Jeg indrømmer det, jeg er er bange for digte. Ja, mit navn er Janus, og jeg er pisseræd for poesi. Jeg er vant til at læse, men jeg er også vant til en start, en midte og en slutning, og der disker digtene bare op med helt andre regler – og en skummel mistanke om, at der gemmer sig mere mellem linierne, end jeg kan se.
Men man bør konfrontere sin frygt. Så jeg har ladet mig selv hjælpe af, at kollega Morten har udgivet en digtsamling, og med den kan jeg befinde mig mellem to påvirkninger: på den ene side digtene med deres betydningskløer og på den anden side det faktum, at Morten er en flink fyr, der med prosaisk pen har navngivet sin samling “Damer og træer”.
Det er et lille hæfte fra Jorinde og Joringel, og ganske snart går det op for mig, at jeg er blevet snydt: der er ikke kun digte, men også korte tekster. Mere specifikt tre fragmenter: Chile, Bror og Familie. Alle tre har de fornemmelse af, at de er på nippet til at springe ud og blive noget større, men især Chile rammer en perfekt balance: kammeraten vender hjem med noget, der ikke er en tatovering – og på den ene side så man den gerne folde sig ud, men på den anden side vil man så nødig ødelægge den finhed, der er i den korte tekst. Den simrer.
Men tilbage til digtene. Lad os stirre for længe ned i afgrunden.
Samlingen starter med en række af disse små fine stykker, der så fint rammer en stemning eller et sekund eller for den sags skyld blot en duft (og jeg er altid bange for, at der gemmer sig mere betydning bag den tekstuelle klædeskabsdør, men jeg hvisker til mig selv, at det her er mere end nok, en tekst må gerne være dette). Og så, slambam, kommer den her ind fra højre med glimt i øjet:

Februar en motor under søvnen driver
gæk med lyset
ligesom at rejse sig for hurtigt
midt i vintersolen
ville have slået os ihjel

På trods af min grundlæggende angst ved denne måde at skrive på (hvorfor elsker digtere linieskift? Er alle digte en indsigt, jeg burde kunne forstå? Burde jeg have lyttet bedre efter i gymnasiet?) er der nogle gode skift gennem “Damer & træer”. Der er digte, som fremmaner en situation, eller fortæller en historie, eller giver en fornemmelse af smerte, eller får mig til at gribe efter meningen, eller bare forvirrer mig en smule. Det kræver et større nærvær overfor teksten, end jeg plejer at give, men til gengæld kan jeg godt se kvaliteterne.

Jeg stoler stadig ikke helt på digte, men “Damer og træer” var et godt sted at indlede diplomatiske relationer. Jeg forsøger at lægge mine fordomme fra mig, og til gengæld leverer de indimellem en historie, som mit prosa-hjerne kan gribe fat i.

Men på trods af det håber jeg stadig lidt, at Morten skriver flere længere tekster. “Chile” rumsterer.