”, “Anders Fog Rasmussens Krig” eller “Margaret Thatchers Krig”.

Men det der i langt højere grad kan få mit ladevand i kog er, hvad den konflikten mellem Rusland og Ukraine er blevet brugt til i en dansk sammenhæng.
Helt bortset fra den fuldstændig arbitrære afstemning om “Forsvarsforbeholdet” – af 1993 (hvilket også var snyd på vægten, jeg siger det bare) – har jeg dog aldrig set Danmark i mere humanitært battle-dress i forhold til flygtninge. Hvor var de åh-så-humanitære kræfter, da det gjaldt syriske flygtninge, tamilske flygtninge, tyske flygtninge??? Men det hér er jo også noget helt andet: – der er boliger og understøttelse og jobs og skolegang og pasningsordninger. Og på UCL var det ukrainske flag i top på flagstangen.
Den slags hedder manipulation og propaganda, når det forekommer i andre lande.
Hertil kommer, at den nuværende økonomiske situation – i Danmark — for den almindelige forbruger — & – retfærdiggøres som et produkt af konflikten mellem Rusland og Ukraine. Hvilket man skal være velkommen til at mene, men fremfor alt skyldes prisstigningerne (“inflationen”), at de store selskaber ihvertfald ikke har tænkt sig at miste penge, bare fordi der er noget knas med energileverancer eller råvareudbud. Og regeringen har fastslået at der ikke kan blive tale om nogen form for finanspolitisk udspil – allright! Så med den økonomiske teori, regeringen kører med, kan vi således forvente et indkomstpolitisk udspil – hvilket altid fører til reallønsfald over en længere periode.
Med andre ord er det faldet i regeringens skød, at have en ganske betragtelig fordel af en konflikt, den danske befolkning ikke har nogen aktie i.

Og så fik jeg vist klemt det af 🙂

bedste hilsner, Henning

Hej Henning!

Altid en glæde at læse dine kommentarer. Jeg kan slet ikke kommentere på det hele. Vores mål med podcasten var nok en relativt (med stort R) apolitisk og så-ufarvet-som-det-kan-blive-for-et-par-danske-fyre. Godt du lyttede med 🙂