Når man insisterer på at flygte fra Jante, så risikerer man samtidig at krydse sit spor. Så jeg har slået mig til tåls med, at den sekstenårige udgave af yours truly, atter og igen vender tilbage til Frank Herbert og “Klit”, uden at kigge sig tilbage. Og det til trods for, at den stadige dialog (nåja, slap af!) med Herberts forfatterskab har givet mig nogle uvelkomne overraskelser. Men det er en anden snak, eftersom det er halsløs gerning at kritisere Herbert, fordi jeg ikke er enig i hans synspunkter. Det er noget andet med Ayn Rand, for “objektivisme” er simpelthen noget af det dummeste, jeg nogensinde er stødt på, hvilket jeg nævner hér, fordi “fokalpunktet” både hos Rand og Herbert er Den Stærke Ener.

(Vi gengiver den lige i langsom udgave: – Altruisme fører til slaveri, terror og vold! Sådan dér!!! – den ta’r jeg! Det er sgu’ det; der står jeg fandme’ fast; ramt på kornet! Godt set! liberalisme cabriolet – nu i blå!)

Nåmmen jeg var så på biblo, for at få afleveret nogle “1 eksemplar i hele landet”-bøger, da jeg af erfaring ved, at man ikke skal kommer for godt igang overfor Det Kongelige Bibliotek – med nogen ret, i bibliotekets favør. Og for de – sikkert få – interesserede, drejede det sig om to bøger om hhv. John Edward Moreton Drax Plunkett, Lord Dunsany (fandme’ et flot navn!) af S.T. Joshi samt en samling artikler om det kapitalistiske samfunds aftryk hos H.P. Lovecraft, Ray Bradbury og merbemeldte Dunsany. Med andre ord: – meget kedeligt, men samtidig meget langt fra Dune, Herbert … for slet ikke at tale om ovenfor afbillede “objektivist”. [ & hele denne rekurs blot for at understrege, at jeg altså ikke sidder med næsen i Herbert hele den udslagne dag]

Af ren og skær vane bladrede jeg lige dvd’erne og blå-lysene igennem, da jeg nu alligevel stod på det selvbetjenende lokalbibliotek en tidlig morgen, lige efter åbningstid, og tænkte at: – hva faen, lad mig da bare se Denis’ “Dune” fra 2021 én gang til. Og det var faktisk udgangspunktet for hele dette indlæg, så lad os komme til sagen, uden for mange øvrige digressioner:

Medmindre jeg er ved at blive cement debil, eller har været stangberuset, de andre gange, jeg har set den film, så må der foreligge “a new edition”/”directors cut”/”remastered” … – noget –

 – for der var adskillige scener, jeg på det bestemteste mener, at jeg aldrig har set før. Og der var scener, jeg husker, som slet ikke var med. [Hvor mange husker en “edderkoppekat? Hansshup!!]

Hvadenten årsagens grund nu kan skyldes, så var det (blevet?) en langt bedre og mere sammenhængende film – til trods for at jeg stadig mener at Vielleneuve tar sig nogle friheder, der ikke har noget belæg i romanen. Men det er okay (og jeg har en lumsk mistanke om, at Del II lægger ud med en gladiator-sekvens med Feyd-Rautha Harkonnen). Og iøvrigt var hverken heller BBCs udgave, David Lynches udgave eller Jodorowskis (abortive) udgave særligt tro mod forlægget.

Uagtet al det, så var der det hér pit-stop på Salusa Secundus (det er de første 90 sekunder, vi vil arbejde videre med):

og den dér muezzins messende kalden sardaukarerne til bøn, den er eddermame mærkelig.

På en hvis måde – sans comparison – fik selve scenen mig til at tænke på “Pitch Black”-fortsættelsen med planeten Crematoria:

Eller endnu værre:

Men primært blev min forundring vakt af den ominøse “præst”, hans enigmatiske håndgestik og den kvadrofoniske forvanskning af “om padme mani hum”, der aldeles ikke var beroligende. Og i tilgift – og spoiler-alert, blå blink og hele svineriet – så indledes filmen med samme slags messen, og underteksten er:

Og hér kunne man da tilføje den reference, at Joseph Conrad lader Kurtz i “Mørkets Hjerte” udtale at: – Vi lever som vi drømmer; hvilket iøvrigt blev brugt som epigram i den tegneserieficerede udgave af “Alien/ Den 8. Passager”. Men den reference vil vi udelade. For:

– Pludselig gik det op for mig, at i scenen fra Salusa Secundus er der tale om mongolsk strube-sang. Og det giver unægteligt en platform, thi mongolerne var jo sådan set ved at erobre hele molevitten, stort set til det nuværende Berlin – om ikke længere vestpå. Men så skete der noget (og ikke kun byldepest) og de trak sig tilbage.

Den kobling kan jeg godt se relevansen i – også fordi det fjerner fokus fra den islamofobi, der muligvis kunne ligge indlejret i forestillingen om frimenernes fremtid som jihadister. Hvilket måske så også giver os – eller i det mindste mig – et problem på halsen. Men der vil jeg sige, som Charles Laughton i Kubricks “Spartacus”: – I will take a little corruption, anytime, but I won’t accept the dictatorship of Crassus (hvorefter han er nødt til at begå selvmord).

Alt i alt: – det forbavser mig til stadighed hvor meget “sagen” er vigtigere end livet. Men måske er der trøst at finde i finde i bøger og film, der muligvis – muligvis ikke – sætter netop dette spørgsmål på spidsen.